Design Awards 2021: Årets Grønne Idé

Prisen for Årets Grønne Idé går til et initiativ, et produkt eller en person, der med innovation og omtanke er med til at gøre hverdagen mere bæredygtig. Se de nominerede her.

Design Awards 2021

BO BEDRE hylder i samarbejde med Bolig Magasinet, Scandinavian Living og Costume Living det bedste design og de bedste designere i årets løb. I den forbindelse kåres Årets Grønne Idé. Se de nominerede her.

Jonas Edvard

Jonas Edvard Studio

Jonas Edvard har siden sin designuddannelse i 2013 nysgerrigt og dygtigt udforsket nye materialer, der helst er hentet fra naturens skatkammer. Hvad enten det resulterer i nye lamper for Restaurant Noma eller stolen MYX Chair lavet af svampe og hampefibre, eller senest samme plantemateriale brugt til akustikfliser, så skjuler han ikke materialer bag maling eller andre overflader. Materialernes struktur bliver brugt som dekoration i sig selv. Det gælder også hans nye forsøg med at omdanne tang til et papirlignende materiale.

The Earth Stool Backrest af Eva Harlou for Mater

The Earth Stool Backrest af Eva Harlou for Mater
© Mater

Vi siger skål for arkitekten Eva Harlous flotte barstol. Earth Stool er resultatet af en ny innovativ affald-til-værdi-teknik, der gør det muligt for Mater at genbruge virksomheders industriaffald, fx plastaffald og andre fiberbaserede materialer. Sæderne er lavet af industrielt plastaffald fra Grohe og affald fra Carlsbergs ølproduktion. Så vidt, så godt … designet holder heldigvis også 100 procent.

The Bug Resort af Jonas Herman Pedersen

Har insekter god smag? Man håber det næsten, når man betragter Jonas Herman Pedersens træhjul af et paradis for trætte insekter. Projektet, som har Gislev Drejerforretning & Hedema som medproducent, sætter præcist fokus på en af vores store udfordringer i den danske natur: biodiversitet. Mindre kan gøre det for at få flere insekter i naturen, men vi hylder designere, der slår ud med armene og viser, hvor smukt sådan et statement kan gøres.