1Design Awards 2023 vinderne

Her er alle vinderne af Design Awards 2023

For 10. år i træk holdt Boligmagasinet sammen med BO BEDRE landets største designfest, hvor design og designere blev hyldet i stor stil. Her kan du se, hvem der løb med priserne til Design Awards 2023.

Design Awards 2023 – for 10. gang fejrede vi landets største designs

I samarbejde med Bolig Magasinet og Scandinavian Living fejrede og hyldede BO BEDRE den 8. november 2023 landets og årets bedste designs og designere.

Se alle vinderne herunder og bliv klogere på, hvorfor det netop er dem, der er løbet med priserne.

GamFratesi
© PR billede

Årets designer

Prisen som årets designer går til designduoen GamFratesi bestående af Stine Gam og Enrico Fratesi.

Om årets designere siger dommerne, at det er en designduo som nu hører ubestridt til i verdenseliten, og at de er det mest internationale, som dette land kan præstere. Deres nye bidrag til Minotti, B&O og Gubi – for blot at nævne nogle få – står som nogle af årets absolut mest gennemførte design. Hertil kommer en flot udstilling hos Gubi under Salone del Mobile, som både morsomt og oplysende fejrede deres Beetle-stols 10 års jubilæum. Stolen som i den grad har erobret mange spisestuer over hele verden og har bevist sit værd som en ny klassiker.

Sara Martinsen
© PR billede

Årets kreative

Prisen som Årets kreative går til Sara Martinsen.

Om årets kreative siger dommerne, at det er en person, som gennem flere år har gjort sig bemærket med sit eksperimenterende arbejde med materialer og som sætter vigtige fingeraftryk på branchen. Hun skaber skønne objekter af biobaserede materialer som harpiks, plantefibre og træ, og hun har en stærk mission om at få os til at genetablere en forbindelse til naturen. Det er essentielt i en verden, hvor vi ikke længere bare kan købe og smide ud, som vi tidligere har gjort, men hvor kravet om større ansvarlighed i vores forbrug fordrer nye veje. Nye veje, som årets kreative er med til at bane.

Taburet af Cecilie Manz for Fritz Hansen.
© Fritz Hansen

Årets møbel

Årets møbel er Taburet af Cecilie Manz for Fritz Hansen.

Om årets møbel siger dommerne at det er et fantastisk, lille møbel som pirrer nysgerrigheden, fordi den har et yderst enkelt udtryk, og samtidig ikke sår tvivl om, at her er masser af håndværk og teknisk kunnen på spil. Møblet er multifunktionelt og kan bruges som sidebord, natbord, piedestal eller en ekstra siddeplads – helt i tidens ånd. Her er kælet for alle detaljer. Kurverne runder blødt, og årene flyder elegant sammen.

Årets design

Årets design er Atelier Collection af Maria Bruun, Nina Nørgaard, Yukari Hotta og Alberte Tranberg for Reform.

Om årets design siger dommerne, at det er en ægte lille genistreg, hvor noget, som normalt ikke får så stor opmærksomhed, pludselig spiller hovedrollen. Producenten har bedt fire kunstnere skabe et greb i hver deres foretrukne materiale: glas, træ, metal og porcelæn. Idéen passer perfekt i tiden, hvor vi har brug for at sanse og mærke de produkter, vi omgiver os med, ligesom vi har brug for kunst og håndværk og noget, som stikker ud. Kollektionen sætter en stor, fed streg under, at detaljerne ikke er uvæsentlige, og at det unikke ligger i netop detaljen.

Crate Outdoor Collection Gerrit Rietveld Hay
© HAY

Årets comeback

Årets comeback er Crate Collection af Gerrit Rietveld for Hay.

Om årets comeback siger dommerne, at det er et design som tydeligt bærer designerens signatur og som trods sine 70 år på bagen har en stærk resonans i dag. Det er et design, som i sin tid blev lavet af restmateriale af fyrretræ, og som på den måde har foregrebet nutidens krav om bæredygtig tænkning. Gerrit Rietveld, som designede årets comeback i 1934, blev i årene forinden kendt som en stærk figur i kunstsammenslutningen De Stijl og var optaget af at forenkle design, samt arbejdet med skarpe linjer i både møbler og arkitektur. Nu er hans design genintroduceret i en opdateret version, og i en velovervejet farveskala, som begår sig både ude og inde. Rietveld nød succes i sin tid på et ideologisk plan, men fik aldrig den store kommercielle succes. Det bliver der måske lavet om på nu med et stærkt comeback, som er lige i tid og som tilmed er til en pris, hvor de fleste kan være med.

Mette Schelde Fritz Hansen
© Fritz Hansen

Årets lampe

Årets lampe er MS af Mette Schelde for Fritz Hansen.

Om årets lampe siger dommerne, at det er et design, som måske formmæssigt ligner noget man har set før, men som forfiner og optimerer i en lige linje til modernismens mestre med den teknologi, som man i dag har til rådighed. Der er tale om en funktionel lampe, der løser et konkret problem, nemlig at have en arbejdslampe, som kan vende lyset præcis derhen, hvor der er behov for det, og som kan justeres med en dæmpefunktion, når lampen skal indtage andre funktioner. Det er ydmygt, målrettet, gennemført og ikke mindst yderst elegant. Den udstråler en ærlighed og en oprigtighed, og den er gjort mere perfekt end det, som allerede var.

Sport af Patricia Urquiola for Kvadrat
© Kvadrat

Årets grønne design

Årets grønne design er tekstilet Sport designet af Patricia Urquiola for Kvadrat.

Om årets grønne design siger dommerne, at det er verdens første møbeltekstil fremstillet af 100% ocean-bound plast fra thailandske kyster. Det fascinerende ved dette nye tekstil er, at det faktisk ikke føles som et produkt lavet i 100% akryl. Samtidig er produktet et lysende eksempel på, hvordan samarbejdet med en NGO – i dette tilfælde #tide, som arbejder for at give plastikaffald ny værdi – kan give nye idérige materialer, som her hvor plastaffald bliver omskabt til holdbare stoffer af høj kvalitet. Patricia Urquiola har med skarp farvesans designet en kollektion af 20 forskellige farver. Det er et design, som peger fremad, og som viser omverden, at man faktisk godt kan skabe noget som er bæredygtigt, uden at gå på kompromis med hverken æstetik eller taktilitet.

Outdoor Collection_Alfred Homann_Carl Hansen og Søn
© Carl Hansen & Søn

Årets outdoor design

Prisen for årets outdoor design går til Outdoor Collection af Alfred Homann for Carl Hansen & Søn.

Om årets outdoor design siger dommerne, at det er super ambitiøst, smukt, gennemført og lavet i en kvalitet, som kan holde i generationer. Der er tale om et design, som kan skaleres til et komplet sæt af møbler til livet udenfor, og som opfylder ethvert ønske om at indrette en flot terrasse eller uderum. Det ubehandlede FSC-certificerede teaktræ bliver brugt forbilledligt godt. Det er et af livets mere triste aspekter, at Alfred Homann ikke nåede at se sin kollektion af udemøbler færdigproduceret. Til gengæld kan vi andre glæde os over en utrolig gennemført samling af møbler. Hverken for lidt eller for meget, men lige præcis.

BoligVærkstedet VeluxGruppen
© BoligVærkstedet VeluxGruppen

Årets innovative

Prisen til årets innovative går til BoligVærkstedet af VeluxGruppen og partnere.

Om årets innovative siger dommerne, at det er et projekt som sætter sig i katapultsædet for at vise, hvordan fremtiden kan se ud. Det er et projekt, som viser, hvordan man kan bygge med lavt CO2-aftryk og samtidig have mere fokus på sundhed. Det er et sted, som viser nye veje med en række huse fyldt med smarthome-teknologi, certificeret træ og fx isolering af træfibergranulat. Med farver udviklet af Margrethe Odgaard, der illuderer natur, og brug af bæredygtig maling plus udpræget benyttelse af giftfri krydsfinér har denne vigtige udstilling involveret mange dygtige fremtidstænkende firmaer, og VeluxGruppen kan være stolt af det endelige resultat. Det er i det hele taget prisværdigt at se dem investere så massivt i forskningsarbejde inden for sundhed, indeklima, lys og bæredygtighed, og at vise en vilje til at ville forandre og forbedre den verden vi lever i. Det er innovation på så mange planer.

Mogens Dahl og Jette Egelund
© Mads Mogensen

Årets ildsjæl

Det startede med en pedalspand, og nu kan man finde virksomhedens ikoniske designs over hele verden – vi taler om Vipp.

Årets ildsjæl går til Jette Egelund, der står i spidsen for familievirksomheden, hun overtog efter sin far.

Jette Egelunds umiskendelige dedikation har resulteret i en verdensomspændende virksomhed, der vokser og vækster, og Jettes kontinuerlige drive er ikke til at tage fejl af.

Årets læserpris

Læserne har talt, og Årets læserpris går til Nuuras Sasi-lampe af Rick Tegelaar.

Lampen befinder sig i krydsfeltet mellem at være en lampe, et spejl og et kunstobjekt og skiller sig ud ved sin gennemførte æstetik, som både vækker minder om 1920’ernes parisiske art deco-stil og samtidig fremstår yderst moderne.
Det er en lampe, som ikke alene giver en smuk blød belysning i et rum, men som også tilføjer et dekorativt element til ethvert hjem, den lander i.