Matias Moellenbachs om dansk design anno 2020

Møbeldesigner Matias Moellenbach mener, at Instagram har en særlig betydning for den danske designscenes tendenser.

Trine Joerck

— 06. oktober 2020

#Dansk design

Designs der ikke fægter med armene

Hvad kendetegner dig som designer?

– Jeg er rundet af en skandinavisk designtradition, både æstetisk og ideologisk. Mine design er minimalistiske og demokratiske, og min tilgang er orienteret mod materialer. Jeg kan godt lide at arbejde med naturlige materialer som glas, træ og aluminium. Mine design fægter ikke med armene. De er en stille kompagnon i hjemmet og har en tidløs karakter. Det særlige ved dem er nok, at de illustrerer en nysgerrighed over for materialerne. Det må gerne være sådan, at når man studerer produktet, så har det flere dimensioner, man kan gå på opdagelse i. Tag fx min lampe, Extruded Aluminium Light. På afstand ligner det, at den har lameller, og at den er limet eller svejset sammen, men når du kommer tæt på og studerer den, kan du se, at det er ét stykke. For mig er det interessant at undersøge, hvordan forskellige produktionsteknikker føder produkternes unikke udtryk.

Hvor finder du i øjeblikket inspiration?

– Grundlæggende bliver jeg inspireret, når jeg støder på nye produktions– eller håndværksteknikker. Lige for tiden er jeg ret meget oppe at køre over formbøjet træ. Nogle gange kan produktionsteknikker til, lad os sige køleelementer give idéer til at skabe en ny lampe. For mig handler det meget om at opsøge værksteder, en aluminiumingeniør osv. og så få inspiration den vej rundt. Men inspiration kan selvfølgelig også komme fra andre designere eller kunstnere. For tiden er jeg meget inspireret af den japansk-amerikanske arkitekt George Nakashima. Hans udtryksfulde univers crusher jeg ret hårdt på lige nu. En ny stol, jeg arbejder på, er bl.a. inspireret af Nakashimas stole, selvom det ikke er sikkert, at man kan se det. Det er de her shakerelementer og store, robuste elementer. En af de ting, som han er kendt for, er, at han fx har taget en stor planke – nærmest en træstamme – og så ladet de her pinde gå op og skabe et sæde. Det er mødet mellem det monumentale og det fine.

At lytte til sin mavefornemmelse

Hvordan oplever du designscenen lige nu? Hvilke tendenser og strømninger er mest markante? Og hvordan påvirker disse strømninger din egen proces?

– Jeg tror, der er flere sideløbende tendenser. Det skyldes nok Instagram og den måde, det fungerer på. På den ene side er der rigtig mange farver i indretningen. På den anden side har du den her mere sandede beige ting med råt træ, sten, glas og ren formgivningsmæssigt de her ukurante former i glas og vaser. Når det kommer til mit eget design, orienterer jeg mig ikke så meget efter strømninger. Jeg bestræber mig altid på at skabe noget, som skal vare ved. Være tidløst. Jeg tænker meget over, hvilke produkter der har en berettigelse. Det skal have en berettigelse. Og så handler det også om, hvad der rent fysisk kan laves på fabrikken. Hvis jeg fx vil lave en vase af brunlig karakter, så laver vi flere samples, ser, hvilke mineraler vi kan tilføre glasset, og hvilken reaktion det giver. Og så er det ellers en mavefornemmelse. Farven skal ligesom komplementere formen.

Covid-19 har vendt op og ned på verden, som vi kender den. Hvordan tror du, at det kommer til at præge den måde, vi tænker design på?

– Møbelbranchen går langsommere end mode, og et halvt år er rigtig meget for modebranchen. For os gør det ikke så meget, at de kunder, som vi laver ting for, udskyder projekter lidt. Hvis et produkt kan have årtier at leve i, så betyder et halvt år ikke så meget. Derimod bliver det interessant at se, hvordan forbrugerne reagerer på at have været isoleret – både i DK, men også i udlandet. Fordi de har været tvunget til at være i deres hjem, med deres møbler i en længere periode, bliver de forhåbentlig bedre forbrugere. Man kan håbe på, at de tænker mere over, hvad de er glade for, hvad de har brug for, og køber lidt, men godt. Jeg tror også, at man i storbyerne, hvor man bor på lidt plads, køber lidt, men godt. Det er også sådan, jeg opbygger min kollektion. Der er få produkter, men jeg gør meget ud af, at hver og et skal have en berettigelse. Jeg har ikke lyst til at lave fyld.

Vi skal forfine og forbedre nye teknologiske muligheder vi bliver mødt med

Nævn et design, som du ville ønske, du selv havde designet, og hvorfor.

– Poul Kjærholms PK15, i stukket ask, som PP Møbler i sin tid producerede. Den er sindssygt flot. Grunden til, at jeg har valgt den, er, at den siger ret meget om, hvad der er det ultimative design for mig, og hvad jeg stræber efter at opnå. Den er smuk. Men kigger man godt efter, så kan man se, at formgivningen også bare sid- der lige i skabet. Den stol er smuk fra alle vinkler, også hvis du løfter den op. Den er gennemført, og man sidder behageligt i den.

Dansk design fra 50’erne og 60’ernes modernistiske scene har defineret vores æstetiske identitet igennem årtier. Tror du, at vi er på vej ind i en ny guldalder i dansk design, og hvordan adskiller den sig i så fald fra det, vi kender og har hyldet i så mange år?

– Jeg synes, der har været mange dygtige designere siden dengang. Og der er masser af designere i dag, hvis produkter vil blive nye klassikere. Hvis man kigger på det sidste årti, har vi haft flere danske virksomheder som fx Hay, Muuto, Normann Copenhagen osv., som har skabt et nyt skandinavisk designdirektiv, som igen har bragt fornyet fokus på dansk design, og som har banet vejen for mindre danske designbrands. Så fundamentet for en ny guldalder i dansk design er positivt. Den ideologiske tilgang til design er dog grundlæggende den samme som dengang, og jeg tror, den hænger sammen med vores samfunds dna. Jeg tror som udgangspunkt, at vi i Danmark er interesseret i at lave produkter, som er demokratiske. Selvfølgelig er der nogle gange nogle, som laver noget, som er sindssygt dyrt. Men jeg tror, idéen om at lave noget for de mange ligger stærkt i vores designtradition, og det påvirker æstetikken. Jeg tror ikke, vi kommer til at se noget større opbrud med den sti, som blev lagt i 50’erne og 60’erne. I virkeligheden skete det opbrud jo allerede i 70’erne og 80’erne. Dengang var det mere aktuelt at markere et skifte. Jeg tror ikke, der er samme behov i dag for at distancere sig fra vores designarv, og jeg tror ikke, det fylder så meget i vores bevidsthed. Det handler nok mere om at blive ved med at forfine og forbedre med de nye teknologiske muligheder, som løbende kommer til.