© Fritz Hansen

Arne Jacobsen overraskede alle, da han designede Oksen

Der eksisterer ikke tegninger af Arne Jacobsens nøje gennemtænkte, men også kontroversielle, Oksen-loungestol. Derfor måtte Fritz Hansen tage utraditionelle metoder i brug.

Loungestolen Oksen er et af de projekter, Arne Jacobsen arbejdede mest koncentreret med, og det tog hele fem år, før den geniale danske designer var tilfreds med den. Alligevel efterlod han sig ingen tegninger af Oksen.

Derfor måtte Fritz Hansen finde en anden måde at rekonstruere stolen, og den eneste version, de kunne finde, stod på et museum, med et stort "Må ikke berøres skilt" på, hvilket også gjaldt for Fritz Hansens udsendte medarbejdere. Det var derfor en meget møjsommelig og svær proces at måle stolen op, så den igen kunne sættes i produktion.

På en måde er det symptomatisk for Oksen, der jo også som dyr, har sin egen mening og temperament. For Arne Jacobsen var stolen en form for facit af alle de erfaringer, han havde gjort sig med møbeldesign. Der er derfor regnet og konstrueret helt ned i detaljen, før det endelige design var på plads.

Som sagt tog det fem år, og da den endelig blev præsenteret, var meningerne delte. Ikke mindst fordi mange så Arne Jacobsen som en poetisk møbeldesigner, der med sine runde former fra Svanen, Ægget, Myren, Dråben osv., havde betaget verden.

Med Oksen gik han en markant anderledes vej, som dog ikke er overraskende, når man ser mange af hans andre projekter. Tænk på hans bestik, Cylinda-Line og SAS Royal Hotellet.

Oksen blev præsenteret på 3 Days of Design tidligere på året. Den kan købes fra oktober måned, hvor både stol og skammel fås i cognacfarvet eller sort læder. Prisen er endnu ikke fastsat.

© Fritz Hansen
© Fritz Hansen