Bag kulissen hos ARTTILES

Trine Galschiøt og Anette Nørmark er kvinderne bag ARTTILES, som laver unikke og håndlavede fliser. De skaber en personliggjort og visuel fortælling, hvor den eneste gældende regel er, at der ikke findes nogle regler. Kom med bag kulissen og læs om deres spændende arbejde.

Hvordan er en typisk arbejdsdag for jer?

"Først: kaffe! Dernæst; spændingen ved at åbne ovnen og tjekke dagens fliser ud. Porcelæn er jo et levende materiale, og det er altid spændende at se, hvordan udfaldet er blevet efter en nat med mere end 1000 grader i ovnen. Derudover er det mest typiske ved vores dag nok egentlig, at den aldrig er særligt typisk… Vi laver rigtig mange personlige løsninger til folk, og derfor bringer hver dag nye udtryk med sig."

Hvordan fik I idéen?

"Ideen til ARTTILES udviklede sig egentlig lidt over tid; Trine boede i mange år i Portugal, hvor de gamle, smukke flisefacader dominerer bybilledet og arkitekturen. Hjemme i Danmark igen, kom vi så (år senere) til at dele atelier. Vi var på det tidspunkt begge selvstændige billedkunstnere, og begyndte fra det øjeblik at lave værker sammen. Inspireret af Trines indtryk fra Portugal, begyndte vi male små værker på lærred af 15x15cm, som vi lakerede, så de blev blanke som små porcelænsfliser – og dem begyndte vi så at sætte sammen til store facadelignende værker. Så sådan blev ARTTILES egentlig født; som ’canvas tiles’. Efterhånden som vores lærredsfliser blev kendt, begyndte folk så at efterspørge vores udtryk på rigtige fliser. Derfra begyndte vi at eksperimentere med at trykke på porcelænsfliser, og det blev starten på en spirende kærlighed til keramikken som bare er blevet stærkere lige siden."

Følger I bestemte tendenser?

"Vi er faktisk ikke specielt påvirkede af udefrakommende tendenser. Vores univers er rigtig meget et udtryk for, hvad vi har lyst til at lave lige i øjeblikket. Vi laver det, som vi synes er fedt og som optager os. Man kan sige at vores fliser på mange måder afspejler de visuelle indtryk og øjebliksbilleder, der sætter sig fast i vores hverdag, og som så får lov at blive en del af fortællingerne i vores arbejde."

Hvor lang tid går der fra idé til færdigt produkt?

"Det er meget forskelligt, da nogle ideer er meget tydelige fra start, hvor vi med andre skal arbejde os lidt ind på udtrykket, før den sidder i skabet."

"Men generelt kan man sige, at det klart er den kreative proces, som kan tage lang tid. Vi eksperimenterer og leger os meget frem til vores design. Vores værksted er vores kreative laboratorium og her kan vi gå og pusle længe med ideerne, før en ny flise ser dagens lys. Der er altid fliser og glasur og skitser ud over det hele, og for udefrakommende kan det helt sikkert virke lidt kaotisk. Men det er egentlig bare det manifeste udtryk af den proces der i gang i vores hoveder, og fase som vi virkelig elsker ved vores arbejde."

Hvad vil I selv pege på som super fedt lige nu?

"Vi synes det er super fedt med fliser på utraditionelle steder og oplever at fliser rykker mere og mere ind i boligen som en accepteret udtryksform. Vi elsker eksempelvis ideen med at lave paneler på væggene af fliser i for eksempel stuen eller gangen, i stedet for altid at begrænse dem til køkken og bad. På kunstfronten er vi ret vilde med Maria Rubinke for tiden. Hun kan noget helt særligt med at lege med kontrasten mellem det groteske og det søde. Det der med når man ikke kan beslutte sig for om det er uhyggeligt eller fint, er en balance vi synes er ret fed."

Hvad er den fedeste bestilling, I har lavet?

"Åh, vi har lavet mange sjove projekter, netop fordi de alle er så personlige. Albumbordet var et ret cool projekt, hvor en kunde bad os om at lave hendes gamle sort/hvide familiefotos om til tryk. Det blev til et super grafisk bord, hvor hvert familiemedlem sad på hver deres flise, som et helt lille familiealbum. Og har også for nyligt lavet et rent fint badeværelsegulv, hvor familien gerne ville have et personligt præg med i projektet. Det blev løst rimeligt bogstaveligt, med fliser med fodaftryk fra alle i familien – både far, mor, børn og kæledyr."

Hvad er den største fejl, som I oplever, at folk begår?

"Nu er kunst jo heldigvis så individuel, at det er svært at tale om fejl, så længe du finder noget, som du synes gør dig glad at kigge på. Vi har dog tit snakket om hele denne her tendens med at være lidt blind på økonomiske prioriteringer i hjemmet; ofte bruger vi rask væk 10.000 på en ny emhætte, men når det kommer til investeringen i kunst er vi noget mere forsigtige. Men hvorfor egentlig? Er der mere glæde i en emhætte? Nogen gange kunne det måske være sundt at anskue kunst og design som en investering i sig selv og sit hjem. Teknologi er så hurtigt outdatet og det bruger vi gerne mange tusinder på om året. Men kunsten og designhåndværket er ligesom uforgængeligt på en anden måde – så hvorfor ikke investere penge i noget til hjemmet, som rører dig og tilfører mental energi i din hverdag. Det er i hvert fald noget af det som kunst og design gør for os."

Har I et råd til dem, som gerne vil vælge tiles til hjemmet for første gang?

"Ja! Kom ind og snak med os – det er det vi er her for, hehe! Det kan faktisk være rigtig svært at vælge ARTTILES, fordi man nemt bliver overvældet af indtryk. Vores visuelle univers er meget eklektisk, og man kan nemt blive væk i de mange udtryksmuligheder. Men vi guider jo rigtig gerne og er trænet i det. Og så vi elsker vi den personlige fortolkningsproces og lægger meget kærlighed i den tætte kontakt med vores kunder. Så kom ind og snak med os."

Hvilke historier tænker I ind i de enkelte projekter?

"Der ligger altid tanker og historier bag vores design. Særligt vores backsplashes er sammensat med en fortælling for øje. Et eksempel er ”Meat the Box” som blev til på en sommerhustur, hvor vi var rejst væk for at kunne få plads til nye tanker. En sen aften i et boblebad faldt snakken omkring emnerne ”samtalekøkken” og ”kød”. Det kom der er flisetema med mad ud af… Der kom også et kakkelbord fyldt med brystvorter, men det er en anden historie."

Hvad er det bedste ved det, I laver?

Anette: "Der er mange facetter af ’det bedste’ synes jeg – Men en af de ting, der betyder meget for mig, er når folk kommer tilbage og udtrykker, hvor glade de er, for det vi har lavet til dem. Når folk stopper én på gaden, og takker fordi de oprigtig er så glade for, hvordan vi har formidlet deres historie. Det bliver jeg simpelthen så rørt over. Det at folk viser os den tillid, at vi faktisk må få lov at fortælle deres historie og manifestere den til noget synligt, som de kan gå og kigge på hver dag. Det har jeg KÆMPE optur over."

Trine: "Det er også især den daglige kreative proces - vi er jo ikke designere i traditionel forstand. Vi begrænser ikke vores design til et kollektionsudvalg, som der så trykkes i 4 forskellige farver de næste to sæsoner. Vi udvikler nye udtryk hele tiden. Dels fordi vi ikke kan lade være - men også fordi at vi jo i høj grad lever af de her custom-projekter, som gør at hver uge byder på nye mennesker, der har bedt os om at formidle deres historie visuelt. Og det er jo et kæmpe privilegium og noget som vi får så meget energi af!"

Hvad er jeres næste kreative mål?

"Jamen, vi elsker jo indretning og arkitektur og vil rigtig gerne derhen, hvor ARTTILES for lov at formilde endnu større fortællinger. Lige nu er vi i gang med at starte et samarbejde op med nogle ret spændende indretningsarkitekter i Holland, og det er jo virkelig spændende, da vi som udgangspunkt elsker at træde ind i en designfase så tidligt som muligt. Det tænder vores kreative ild helt vildt, og vi glæder os til at se hvor det ender henne!"