Udefra ligner det et almindeligt fiskerhus
... Men indvendigt er der knald på fest og farver.
Af
Kun en enkelt klit skiller Klithuset fra sandstranden og det blå Kattegat.
Fiskerhus med plads til refleksion, fest og farver
Med front mod Kattegats blå, omgivet af sand, hybenroser og fyr, ligger et gammelt fiskerhus fra begyndelsen af 1800-tallet, som gennem et par generationer er blevet forvandlet til et favnende fritidshus med plads til ung og gammel. Huset med de turkisgrønne skodder og udsigt til havet tilhører Montanas stifter, Peter Lassen, og hans kone, Birgitte, der her har skabt et uhøjtideligt refugium for hele familien.
Unik beliggenhed
Det dukker sig lidt for vinden bag den sidste klitrække, men ikke desto mindre er der en blændende udsigt over Kattegat i stort set alle rum i det gamle fiskerhus i Rågeleje. Huset, der ifølge ejerne Birgitte og Peter Lassen, er bygget i begyndelsen af 1800-tallet, var oprindelig en del af det gamle fiskerleje – lige indtil Rågeleje blev et attraktivt område for landliggere med hang til frisk luft og udsyn. Den unikke beliggenhed direkte til havet og muligheden for stilhed var det der i 1937 tiltrak Birgittes forældre til at købe huset, som var bygget direkte på sandet. Fiskerhuset fremstod da med røde stenmure – dels af brændte mursten, dels af soltørrede lersten. Huset var uden el, varme og sanitære forhold, men fungerede i årtier som et eftertragtet fristed for familien efter møbelfabrikant Fritz Hansen, som Birgitte er barnebarn efter.
I 1964 besluttede parret at overtage sommerhuset, og de gik straks i gang med en mindre ombygning som sikrede bad og toilet, samt en opdatering af køkkenet. Renoveringen og tilbygningen blev de første af flere forbedringer og udvidelser, som gjorde huset til en perfekt ramme om sommerferierne med Peter og Birgittes drenge, Morten, Jesper og Joakim.

Birgitte og Peter Lassen nyder, sammen med hunden Vera, hele sommeren fra starten af juni til et pænt stykke ind i efteråret i Klithuset, som de overtog i 1964. De har løbende renoveret og bygget til.

Gennem døren skimtes et spor af vennen Verner Pantons tilstedeværelse i Klithuset. Hans Living Tower multimøbel, tegnet i 1969, har fundet en plads i stuen. Den produceres i dag af Vitra.
Med plads til fest, kunst og kreativitet
– Selv om min svigerforældre i sin tid købte Klithuset for at få ro og fred, ikke mindst fordi banen dengang ikke gik til Rågeleje, så blev huset ramme om en del selskabelighed, fortæller Peter Lassen, der sammen med Birgitte manifesterede gæstfriheden. For de skabte selv en tradition med at invitere kunsten og kreativiteten inden døre. Her var højt til loftet i de ellers lavloftede stuer, og gæster fra både ind- og udland slog ofte vejen forbi. Parrets store interesse for kultur og moderne kunst har også påvirket livet i sommerhuset, som ofte har været lånt ud til venner, der trængte til ro og frisk luft for at give kunsten vinger. Denne gæstfrihed kan ikke blot aflæses på alle boligens vægge, hvor værker af Claus Carstensen, Ursula Reuter Christiansen, Erik A. Frandsen og Marco Evaristti med flere hænger som vidnesbyrd på et kulturelt fristed. En række kunstnere og designere har også sat deres præg på indretningen og arkitekturen. Et nært venskab med Verner Panton ses på møblementet, som multikunstnerens Living Tower-møbel, ligesom en speciel trappe til førstesalen er udtænkt af den tyske Bauhaus-inspirerede arkitekt og designer Stefan Wewerka, kendt fra møbelvirksomheden Tecta.
Klithuset har gennem årene huset mange mennesker og fester – både små og store. Birgitte og Peter har fejret både deres sølvbryllup og senest deres guldbryllup i huset, som i dag rummer alle moderne bekvemmeligheder, og som siden overtagelsen i 1964 er blevet udvidet til mere end det dobbelte antal kvadratmeter – 200 m² i alt. For i 1996 valgte Birgitte og Peter at bygge flere kvadratmeter til huset. Inden den plan kunne realiseres, blev de gamle mure stabiliseret med et indre bindingsværk, som samtidig gjorde det muligt at isolere huset, så det nu også er rart at opholde sig i under de kolde måneder. Ligeledes byggede familien Lassen endnu en længe til huset med plads til både soveværelser og et større opholdsrum med pejs.

Klithuset, der har hvide pudsede mure, rødt tegltag og lyse turkisgrønne skodder, ligger smukt placeret i sidste klitrække ud til havet. Naturgrunden byder på masser af sand, hybenroser og fyr.
Fra fiskerhus til fritidshus
I den gamle del af bygningen, hvor loftshøjden stadig er lige så lav, som da det blev opført i 1800-tallet, og hvor døråbningernes blot 170 cm kræver, at man dukker hovedet, er der i dag lavet køkken-alrum, havestue, soveværelse og bad. Det er også her, at man finder husets unikke dekorerede lofter i køkken og entré. Kunstneren er ukendt, men Nationalmuseet har vurderet loftet så særegent, at de har fotograferet og registreret det for eftertiden.
Gennem et par generationer har Klithuset forvandlet sig fra et simpelt og forblæst fiskerhus, der kun kunne anvendes på varme sommerdage, til et fritidshus, som er i brug året rundt. Birgitte og Peter rykker normalt ind tidligt på sommeren, og bliver i ferielandet til omkring oktober.Resten af året er det børn og børnebørn samt gode venner, der boltrer sig i de dejlige omgivelser, og det er Peter Lassens forhåbning, at børnene en dag har lyst til at overtage familierefugiet.
– Vi har haft mange dejlige stunder i huset, og for mit vedkommende har det ikke kun været til afslapning. Jeg har arbejdet med udvikling af nye ideer rigtig mange timer heroppe, fortæller Peter Lassen, der aldrig har skelnet mellem arbejde og fritid. Han tænker stadig masser af kreative tanker, og bidrager fortsat til udviklingen af Montana-opbevaringssystemet, som hvert år udvides med nye produkter. Grid, der er et modulært og multifunktionelt interiørsystem, har også Peters bevågenhed.
– Der er måske knap så mange fester, og ikke længere så meget badeliv, som tidligere, men vi nyder det naturskønne sted og den friske luft ved vandet, siger Peter Lassen.

Det unikke loft i køkkenet giver rummet en særlig karakter. Loftets dekorative tyngde får let modspil af Verner Pantons One-stol, designet i 1955 til Tivoli. Stolen indgår i dag i Montanas kollektion.

Køkkenet er selvfølgelig indrettet med Montana-elementer. Havestuen er møbleret med danske klassikere af Hans J. Wegner og reoler fra Montana.

I den store pejsestue er der loft til kip og god plads til hele familien Lassen, der har holdt mange fester i huset. I front er det Ludwig Mies van der Rohes legendariske D42-stol fra 1927.

I den nye tilbygning er der blevet plads til soveværelser med store vinduer og døre, der giver kig ud over Kattegat.

Atmosfæren ude og inde er uhøjtidelig og imødekommende.