Design Awards 2025: Her er de nominerede til Årets Lampe

Prisen gives til en lampe, der forener god formgivning, nytænkende materialevalg og optimal belysning, der fungerer naturligt i et moderne hjem. Se de nominerede her.

Årets Lampe

Bo Bedre hylder i samarbejde med Bolig Magasinet og Scandinavian Living det bedste design og de bedste designere i årets løb. I den forbindelse kåres Årets Lampe. Se de nominerede her

Kantarell pendel af Falke Svatun for New Works

Første gang man ser denne pendel, ved man, at den kan noget helt særligt. Som vand løber ned i en tragt og samler sig i en dråbe, er der en slående naturlighed over dens formsprog, som gør den harmonisk og æstetisk tilfredsstillende at betragte.

At formen også er opstået ud af et studie i at retningsgive og forme lys understreger, hvordan funktion, æstetik og formgivning i denne lampe går op i en højere enhed.

Gio LN14 af Luca Nichetto for &Tradition

Denne lampe synes på en gang altid at have været her, og samtidig har den noget nyt og forfriskende over sig. Den forener fundamentale geometriske former med klare farver og fremstår alligevel enkel og stringent.

Med et anerkendende nik til den italienske mester Gio Ponti og dennes Murano lysekrone skriver Luca Nichetto sig med denne lampe ind i en designhistorie, samtidig med at han tilfører den noget nyt. Det er en statement lampe, som vil tilføje karakter og sjæl til ethvert hjem.

VL 45 Radiohus Portable af Vilhelm Lauritzen for Louis Poulsen

En succesfuld transformation fra den ikoniske radiohus-pendel designet af Vilhelm Lauritzen til tidens mest yndede designobjekt – den bærbare lampe. Det her er ikke blot en nyfortolkning, men et design i sin egen ret.

Med den lille rem foroven forvandler lampen sig til en lanterne, som er nem at tage med sig rundt i hjemmet. Det er et versatilt objekt, som vil skinne skønhed, hvorend du placerer den.

Solae Portable Lampe af Cecilie Manz for Fritz Hansen

Solae Portable Lampe af Cecilie Manz for Fritz Hansen

Det minimalistiske formsprog er strukket til det yderste, men bærer sin styrke i en sjælden æstetisk præcision, i en altoverskyggende funktionalitet samt et fokus på selv den allermindste detalje. Denne Portable er udført i holdbart aluminium, som gør den egnet til både inde- og udemiljøer.

Proportionerne er nøje gennemtænkt, med henblik på hvordan lyset spredes i rummet, og så har den tre lysindstillinger, så den både kan bruges ved sengebordet, til læsning eller til spisning, hvor man ønsker et blødere og varmere skær.

Nonna lampe-serie af Krøyer-Sætter-Lassen for Audo

Nonna lampe-serie af Krøyer-Sætter-Lassen for Audo

Denne lampe besidder, i kraft af sin tekstur fra travertinstenen og sit sandfarvede tekstil, en nostalgi, som få andre nyproducerede lamper lykkes med at manifestere.

Den rummer en særlig blødhed, karakter og stille ro, som fortæller historier om ældre interiører. Det er en lampe, som rammer perfekt i en tid, hvor vi higer efter at skabe varme og indbydende atmosfærer i vores hjem.

Toton af GamFratesi for Lyfa

Toton af GamFratesi for Lyfa

Går man tæt på denne lampe, kan man se finesserne i overfladerne fra lampeskærmens taktile tekstur over den mørke bronze-overflade i lampens øvrige komponenter.

Inspireret af jazzmusik og en stemning fra 1930’ernes elegante design er dette en lampe, som tilføjer masser af karakter, stemning og atmosfære til et rum. Den er tidløs i sin udformning, men rummer stadig en form for nostalgi, som gør den til noget særligt.

Upglas af Luca Nichetto for Astep

Upglas af Luca Nichetto for Astep

Denne lampe er en vellykket smeltedigel af italiensk vovemod, farveglæde, historien om italiensk muranoglas, en bæredygtig tankegang og skandinavisk minimalisme.

Ved at krystallisere rester af murano glas, smelte det og rulle det ud, som ville man rulle en pizzadej, har Luca Nichetto i en dialog mellem kreativitet og genbrug skabt et materiale, som er helt unikt i sit udtryk og nærmest minder om marmor i sin overflade. Resultatet er en skulpturel lampe med masser af pondus.

LÆS OGSÅ