Tobaksfabrikkens kunstfærdige forvandling
Den italienske familie Favilli har ombygget en gammel tobaksfabrik til et imposant & sakralt rum, hvor rene hvide flader og gennemstrømmende lys skaber plads til skulpturelt design og kunstfærdige objekter.
Af
Den store fod er en skulpturel lænestol fra serien Up af Gaetano Pesce for B&B Italia. Den står med front til den industrielt udseende glasdør, som fører ud til en swimmingpool bag huset.
Bag facaden
Ved første øjekast syner Masseria Diso ikke af meget. Det er en lav og rektangulær stenbygning, som gemmer sig for enden af en lang allé med høje gamle fyrretræer. Bygningens facade er holdt i en krakeleret rød-orange nuance, og røber ikke umiddelbart sin fascinerende historie for den flygtigt forbipasserende. Men bag den lettere ramponerede og uprætentiøse facade bliver man mødt af et fantastisk syn. Bag de høje glasdøre med sorte metalrammer udfolder sig nemlig et 400 m² stort og åbent rum med store søjler, hvælvinger og buer, som mest af alt fører tankerne mod et imposant kirkerum.

Huset er placeret i det sydlige Italien i området Salento, beliggende i Italiens 'hæl'. Alléen, som er omgivet af smukke høje middelhavs fyrretræer, leder ned til den gamle og umiddelbart ydmyge tobaksfabrik med en afskallet orange-rød facade, som indvendigt gemmer på en bjergtagende bolig.
Gammelt tilflugtsted
Huset blev oprindeligt bygget i 30’erne under Mussolinis styre med målet om at producere tobak. Under anden verdenskrig fungerede huset som tilflugtsted for polske soldater og italienske oprørere, og efter krigen blev huset ført tilbage til tobaksproduktionen. I 1960’erne blev huset solgt til private, og i 2013, da Giovanni Favilli, en italiensk diplomat fra Toscana, hørte om huset, besluttede han sig sammen med sin vietnamesiske kone, Gian, og deres tre børn for at købe det. Selvom huset var større end, det, som de oprindelig havde været på udkig efter, faldt de pladask for stedet. Diplomatfamilien følte nemlig, at de kunne spejle deres egen flygtige nomade-tilværelse i husets sammensatte historik.

Et kig ind i en af stuerne, som er placeret i en af boligens mange sideskibe, viser, hvordan parrets stil har et klart strejf af humor og surrealisme. Her ses igen Gaetano Pesces Big Foot, kombineret med den mere abstrakte figurative stol, Big Mamma, som associerer en kvinde med en bold og en kæde rundt om foden. Pesce tror på, at kvinder altid har været ufrivillige fanger af dem selv.
Kombinationen af det gamle og det nye
Der skulle dog en vis renovation til for at gøre hjemmet beboeligt, og derfor hyrede de arkitekten Raffaele Centonze. Hans hovedgreb blev at bevare så meget af bygningens industrielle udtryk som muligt og forbinde det med en afslappet stemning i de store åbne rum, hvor indretningen er præget af moderne design. Bygningens originale skal er bevaret, og husets industrielle historie er fremhævet gennem valg af glasdøre og vinduer med sorte rammer i stål. En af de mest bemærkelsesværdige ændringer ved bygningens struktur er den lige akse, som er trukket hele vejen igennem boligen ved at vælte alle vægge i midterskibet og skabe ét langt rum. Den lige akse strækker sig hele vejen fra indgangsporten, ned af alleen, til hoveddøren og til åbningen i den anden ende af huset, ned mod swimmingpoolen, som er placeret bag ved huset. Aksen skaber indvendigt en lige linje af lys, som flyder ubesværet igennem boligen. Med det store åbne areal, hvor kun hvælvinger og buer definerer følelsen af rum, får man let associationer til en italiensk piazza, hvor der i midten skabes et socialt mødested. Selve bygningens struktur mimer kirkens rum på den måde, at der på hver side af husets midterskib findes seks tværskibe, som rummer husets mere private afdelinger.

I husets indgangsparti skaber den hvide lænestol, Proust Chair af Alessandro Mendini for Magis, blikfang sammen med den orange vintage Pallade-lampe fra Artemide. Grålige modul-sofaer fra serien Tufty Times af Patricia Urquiola for B&B Italia ses til venstre, hvide Mesmeri-lamper fra Artemide hænger på søjlerne, og til højre i rummet ses en høj sort og hvid totem-skulptur af kunstneren Renzo Buttazzo.

Portræt af familien Favilli, og et af parrets tre børn.

Spisestuen er udstyret med et stort spisebord fra Marina Home, et miks af vintage-stole som Tulip af Saarinen og Panton-stolen af Werner Panton, gamle landlige døre, en samling af Giovannis legetøjsbiler, en rund gulvlampe i plexiglas fra Artemide, skåle af skulptør Renzo Buttazzo og en loftslampe fra Boffi.
Opdagelse og fordybelse
De åbne lyse rum skaber den perfekte ramme til hjemmets møblering, som er en eklektisk blanding af møbler fra midten af det 20. århundrede, arvestykker, nutidigt design, en udsøgt samling af vintagedesign, gamle bilmodeller og skulpturelle objekter og kunstværker. Huset fremstår på den ene side, nærmest som en slags museum, hvor de hvide rene flader lader objekterne stå frem til skue, og hvor husets mange historiske referencer giver en lyst til at gå på opdagelse. På den anden side inviterer de kirkelige associationer til fordybelse, ro og stilhed, og de voluminøse bløde møbler indrammer hjemlige og intime sfærer.

Det moderne køkken er blevet sat sammen med en gammel arbejdsbænk, et vintage-spisebord og blandede vintage-stole, hvilket skaber et eklektisk udtryk. Loftslampen er PH5 af Poul Henningsen, og den sorte skål på bordet er af kunstner og skulptør Renzo.

Den åbne stue rummer flere forskellige sofanicher, som sammen med loftets hvælvinger er med til at skabe følelsen af små rum i det store åbne. Foruden sofaerne, Tufty Time af Patricia Urquiola for B&B Italia, er rummet møbleret med en imponerende samling af vintage-fund og kunst. Det firkantede hvide bord er skabt af skulptør Renzo Buttazzo, de grønne og hvide vintage Demetrio-borde er designet af Vico Magistretti for Artemide, de blå-grønne Soriana-stole er ligeledes vintage og er oprindelig designet af Tobia Scarpa for Cassina, de industrielle sorte lamper er Naviglio fra Boffi. Væglamperne Mesmeri er fra Artemide. Landkortet er også vintage og viser Giovannis kærlighed for historie og rejser. Trækommoden er et arvestykke.

De høje hvælvinger skaber associationer til det kirkelige rum og den plads til eftertanke og fordybelse, som forbindes hermed. Men det højtidelige kirkelige får samtidig blødt modspil fra det intime og hyggelige rum, som opstår takket være den indbydende sofagruppe og varmen fra den store pejs.

I det store badeværelse skaber det fritstående badekar blikfang. En gammel blå vægt tilfører rummet et industrielt præg, og er på den måde med til at gøre stedets historik nærværende, såvel som den blå farve skaber modspil til det ellers helt hvide rum.


Parrets soveværelse er forbundet til det store badeværelse. Rummet er nøjsomt udstyret med det allermest nødvendige: En vintage-pendel-lampe, Viscontea af LiD Design for Flos, en Saarinen-stol, og en vintage-seng. Det industrielt udseende grønblå klædeskab tilføjer et strejf af farve til den rolige atmosfære i rummet.

I børneværelset findes to store himmelsenge samt en børneudgave af Ray and Charles Eames' berømte gyngestol, som viser parrets passion for at finde unikke vintage-møbler. Også når det kommer til belysning har Giovanni en særlig evne til at finde smukke italienske vintage-lamper, som fx den skulpturelle hvide lampe på væggen. Den hvide vintage-skammel Efebo er af Stacey Duke for Artemide.

Gæstebadeværelset har også et fritstående badekar, som indtager det store rum som en skulptur. Ved siden af på gulvet finder man den slangelignende gulvlampe Hebi Snake fra Artemide, som strækker sig mod det høje loft, og i hjørnet ses et langt ror fra en lokal antikbutik, som skaber en maritim stemning.