- Jeg fik som ung designer stillet en gratis stand til rådighed på Møbelmessen. Jeg udstillede med det formål at finde fabrikker, der ville producere mine designs. Men der kom i stedet en del butikker, der ønskede at bestille møblerne til deres udstillinger.
Blandt disse var nogle af, på det tidspunkt, verdens fineste designbutikker. Jeg vidste ikke rigtigt, hvem de var, men lod som ingenting og skrev alle ordrerne ned.
Efter messen fik jeg travlt med at finde ud af, hvordan jeg kunne producere møblerne. Jeg bestilte så de forskelige møbeldele hjem fra små snedkerier og fabrikker i Danmark.
Hjemme i min stue – jeg boede på daværende tidspunkt i en gammel frisørsalon i Nyboder - stod jeg så med ganske lidt værktøj og samlede møblerne, gav dem olie og pakkede dem.
Da jeg efter cirka et halvår var i London, fik jeg et chok, da jeg opdagede, at mit spisebord stod på ærespladsen i The Conran Shop; jeg forsøgte at se resten af butikken anonymt, men blev genkendt og skulle så hilse på hele personalet.
Hvis der havde været et musehul, var jeg krøbet derind. Ved den lejlighed opdagede jeg, at den glamourøse del af faget ikke var min drivkraft.