IKEA vil nu købe dit brugte møbel

IKEA vender Black Friday 180 grader og introducerer genbrugsservicen 'Gensalg'.

© IKEA

Sælg dine møbler tilbage til IKEA

Som led i IKEAs bæredygtige omstilling lancerer de nu genbrugsservicen 'Gensalg', som giver kunderne mulighed for at sælge deres brugte møbler tilbage til IKEA.

– Med Gensalg kan danskernes IKEA-møbler få forlænget deres levetid. Vi ved, at rigtig mange danskere forsøger at gøre noget godt for klimaet, og hos IKEA har vi en ambition om at gøre det nemmere for de mange mennesker at bidrage til den grønne omstilling. Med Gensalg gør vi genbrug og et mere cirkulært forbrug let tilgængeligt for kunderne ud fra tanken om, at hvis lidt flere træffer bæredygtige valg, så kan vi sammen gøre en stor forskel, siger Country Retail Manager Johan Laurell.

Møblerne, som IKEA køber fra kunderne, vil blive solgt videre til genbrug.

© IKEA

Nye bæredygtige servicetiltag

IKEA har et mål om at blive en cirkulær og klimapositiv forretning i 2030, og i forbindelse med det mål har de valgt at indføre en række bæredygtige tiltag.

De tilbyder blandt andet også hjemmelevering via elbiler, app'en Better Living, som er fyldt med nyttige, bæredygtige hverdagsråd - og nu tilbyder de også Gensalg:

– Vores arbejde med grøn omstilling, og herunder cirkulært forbrug, er en forudsætning for, at vi kan drive forretning i fremtiden. Gensalg er et af en række initiativer, der skal bringe IKEA frem mod vores mål om at blive en cirkulær og klimapositiv forretning i 2030. Samtidig bestræber vi os også på, at vores produkter udelukkende skal bestå af fornybare eller genanvendte materialer. Vi er godt på vej, og i de kommende år vil vi præsentere endnu flere services, der gør det muligt for vores kunder at omlægge deres forbrug til at blive mere cirkulært, siger Country Retail Manager, Johan Laurell.

Gensalg introduceres for kunderne på famøse Black Friday, fredag d. 27. november.

LÆS OGSÅ: ”Overvej at købe brugt, hvis du skal købe nyt på fredag”