IKEA rykker på fronten for innovativt designsamarbejde. Mød manden bag den den svenske møbelgigants nyeste særkollektion – se også, hvilke kreative partnerskaber du især bør glæde dig til i 2017
IKEA handler om godt design til folket. Filosofien afspejler sig ikke kun i produktpriserne, faktisk har den ikoniske svenske virksomhed fået en form for kreativ genfødsel med de seneste års limited edition designsamarbejder.
Ifølge IKEAs designchef, Marcus Engman, er missionen at udvikle high-end design til IKEA-priser. Samarbejdet med profiler fra andre områder af designbranchen skaber et ganske særligt kreativt innovationsrum, pointerer han. Eller som mode- og tekstildesigneren Martin Bergström, designpartner på IKEAs aktuelle særkollektion, SVÄRTAN, siger til Bo Bedre:
"Det har vist mig, at næsten alt er muligt. Ret fantastisk!"
Her fortæller Martin Bergström om de poetiske ord, der kickstartede designsamarbejdet med IKEA, inspirationskilderne fra Indien og sin personlige SVÄRTAN-favorit.
"Jeg fik fire stikord af IKEAs designchef i foråret 2014: '_SVÄRTAN_,_ nift, blackness, India_.' Det lød som et digt og gav mig idéen til en poetisk kollektion baseret på et anderledes Indien," forklarer Martin Bergström.
Ambitionen var at re-tænke de traditionelle opfattelser af Indien som en kultur med stærke farver, sirlige mønstre og guldornamenteringer. Martin Bergström besøgte derfor indiske fabrikker og vandrede rundt i New Delhis bylandskab. Han fandt han inspiration i alt fra frithængende kabler til nedslidte mure eller aftryk på overflader – eksempelvis de mønstre, som monsunregnen efterlader på jorden. Men også Indiens lys fascinerede:
”Det er så specielt og føles virkelig som det lys, du nogle gange oplever på en varm sommermorgen i Skandinavien.”
Observationerne blev grundlaget for en lokal workshop med unge indiske modestuderende. Resultatet? En stærk kollektion af møbler, tekstiler og boligaccessories med et dramatisk tvist af Indien og i cool nuancer af grå, hvid og sort.
"Vi i Skandinavien kan godt lide sort, kan vi ikke?! Selvom kollektionen er meget sort, så opfatter jeg den stadig som farverig – bare i et sort og hvidt filter."
Hvilket item er din personlige favorit? ”Bakkebordet. Jeg har det selv i min stue. De rå mønstre, som du nærmest først opdager, når lyset falder fra den helt rigtige vinkel, opsummerer hele kollektionen. Blød, men hård på én gang.”
Tip! Designsamarbejder, du kan glæde dig til i 2017
Designchef for IKEA, Marcus Engman, har de seneste år satset stærkt på innovativt design gennem partnerskaber, og Svärtan er det mest aktuelle eksempel. Her er 3 særkollektioner, du kan se frem til i IKEA til næste år:
1: Piet Hein Eek i samarbejde med IKEA
2: Tom Dixon i samarbejde med IKEA
3: Hay i samarbejde med IKEA
Bonustip! Få et overblik over alle IKEAS kommende designsamarbejder her. Særkollektionerne varsels som regel en måned i forvejen.