Design Awards 2025: Her er de nominerede til Årets Design

Prisen gives til design, der manifesterer nytænkning, kreativitet og omtanke i forhold til livet og hverdagen i boligen i dag og i fremtiden. Se de nominerede her.

Årets Design 2025

Bo Bedre hylder i samarbejde med Boligmagasinet og Scandinavian Living det bedste design og de bedste designere i årets løb. I den forbindelse kåres Årets Møbel, og de nominerede kan ses lige herunder.

Silhouette glasfad af Søren Le Schmidt for Holmegaard

Vi var mange, der holdt vejret og ventede spændt på at se, hvordan Holmegaard ville fejre deres 200 års jubilæum. Et tal stort nok til at give enhver præstationsangst.

Svaret blev: med verdensklasse skønhed. Søren Le Schmidt har for Holmegaard bedrevet et design, der transcenderer håndværksdiscipliner og på ufattelig vis mimer hans designstil fra modeverdenen i et helt nyt og andet materiale.

Særligt fadet i kollektionen vil for fremtiden stå som et mindeværdigt nedslag i Holmegaards historie. Som et elegant skørt foreviget i en pirouette – naturligvis i Le Schmidts signaturfarver.

Accessory-serie af Tadaima for Fredericia

Tidløst. Et ord, der bliver brugt lidt for rundhåndet i disse tider, men som med rette kan bruges i omtalen af Fredericia og Tadaimas første – og forhåbentligt ikke sidste – samarbejde.

Kollektionen af vaser, plaider og puder hylder både håndværk og materialer i et overlegent lækkert udtryk, der kalder på at bo med os i mange, mange år på tværs af trends og strømninger.

Kvalitet går aldrig af mode. Her er ikke behov for vilde farver og effekter for at påkalde sig opmærksomheden. Kvaliteten råber rigeligt i sig selv.

Gaze Mirror af Phil Procter for Muuto

Er det et spejl? Er det kunst? Det er begge dele! Phil Procters Gaze Mirror viser nye veje at gå i arbejdet med funktionalitet og design. Hver for sig er det relevante parametre, men sammen er det dobbelt så stærkt, og fusionen af de to ting er præcis, hvad der kendetegner Muutos spejl.

Derudover rammer udtryk og materiale ned i en stor trend netop nu, hvor mange vil have skinnende stål i hjemmet. Det har Procter set, men opfylder omverdenens længsel med et svar, der kommer bag på, men taler til de fleste.

Atoll Collection af Signe Hytte for Massimo Cph

Her er en designer og et tæppe, der virkelig har forstået, at tæppet ikke altid skal spille en larmende hovedrolle i hjemmet, men være en ikke mindre betydelig samlingskraft, der kan gøre hele forskellen. Og alt dette lever Signe Hyttes Atoll-kollektion for Massimo Cph op til.

Tæpperne inviterer komfort og natur indenfor med sine organiske materialer og former, der giver mindelser om sandbunden formet af bølger og barkens fuger i danske skove. Her er et tidløst design, der fortjener hyldest.

Pinstripe and Note Sheet-kollektion af File Under Pop i samarbejde med &Drape

Maling er ikke bare maling. Det beviste Josephine Yaa Akuamoah for ti år siden, da hun stiftede File Under Pop, og nu beviser hun, at striber ikke bare er striber med tekstilkollektionen ‘Pinstripe and Note Sheet’ under samme brand.

Det tidløse mønster er evigt aktuelt og i Josephines kyndige hænder nu også noget ekstra særligt, præcis som farverne i hendes metalbøtter. Særligt de 20 stiplede striber udgør en lille genistreg, når de som gardiner bølger horisontalt og skaber blikfang og finesse i et rum uden at larme.

Velkommen til en kollektion, vi spår vil være med os i mange år frem – hvis ikke for evigt.

Glas-serie af Mia Lagerman/Them Objects

Mia Lagermans glaskollektion fortjener at blive sat op på en piedestal, præcis som den “skålene” er sat på i hendes glasdesign. For Mias The Glass kan gå hen og blive det næste store indenfor glasdesign – og er allerede godt på vej – fordi det tydeligt bærer de hænder med sig, der har skabt dem.

De har sjæl og personlighed, og så er de kontrastfyldte. Det unikke spil i glasset gør dem særlige og dragende på næsten hypnotisk vis, når lyset falder på dem, men den tunge fod sikrer, at vi ikke svæver for langt væk i dagdrømmeriet, men forbliver solidt plantet ved det middagsbord, hvor de forhåbentligt får hovedrollen. Poetisk pragmatisme at its best!

LÆS OGSÅ