En moderne renovering med respekt for historien

Det danske designstudio Space Copenhagen har stået for renoveringen af det historiske Hotel SKT. Annæ, der startede sit liv som illegalt smughotel.

Hotel Skt. Annæ facade
© SKT. Annæ

Hotel SKT. Annæ, på pladsen af samme navn, midt i Kongens København, fremstår i dag som et moderne hotel, der er sine rødder og historie bevidst. Den indvendige renovering af hotellet har Space Copenhagen stået for.

– Det var meget et samarbejde med Claus Hildebrandt, ejeren af hotellet, da han dels både er dygtig og kender bygningen rigtig godt, og selv har en god æstetisk fornemmelse. Det er klart, at renoveringen skulle ske med en respekt for den klassiske ramme og placeringen midt i det gamle København, fortæller Signe Bindslev Henriksen, der er den ene halvdel af Space Copenhagen.

Det historiske hotel dateres tilbage til 1851, hvor hotellet slog dørene op under navnet Hotel Neptun. Fru Svendsen, der drev hotellet, havde dog ikke de nødvendige tilladelser til hoteldrift, og derfor var hotellet dengang en lyssky affære, hvor gæsterne primært var smuglere, andre småkriminelle og lovløse.

– Andre projekter vi har lavet, har haft en mere direkte moderne tilgang, men her havde vi klart lyst til at gå mere i dialog med stedet og bygningen, som har en ubetinget klassisk atmosfære. Værelserne er selvfølgelig forskellige op gennem huset, men i alle rum er der forsøgt at skabe en balance mellem den klassiske arkitektur - og møbler med et lidt mere stramt, moderne udtryk. Det moderne udtryk giver sig også til udtryk i den enkle konfiguration af møbler det enkelte værelse - i samspil med sammensætningen af gedigne, ædle materialer, som forhåbentlig kun bliver smukkere over tid, siger Signe Bindslev Henriksen.

Hotel Skt. Annæ indrettet af Space Copenhagen
© SKT. Annæ
Hotel Skt. Annæ indrettet af Space Copenhagen
© SKT. Annæ

En malerisk farvepalette

Til indretningen af hotellet skabte Space Copenhagen en farvepalette inspireret af den danske maler og københavner Vilhelm Hammershøi (1864-1916). Han malede med en palette milde, støvede farver – overvejende forskellige lyse og mørke toner i en kombination med mere brændte nuancer.

Signe Bindslev Henriksen forklarer arbejdet med at indrette hotellet som et omvendt puslespil, hvor det færdige motiv er udgangspunktet, og herfra finder man de delelementer, der støtter op om den grundfølelse og -atmosfære, som det endelige resultat skal have.

De enkelte elementer som møbler, materialer, og de funktionelle aspekter, som skal integreres, tilføres løbende.

– Vi har ikke nødvendigvis et brand for øje, når vi ser puslespillet for os, og nogle gange kan vi ikke finde det helt rigtige match. Så kan det være, vi selv tegner og tilfører et design. Til SKT. Annæ har vi skabt en lille lænestol, skrivebordet på værelsen og sengen, for at få det helt rigtige udtryk, forklarer Signe Bindslev Henriksen.

Hotel Skt. Annæ indrettet af Space Copenhagen
© SKT. Annæ
Hotel Skt. Annæ indrettet af Space Copenhagen
© SKT. Annæ

Et hotels mange formål

– Vi forsøger at skabe nogle rum og nogle planmæssige sammenhænge, der passer med de moderne rytmer i et hotel og i et moderne liv, fortæller Signe Bindslev Henriksen.

Et hotel har i dag mange funktioner og mange forskellige typer gæster, hvor langt fra alle er overnattende gæster. Hotel SKT. Annæ bliver brugt til både store og små events, uformelle forretningsmøder, en hurtig kaffepause for turisterne. Den populære sandwich-bar trækker folk, der arbejder i området til i frokostpausen, mens restauranten The Shrimp danner ramme for en god middag i den indendørs atriumgård, hvor det føles som at sidde i en hyggelig københavnerbaggård med kig til stjernerne.

– Målet var både at opnå en let tilgængelighed og komfort for gæsterne, men også en varme, der indbyder til at hænge ud, både i løbet af dagen og ud på aftenen, slutter Signe Bindslev Henriksen.