Simple living ved Vesterhavet

Et hus, der forholder sig til den omkringliggende natur og integrerer kvaliteterne ved simple living.

© Tina Stephansen / Studio 55

Hovedhuset med det markante udhæng betoner og forstærker husets åbenhed ud mod terrassen og lader lyset strømme ind fra syd. Afhængigt af årstiden tjener udhænget forskellige formål - enten indbydes eller afskær- mes solen. Facadens store glaspartier fra gulv til loft kan åbnes op som foldedør og giver dermed terrassen og livet inde og ude helt nye muligheder.

© Tina Stephansen / Studio 55

Hvem: Søren Sarup, 38 år, tømrer, bygningskonstruktør med diplomuddannelse i ledelse. Tidligere projektleder ved Århus Arkitekterne. Er direktør for arkitektfirma- et Puras, der tilbyder ydelser inden for procesledelse, bygherrerådgivning, tegnestuearbejde og arkitektrådgivning.

Hvad: Sommerhus ved Vestkysten i Nationalpark Thys sydlige del. Bygget i 2007/8. Grunden er på 1440 m2. Huset består af tre dele: Hovedhus: 75 m2. Bestående af stue, køkkenalrum, stort soveværelse med skabsvæg, gang med indbyggede skabe samt et badeværelse. Anneks: 49,5 m2. Består af et stort kombineret workstudio/soveværelse, tre værelser med sovealkover, et badeværelse, et vaskerum samt et redskabsrum. Stor terrasse ml. husene på 180 m2. Profilerede bankirai-træbrædder. Inspirationskilder: Henning Larsen, Alvar Aalto og Hans J. Wegner.

© Tina Stephansen / Studio 55

Et skift i livet arbejdsmæssigt og privat fik Søren Sarup til at søge en velegnet sommerhusgrund ved Vesterhavet. Han ville bygge et hus helt fra grunden ud fra de kvaliteter og værdier, han forbinder med det gode liv, og arkitektonisk nytænke det traditionelle sommerhus-koncept. Efter flere år som projektleder i et større aarhusiansk arkitektfirma smed han tøjlerne fra den ene dag til den anden og gav sig i kast med et projekt, der skulle vise sig at blive en speciel personlig oplevelse. Når Søren Sarup ikke tegner og projekterer, er han en dreven kite- og supsurfer, og det var derfor ikke tilfældigt, at han faldt over den tilbagetrukne grund i Agger lige ved Vesterhavet, hvor naturen viser sin stærke side. Søren Sarup trak et år ud af kalenderen, tegnede, reflekterede, byggede modeller og endte med de tre dele: hovedhus, anneks og stor terrasse. 21 m3 jord blev gravet ud til fundamentet 14 timer om dagen med håndskovl - et arbejde, som Søren Sarup selv stod for, ligesom resten af byggeriet.

- Et år, jeg aldrig glemmer, idet det både mentalt og fysisk blev en skelsættende oplevelse og rejse at skabe og bygge et hus med egne hænder helt fra tanke til realitet, fortæller han.
Hovedhuset på 75 m2 består af et åbent rum med køkken, spiseafdeling og stue samt soveværelse, gang og badeværelse. Køkkenet ligger i husets hovedakse og parallelt med et stort vinduesparti, der som en foldedør kan åbnes helt op og pludselig transformerer hele karakteren af huset, der nu udvides ud mod den 180 m2 store terrasse. Køkkenet får dermed næsten funktion af udekøkken. De bærende ydervægge i hovedhuset er ud over at være stabiliserende blevet tildelt en supplerende funktion enten som pejse-, reol- eller lamelvæg. Dermed ophæves den traditionelle ydervæg, og huset får i kombinationen med de store glaspartier en særlig lethed. Annekset, der er placeret parallelt med hovedhuset, tegner en skarp grænse mellem grunden og den grusede tilkørselsvej. Som en ekstra ydervæg af sortbejdset træ bliver den et værn for terrassen og hovedhuset. Anneksets store glaspartier vender mod nord, og de fire soverum har frit udsyn til stjernehimlen mod nord. - Det har været vigtigt for mig at skabe transparens, luftighed og åbenhed - men samtidig mulighed for at trække sig tilbage uden helt at miste den visuelle synlighed til den anden bygning, terrassen og det liv, der foregår der, fortæller Søren Sarup.
Terrassen mellem hovedhuset og annekset bliver et rum imellem rummene og er tilsvarende de to bygningskroppe nøje udtænkt i forhold til placering og udformning samt mulighed for lys og skygge. En organisk blød tunge af højt græs er trukket ind i terrasseplanet af profilerede sølvgrå bankiraibrædder, hvilket skaber en spændende kontrast mellem natur og arkitektur. Indretningen er enkel med få udvalgte kvalitetsmøbler og lyse farver, der kun er afbrudt af enkelte røde farvestrøg på væggene. - Den røde og orange farve udtrykker kreativitet og kampgejst, og jeg anvender dem som små energifyldte pletter, fortæller han. Lamelvæggen i ahorn er en indretningsmæssig dekorativ og næsten møbelagtig detalje, der bliver husets smykke - samtidig har den en akustik- dæmpende funktion. Inspirationskilderne Alvar Aalto og Henning Larsen har ikke levet forgæves. Tematisk fornemmer man en særlig nordisk naturforbundethed, leg med lyset og trang til åbne rammer både æstetisk og funktionelt, arkitektonisk og rumligt.

© Tina Stephansen / Studio 55

Den 180 m2 store terrasse anvendes flittigt på alle årstider. De profilerede bankirai-brædder får en smuk sølvgrå farve, når de får lov at stå ubehandle- de. Bagvæggens vertikale lameller i ahorn står i fint samspil med udhængets horisontale rå brædder på udhængets underside.

© Tina Stephansen / Studio 55

Søren Sarup er en passioneret surfer i sin fritid.

© Tina Stephansen / Studio 55

Køkkennet i minimalistisk stil er efter eget design sammensat af standardkomponenter. Lamelvæggen i ahorn danner en spændende og dekorativ baggrund for køkkenets rene flader og beklæder hele den bærende væg gennem husets hovedakse. Lamperne over køkkenbordet er fra Bolia.

© Tina Stephansen / Studio 55

Korridoren gennem anneksbygningen fører ind til den 180 m2 store terrasse. Indersiden er beklædt med lameller, der går igen som et motiv også indvendigt i hovedhuset, hvilket skaber en spændende effekt. I annekset findes 3 soverum, et kombineret workstudio/soveværelse, badeværelse samt et vaskerum og et redskabsskur. Soverummene er nærmest indrettet som hyggelige alkover. Fyrretræet på væggen, gulvet og sengene står i fin kontrast til de hvide vægge.

© Tina Stephansen / Studio 55

Spisebordet Straight fra Carl Hansen & Søn står i forlængelse af køkkenbordet, og bordets linjer og lethed understreger husets. Wegners Y-stole er købt på Lauritz.com, og den sorte pendel over spisebordet er fra IDEmøbler, og vasen er fra Holmegaard. De røde Eames-stole fra Paustian matcher den røde markering på bagvæggen. Søren Sarup synes, den røde farve tilfører huset energi og kreativitet.

© Tina Stephansen / Studio 55

Søren Sarup læser og tegner en del her ved spisebordet, der står placeret centralt i husets kerne. Filtmappen er fra LindDNA.

© Tina Stephansen / Studio 55

Zenstemning i soveværelset. En Buddhafigur, der er modtaget som gave fra en god ven, er nænsomt placeret sammen med en lille gruppe sten fra Vesterhavet på et af de enkle sengeborde, der er ophængt på hver side af sengen. Sengebordene i finér er fra Bolia. Et rensdyrskind ligger dekorativt på sengen og korresponderer fint med de nedtonede rolige farver og naturlige materialer i soveværelset. Fra sengen er der frit udsyn til både stjernehimmel og det tætte krat af fyrretræer, der omkranser grunden. Rensdyrskindet er fra Skindhuset, og puderne er fra Ikea.

© Tina Stephansen / Studio 55

Sommerhuset betyder frihed for Søren Sarup, der her forener eftertænksomhed, ro og natur med et aktivt friluftsliv og mulighed for at samle venner og familie omkring sig.

© Tina Stephansen / Studio 55

Tid, simpelhed, lys og luft. Søren Sarup er inspireret af Østens filosofi og kombinerer elementer herfra med nordisk stil. Den gamle patinerede bænk foran annekset er fundet på et loppemarked og harmonerer fint med lamelvæggen og gulvbrædderne. Det er blevet en tradition for gæster at lægge sten ved Buddhafiguren.

© Tina Stephansen / Studio 55

Det smukke anneks med soveværelser.