Vesterhavs-idyl i fritiden
Det tog nogle år for arkitektparret John Lassen og Joanna Suder at få sommerhuset ved Vesterhavet helt, som de drømte om, men nu er det perfekt. Udvendigt et vejrbestandigt træhus med områdets karakteristiske stråtag.
Det fine sommerhus fra 1967 ligger og putter sig mellem hybenbuske, graner og frugttræer, plantet som et værn mod de kraftige vindsus fra Vesterhavet. Arkitektparret John Lassen og Joanna Suder købte huset her for snart 14 år siden, og arkitektparret har ikke kunnet lade være med at sætte deres præg på sommerresidensen.
Det oprindelige hus fremstod i gulmalede gasbetonsten med et nedslidt stråtag og var alt andet end charmerende men beliggenheden og ikke mindst størrelsen passede familien fint.
I ombygningen er huset udvendigt blevet isoleret yderligere, og i stedet for gasbetonstenene er det nu beklædt med pommersk fyr, som har fået en speciel olie, der gør træet mørkere.
Træbeklædningen er lavet som en moderne udgave af bæverhaler, der jo normalt er afrundede. Men John Lassen har i stedet valgt de firkantede haler, hvilket i høj grad har givet huset en særlig, rustik karakter. Det gamle stråtag er taget ned og erstattet med et nyt, og som årene er gået, er sommerhusets træ blevet mere sølvfarvet og stråtaget blevet mørkere, så huset farvemæssigt har fået et mere homogent udtryk.
John Lassen og Joanna Suder Arkitekt John Lassen sammen med sin hustru, arkitekt Joanna Suder.
Der er en smuk kontrast mellem de helt hvide overflader og det rødlige Douglas-gran. De nye trægulve er malet hvide. Fra den højloftede åbne stue kan man komme til køkkenet til venstre, videre ud til værelsesafdelingen eller op ad trappestigen til forældresoveværelset. Alle småbordene og bænkene er tegnet af John Lassen selv.
Trappestigen op til 1. sal og forældresoveværelset adskiller på fin vis spiseafdelingen fra opholdsstuen. Spisestuen er ikke så stor, og derfor har parret valgt nogle sammenklappelige stole, tegnet af den for længst afdøde danske arkitekt og professor Mogens Koch. Foldestolen er nem at klappe sammen, hvis man får brug for pladsen, og det samme gælder for spisebordet.
De buede lofter giver luft og en udefinerbar ro, som hele familien føler, når de er i huset. John Lassen har arbejdet med at skabe mindre rum i det store stuerum her med sofaen og stolen fra Ikea og sofabordet, tegnet og bygget af arkitekten selv i øvrigt af samme træ som vægbeklædningen.