I Japan har de fået øje på den danske designer, Sara Martinsen

Saras fornemmelse for fibre

Sara Martinsens fiberrige ligger i hjertet af København. Det er her, tre trin ned i det rustikke værksted i Nansensgade, den evigt søgende designer eksperimenterer med materialer fra naturens skattekiste, og herfra hun broderer videre på en uendelig historie om naturens iboende kraft og de bæredygtige materialers skønhed og uudforskede potentiale. Interessen for fibrene har resulteret i et omfangsrigt plantebibliotek og en stribe fiberbaserede kunstværker og design – og ikke mindst en akkumuleret viden, som hun gerne stiller til rådighed for kunder, dig og mig.

På rette kurs

Lige siden barndommen har designeren Sara Martinsen været optaget af naturfibre, planter og vækster i deres rå, ubearbejdede form – og næsten lige så længe har hun grundet over, om denne fascination kunne blive til en levevej. Der skulle dog gå en årrække, før den voksne Sara overgav sig fuldstændig til den mangfoldighed af nedbrydelige plantefibre, som hver især fortæller historier om denne klodes rigdom og skrøbelighed, og som trækker tråde til glemte indsigter og gamle håndværk.

BO BEDRE møder hende fredag den 26. marts – netop den dag, hvor Danmarks budget af naturressourcer, ifølge tænketanken Global Footprint Network, er opbrugt for et helt år. En svimlende og tankevækkende kendsgerning, som gør mange handlingslammede, men som for Sara er en indikation af, at hun, med sit fokus på naturfibrenes potentiale, er på rette kurs.

– Jeg foretrækker at handle på udfordringerne, sådan arbejder jeg bedst, og hvis jeg kan fremstille en lampe af naturmaterialer i stedet for plast, så giver det umiddelbar mening, siger Sara, der også rådgiver sine kunder i disciplinen bæredygtigt design. Alt sammen i et forsøg på at tale ind i den stigende interesse, der trods alt er for naturen.

Plads til processen

– Plantefibre er fascinerende, forgængelige og nedbrydelige, og det giver god mening, når man skal isolere sit hus, eller man vil nedbringe mængden af beton, at benytte plantefibrene som forstærkende fyldstof. Det er også hensigtsmæssigt at kigge mod plantefibrene, når vi skal finde et alternativ til skumgummi i møbler, eller når vi producerer tekstiler. Hvilke fibre, hvordan og i hvor store mængder er de næste spørgsmål i rækken, og så snart vi har en god og funderet viden om planternes forskellige egenskaber, så kan vi se på hele værdikæden og stille de rigtige spørgsmål, mener Sara, som offentligheden senest kunne møde på udstillingen Phytophilia; the love of plants hos A. Petersen/Bygning A. Her kunne de besøgende få de rå fibre i hænderne. Idéen var at give gæsterne større indblik i de materialer, vi kender fra vores cykelkurv, sisaltæppe, dørmåtte eller stolesæde i søgræs.

Sara har en tro på, at når vi først forstår naturmaterialernes mangfoldige kvaliteter og håndværket bag tilblivelsen af de produkter, vi omgiver os med, så får vi også større respekt for den tid og de kræfter, der er lagt i processen.

– Jeg kan godt lide tanken om, at vi skal finde en mere ydmyg plads i hele systemet og give plads til naturen og biodiversiteten. Samtidig stiller jeg mig selv spørgsmålet om designbranchens rolle og ansvar. Jeg vil personligt gerne finde en bedre balance i mit arbejde, hvor min skabertrang ikke bare medvirker til frembringelsen af mere skrald, siger Sara, der egentlig ikke mener, hun er på en mission, men at det mere er en arbejdsmetode, hvor hun gerne vil præsentere nogle løsninger.

Behov for at sanse

Saras vej til fiberriget er da også gået ad mere konventionelle stier. Umiddelbart efter at hun blev færdig som møbeldesigner i 2006, etablerede hun egen tegnestue sammen med kollegerne Morten Kjær Stovegaard og Bo Strange, men allerede efter et par år takkede Sara ja til en stilling som tegnestuechef hos Søren Rose og efterfølgende hos Johannes Torpe Studios.

Internationale designopgaver, kundekontakt og fuld fart på, indtil hun i 2016 valgte at gå egne veje igen med Studio SARA. Det blev til et par år med store opgaver for en kinesisk designvirksomhed, rejseaktiviteter og et møde med et både fascinerende og skræmmende land med store kontraster, men også med en håndværkskultur, som begejstrede, og som igen rettede fokus på materialeeksperimenterne.

– Kina var på alle måder et kulturchok. Jeg besøgte megastore byer, hvor man ikke hørte en eneste fuglestemme, og jeg tror, det var der, det gik op for mig, at vi ikke kan undvære det sanselige og taktile, forklarer Sara, der ikke tøver med at kalde sig selv en materialenørd, og som er overbevist om, at vi tænker klarere, når vi får lov til at sanse.

Vejen til planternes styrker

I dag fylder plantefibrene rigtig meget i Saras univers – både helt konkret og mentalt. Hun samler og eksperimenterer og er hele tiden på vej mod et mål, der konstant flytter sig. Nogle af materialerne ender som dekorative værker, uden at Sara af den grund opfatter sig selv som kunstner i traditionel forstand.

– Jeg ser egentlig mig selv som materialeformidler, og hvis jeg kan få folk til at forelske sig i nogle af mine ting, er jeg glad. Som designer vil jeg selvfølgelig gerne give form til møbler, brugskunst med mere, men fokus er i høj grad på materialerne og mit ønske om at skabe et sanseligt og æstetisk materialebibliotek, forklarer Sara, der samler planter fra nær og fjern og efterfølgende eksperimenterer med former, undersøger strukturer og overflader og finder ind til styrker, begrænsninger og visuelle udtryk.

– Nogle plantefibre kræver meget vand – både i forbindelse med dyrkning og efterfølgende bearbejdning – andre kræver kemi for at blive blødgjorte, og atter andre er skrøbelige og skal blandes med andre fibre for at opnå styrke. Nogle egner sig til byggeri, andre til tekstiler, uddyber Sara, der lige nu er meget optaget af kenafplanten, der dyrkes i bl.a. Kina og Indien. Den bliver op til seks meter høj og er færdigudvokset på ca. fire måneder. Stænglernes fibre kan anvendes til fremstilling af papir, fiberplader til fx bilindustrien, måtter og gulvbelægning. Kenaf genererer tre til fem gange mere fiber pr. år end et tilsvarende skovareal og binder mere CO2 end regnskoven.

Ikke helt problemfrit

Selvom hun er begejstret for naturfibre, så er Sara ikke blind for, at der også er problemer forbundet med dyrkningen af flere af dem. Det gælder fx Tencel-fibre, også kaldet lyocell, som er meget anvendt i tekstilbranchen som alternativ til bomuld. Tencel fremstilles af cellulosefibre fra gran, bambus, bøgetræer eller eukalyptus. Sidstnævnte, der dyrkes i stor skala i Portugal, er hurtigtvoksende, men har eksempelvis ikke samme rodnet som de gamle korkege. Det betyder jordskred og udpining af jorden og er et godt eksempel på, at en god afgrøde kan ende med nogle negative påvirkninger, hvis produktionen ikke reguleres, og man sikrer en bedre biodiversitet.

– Det er netop den kompleksitet, som gør det så interessant at beskæftige sig med plantefibre. Heller ikke her findes der entydige svar, og derfor er man nødt til at være generøs og dele ud af sine indsigter, mener Sara, der håber, hun kan fortsætte ad det meningsfulde spor. Hun har en drøm om at rejse ud i verden og samarbejde med lokale kunsthåndværkere, men også en vision om at vise sine ting i større skala. Indtil videre har man fået øje på hende i Japan, hvor hun via danske Norm Architects er kommet i kontakt med Karimoku Case Study, der har introduceret hendes arbejde til japanerne.

– Japanerne har en meget stolt tradition for håndværk, og det er meget stimulerende og befordrende at samarbejde med mennesker, der helt intuitivt har fornemmelse for naturens materialer.