Fie Ulka iklædt Stella Nova kjole
© Stella Nova

Fra hobbyprojekt til iværksætterdrøm: Sådan skabte Ann-Sophie interiøruniverset Fabrek

Interiørguruen Ann-Sophie Ulka Faust savnede en butik som Fabrek – så hun åbnede den selv.

I dag er iværksætterlivet en gave

Ann-Sophie Ulka Faust er mor tre og en benhård forretningskvinde. Hun har i dag både butik, webshop og et stort netværk på Instagram, hvor over 170.000 følger med på Fabreks rejse.

– Jeg arbejder meget. Men det er mit eget, så jeg synes jo også, at det er sjovt. Men det handler helt klart om prioriteringer. Jeg prioriterer altid mine børn først, og vi har en masse traditioner, som jeg altid overholder. Vi er for eksempel til badminton om onsdagen og en fast hyggedag om fredagen, fortæller Ann-Sophie og fortsætter:

– Jeg er bare typen, som har en meget letsindet tilgang til livet. Jeg bliver sjældent bekymret og tænker altid, at det nok skal gå. Derfor er jeg heller ikke bange for at gå tidligt fra butikken for at hente mine børn.

Fra hobbyprojekt til fuldtidsjob

Fabrek åbner som et hobbyprojekt tilbage i 2019 i et lille, gammelt smedeværksted i Odenses hyggelige HC Andersens kvarter. Ann-Sophie forelskede sig hovedkulds i det lille lokale under sine mange gåture på sin første barsel. Hun står derfor klar ved telefonen i det sekund, hvor smedeværkstedet bliver ledigt.

– Det var kærlighed ved første blik. Jeg vidste ikke engang, hvad jeg ville med lokalet. Jeg vidste bare, at det skulle være mit. Så jeg greb telefonen så snart, at det blev ledigt, og derfra gik jeg ellers bare i gang, fortæller Ann-Sophie og fortsætter:

– Der manglede en butik med noget mere coolness i Odense, og jeg havde længe været inspireret af Poppykalas smukke blomsterværker. Derfor tænkte jeg, at det måtte kunne omsættes til den mere almene forbruger. Jeg startede derfor butikken med at sælge evighedsbuketter, og så kørte jeg Danmark tyndt efter vintagefund som vaser, skåle, keramik og glas i alle mulige former og farver. Efter den første uge havde jeg et overskud og kunne derfor godt se, at det var måske var lidt mere end bare et hobbyprojekt.

Fra Odense til København og tilbage igen

Ann-Sophie flytter til København efter gymnasiet, hvor hun brugte sine sabbatår på at arbejde i Illum, indtil hun begyndte at læse til design teknolog på KEA med en professionsbachelor i Brand Design.

Efter et par år i hovedstaden flyttede Ann-Sophie og hendes mand tilbage til Odense. Hun kom fra Fyn, og han kom fra Jylland, så de vidste godt på forhånd, at de ikke skulle blive boende i København for evigt. Men med sig fra sin tid i København fik Ann-Sophie godt med inspiration til, hvordan hendes egen butik skulle tage sig ud.

Hun havde brug for at bryde ud af hamsterhjulet

Før hun starter Fabrek, arbejder hun i PR- og Marketing, hvor hun blev meget betaget af trend forecasting. Trends og designtendenser har altid været en stor interesse for Ann-Sophie, og det var helt sikkert også den passion, der i sidste ende drev hende til at starte sit eget. Derudover kommer hun fra en iværksætterfamilie, som ikke er bange for noget.

– Da vi flyttede tilbage til Odense, arbejdede jeg i min mors butik i Vintapperstrædet. Kort tid efter blev jeg gravid, så det passede meget godt, at jeg kunne gå og tulle der med mave på. Det er otte år siden, og i dag er jeg mor til tre skønne drenge og har et job, som jeg elsker, fortæller Ann-Sophie og fortsætter:

– Mine forældre har altid haft deres egne virksomheder, så jeg har aldrig været skræmt af tanken. Jeg tror endda, at jeg er mere skræmt ved tanken om at skulle ende i et hamsterhjul, hvor man hænger fast. Det følte jeg, at jeg gjorde ved mit tidligere job inden Fabrek. Jeg havde så mange idéer, men den virksomhed var bare låst i nogle mønstre, som jeg ikke kunne forholde mig til. Det drænede mig for energi. Jeg skulle noget andet.

Et projekt med den helt rigtige ’københavnervibe’

Hendes mand kommer fra en familie, hvor praktikken har vægtet højere. Der var derfor nogle bekymringer fra start i forhold til økonomi, tryghed og stabilitet, men Ann-Sophie fortryder på ingen måde, at hun kastede sig ud i iværksætterdrømmen.

Hun kommer fra en selvstændig familie, hvor alt skal prøves, og derfor ligger det også i hendes DNA. Med sin mand får hun sig forhandlet til en aftale om, at hun vil arbejde i butikken nogle dage om ugen og få et deltidsjob som en fast indkomst ved siden af.

– Men det deltidsjob faldt hurtigt til jorden. Da jeg startede butikken op, var der jo kø ude på gaden fra dag ét. Jeg satsede faktisk bare det hele, og folk var bare vilde med det. Så jeg havde ret i, at der manglede en anderledes interiørbutik i byen, som havde den der ’københavnervibe’, fortæller Ann-Sophie og forklarer videre:

– Jeg startede, som jeg gjorde, fordi jeg gerne ville undgå at låne penge. Det var jo bare et hobbyprojekt, så jeg gjorde det hele selv. Jeg kørte Danmark rundt efter vintage, jeg forhandlede mig til alle aftaler og stod i butikken selv. Det var mega fedt. Og ja, pludselig kunne jeg jo udvide både mit sortiment og lokale.

Fra 20 m2 til 120 m2

– I takt med at jeg havde pengene til at købe flere varer, så havde jeg jo ikke pladsen til at vise dem frem. Jeg ville gerne have smykker, mere keramik og plakater, så igen valgte jeg at handle hurtigt. Jeg gik en tur i området, og så at Tine K lukkede deres pop-up butik i Overgade, som lå 100 meter fra mit lokale. Jeg skyndte mig at ringe til udlejeren, og jeg fik det heldigvis. På den måde kunne jeg ligesom udvide fra 20 kvadratmeter til 120 kvadratmeter.

Fabrek blev derved i kvarteret, selvom det var et sats. Odense var på dette tidspunkt under kæmpe renovation, som delte byen i to. Ann-Sophie tog alligevel chancen, da hun ikke kunne slippe den intime stemning i området. Her kan man både høre jazz, gå ture langs åen og låne en kop sukker af nabobutikken. I dag er placeringen en stor gave, da flowet i byen igen spiller super fint sammen.

Hvis alt går galt, så flytter vi bare ud på landet

Ifølge Ann-Sophie er hemmeligheden til en succesfuld iværksætterdrøm at kunne balancere købmagerskabet og mavefornemmelsen.

Selv fandt hun sin styrke i at kunne forudse de trends, som ville ramme markedet og derved springe ud i det før nogle andre. Hendes modighed og gåpåmod har også resulteret i, at store stemmer på influencermarkedet som Trine Kjær, Mathilda Djerf og ikke mindst Sofie Linde har delt deres køb fra butikken.

Hvis Ann-Sophie selv skulle give sit bedste råd til dem, som sidder derude med en iværsætter gemt i maven, så ville det være at turde tage chancen.

– Bare spring ud i det. Hvad er det værste, der kan ske? Jeg stod selv i en situation, hvor jeg skulle balancere livet som nybagt mor med iværksætterdrømmen. Det var hårdt, men helt klart sjovere end noget andet job, jeg nogensinde har haft. Jeg synes, det er vigtigt som kvinde at kunne give videre til sine børn, at hvis man brænder for noget, så er det kun en selv, der sætter begrænsningerne. Hvis man har en drøm om noget, så er det da ærgerligt at tænke tilbage på ting, som man kunne have gjort. Stop hamsterhjulet, hvis du ikke er til det. Hvis alt går galt, så flytter vi bare på landet og får nogle får. Jeg elsker alligevel strik, så helt galt kan det jo ikke gå.

LÆS OGSÅ