
En dyr høvding
Hele verden elsker de danske møbelklassikere – og det afspejler sig på priserne. Senest er Høvdingestolen af Finn Juhl blevet solgt for 860.000 kr. på auktion.
AfI går, 8. december 2017, var der god grund til at lade champagnepropperne springe hos Bruun Rasmussens Kunstauktioner i Bredgade i København. Der blev nemlig holdt auktion over en særlig flot udgave af Høvdingestolen, som Finn Juhl tegnede i 1949. Hammerslaget blev på hele 860.000, hvilket er mere end auktionshuset nogensinde tidligere har solgt en Høvdingestol for.
Det eksemplar, der var på auktion, er udført i teaktræ med sæde, ryg og armlæn i originalt cognacfarvet læder. Den er fremstillet i 1949 hos møbelsnedker Niels Vodder, og er dermed et af de tidligste eksemplarer af stolen. En interessant detalje er, at stolen ikke har Niels Vodders sædvanlige stempel, og det er tegn på, at det er en af de allerførste eksemplarer, der er blevet lavet, forklarer Peter Kjelgaard, der er leder af Bruun Rasmussens designafdeling.
Det har helt sikkert været medvirkende til den høje pris. Auktionshuset vil ikke oplyse, hvem køberen er, men bekræfter, at der er tale om en udenlandsk køber.
Udlandet har gennem de senere år vist stor interesse for danske designklassikere af fx Finn Juhl, Poul Kjærholm og Arne Jacobsen, og det har fået priserne til at stige voldsomt.
– Stolen hører til blandt Nordens smukkeste og mest ikoniske møbelklassikere, og den betragtes som flagskibet i Finn Juhls virke. Dagens auktion vidner om, at den i dag har opnået international status af at være et kostbart samlerobjekt, fortæller Peter Kjelgaard.
Finn Juhl præsenterede Høvdingestolen i 1949 på Snedkerlaugets Udstilling, hvor Kong Frederik IX prøvede den. Det fik efterfølgende en journalist til at spørge, om den skulle hedde Kongestolen.
Det syntes Finn Juhl dog, var lidt for prætentiøst, og han svarede derfor, at han hellere ville have, at den blev kaldt Høvdingestolen. Og det har den heddet lige siden.