Esbens seneste keramikfigur lokker folk helt tæt på

Dine seneste keramiske figurer kalder du for nymfer. Hvilke tanker ligger bag navnet?

– Nymfer er af natur forførende, og min intention med skulpturerne var netop at skabe forførende væsener – noget, som ville trække folk nærmere, og som ville invitere til at blive studeret på nært hold. Der er skrevet mange myter om nymfer, og det, jeg godt kan lide ved dem, er, at de er halvt menneske, halvt objekt: Dryader er træer, og oreader er bjerge osv. Skulpturernes formsprog rummer samme spænding mellem krop og objekt.

Du er fascineret af menneskers forhold til objekter – samlere, religiøse objekter, fetichisme osv. Hvorfor finder du det så interesssant?

– Den tiltrækning, vi føler, når vi fx bliver fanget af en eller anden skæv ting fra et loppemarked, er ofte meget umiddelbar. Jeg tror, mange kan genkende følelsen af, når en ting taler til en. Jeg synes, det er ret syret, at vi kan opleve en form for kemi med et objekt. Det minder jo lidt om en forelskelse. Jeg har altid været fascineret af ting og samlet på alt muligt. Med tiden er jeg blevet mere bevidst om, hvad der gør, at én sten er mere samlerværdig end en anden. På den måde har jeg lært at værdsætte tings forskellige kvaliteter som proportion, form, tekstur og farve.

– Min passion for ting har drevet mig til at studere keramik, og nu formgiver jeg mine egne objekter. Den barnlige glæde ved at finde en særlig blød og rund sten eller pakke et
sjældent kort ud af en pakke er stadig til stede i mit arbejde. Indimellem mærker jeg den, når jeg åbner en ovn eller modellerer en skulptur, som jeg kan mærke fungerer.

Hvad tror du, det er, som gør, at vi mennesker har denne særlige tiltrækning mod visse objekter?

– Det er et menneskeligt grundinstinkt at være nysgerrig over for ting omkring os. Samtidig er det også en del af vores psykologi at tildele objekter følelsesmæssig værdi. En ting kan minde os om en person, en følelse eller en situation, og selv det mest umiddelbart værdiløse kan få kæmpestor betydning. Jeg ved ikke, om det er noget, folk er særligt bevidste om, men hvis man tager et kig på de ting, vi omgiver os med i vores hjem, er mange af dem forbundet med en masse følelser. Vores forhold til objekter er jo smurt ind i affektion og efterladenskaber fra diverse erfaringer, og derfor bliver vi både tiltrukket, men også frastødt af forskellige ting.

Du har valgt keramikken som din udtryksform. Hvorfor lige keramik?

– Jeg har efterhånden arbejdet med mange forskellige materialer, men der er bare noget ved leret og den keramiske proces, som jeg elsker. Med leret føler jeg mig mere fri til at lege og eksperimentere, end hvis jeg skulle skabe præcise samlinger af træ.

– For det andet er der noget magisk over brændingen af keramik. På en måde er en del af mit arbejde overladt til ovnen. Uanset hvor meget man forbereder sig, så vil der næsten altid ske noget uventet, når man åbner en brænding. Det er både vildt frustrerende, når noget, man har brugt uger på, går i stykker, og modsat er det helt fantastisk, når man får foræret en eller anden farve, man ikke havde forventet, eller når glasuren har udviklet sig til noget nyt og mærkeligt. Den følelse er der næsten intet, der slår.

Prøv at fortælle lidt om din teknik?

– Jeg håndmodellerer næsten alt, jeg laver. Jeg elsker, når keramik er skævt og håndholdt. Det har en energi i sig, som man ikke får ved fx drejet eller støbt keramik. Måske mine øjne bare er trætte af at kigge på masseproducerede former, men jeg vil gerne se på noget, der er helt sit eget, og som er umuligt at gentage. Når jeg ser nybegyndere håndmodellere, bliver jeg helt betaget af de ting, der kan komme ud af det, fordi det er så umuligt og skævt, at jeg ikke engang selv ville kunne efterligne det. Når jeg glaserer mine ting, tænker jeg meget over at sammensætte glasurer, der udvikler og ændrer sig under brændingen. På den måde overdrager jeg en del af mit udtryk til tilfældet.

Hvad er det ved dine overflader og glasurer, som lokker folk til?

– Som højt udviklede sanselige væsener bliver vi som mennesker bombarderet med indtryk, og vi aflæser vores omverden på millisekunder. Vi kan identificere objekter lynhurtigt, fordi det ville være virkelig upraktisk, hvis vi skulle bruge to minutter på at studere en kaffekop, før vi vidste, at vi kunne drikke kaffe af den.

– Man kører tit på autopilot igennem den her verden af ting og sager, og pludselig støder man ind i noget, som man ikke lige kan forstå. Det får os til at stoppe op, fordi det forstyrrer os, fordi vi ikke kan aflæse det og kategorisere det. Ved at arbejde med semiabstrakte former, der kunne ligne et dyr, måske en krop, måske ikke noget, kan man fange folks opmærksomhed. Hvis formen tilmed har en særlig detaljering – det kan være en nubret struktur i overfladen, et mønster, et farvespil osv. – så bliver man inviteret til at gå tættere på for at stikke næsen helt ned i detaljen. På den måde trækker objektet dig ind mod sig. Mit håb er, at mine nymfer kan være med til at få folk til at tænke lidt over, hvorfor vi bliver så betaget af objekter.