Sommeren knitrer og syder i klitroserne og vildgræsset på familien Bransholms sommerhusgrund.
Havet er roligt i dag, og det er én af de sprøde sommerdage, hvor der ikke er noget bedre sted at være end ved den danske kyst.
Egentlig var Anne-Marie og Mogens Bransholm på udkig efter et sommerhus på Bornholm eller Fanø de var sågar en tur i Italien for at se, om det var der, de skulle investere i fremtidens sommerferier med sønnerne Marcus og Simon.
Alligevel landede de her i et gammelt, ærkedansk sommerhusområde nær Gilleleje i Nordsjælland. Og det er de rigtig glade for i dag, hvor sommeridyllen kun er en lille times kørsel væk fra hjemmet i Charlottenlund.
Grunden, med et gammelt sommerhus på, fandt de, da de en dag skramlede ned af den smalle grusvej mod et til salg-skilt. Fuldstændigt vokset til, men med gode muligheder for at bygge et højtliggende hus med havudsigt på toppen af den stærkt skrånende matrikel.