196 udstillingssteder
Fra at være en sammenslutning af fire virksomheder i Københavns Nordhavn finder 3daysofdesign i år sted på ikke mindre end 196 forskellige udstillingssteder i København. Her vil der enten være enkelte udstillere eller flere, som har slået sig sammen, eventuelt med et fælles tema som materialer, lys eller bæredygtighed.
Desuden vil der være flere designtalks, bl.a. med BO BEDRE som vært, hvor man kan møde topdesignere, arkitekter og kunstnere. De samtaler er en vigtig del af festivalen og noget af det, der får Signe Terenziani og hendes kollegaer til at bruge ordet festival om begivenheden. Samtalerne er nemlig et af de steder, hvor det er tydeligt, at eventen ikke kun handler om produktlanceringer, men om inspiration i mødet mellem mennesker, og det er et væsentligt succeskriterium.
Masser af ny inspiration
– At møde mennesker, der beriger vores liv, kan – ligesom når man møder kunsten eller spiser et godt måltid – gøre mig glad, og det er netop den følelse af at have haft en god oplevelse, som er vigtig. Det kan også være, at man bliver inspireret til at få en ny farve på en væg eller ser en stol, man ville elske at sidde i hjemme hos sig selv.
– Selvom jeg også kommer til at have utrolig travlt, glæder jeg mig selv rigtig meget til at gå igennem byen og mærke, at det hele summer af musik, talks, netværksarrangementer og folk, som er høje af at blive inspireret og beriget af noget ny viden, fortæller hun.