Hjem til Hornbæk
I samme øjeblik børnene får ferie fra skolen, pakker familien Dybdahl Frandsen kufferterne og forlader dagligdagen i Singapore for at sætte kursen mod Hornbæk.
Af
Vi kan ikke komme hurtigt nok hjem til den danske sommer, så den dag børnene får fri fra skole, passer det som regel med, at vi kan tage en flyver til København. Så når vi at fejre Sankt Hans på stranden i Hornbæk, og dermed er vores danske sommer skudt i gang, fortæller Anne Dybdahl Frandsen, der til dagligt arbejder med marketing i Galanga Living, som er en møbel- og interiørvirksomhed baseret i Singapore, hvor hun derfor også bor med sin mand Steen og deres tre børn.
Familiens danske base er et nybygget sommerhus i Hornbæk, som de selv tegnede i samarbejde med en arkitekt. Familiens voksende størrelse gjorde det nødvendigt at tænke i nye opholdssteder.
- Vi syntes ikke længere, at vi kunne forsvare at flytte fem mennesker med tilhørende bagage ind hos familien i to måneder hver sommer. Så vi valgte at få vores eget sommerhus med masser af plads til os selv samt venner og familie, forklarer Anne Dybdahl Frandsen.
Beliggenheden i Nordsjælland blev valgt ud fra ønsket om at være tæt på stranden, seværdighederne i området og de danske venner. Familien har desuden en del familie i Jylland, og derfor var det vigtigt, at der var plads på grunden til et rummeligt anneks til overnattende gæster.
Bjælkehuset er på 150 m2 fordelt på hus og gæstehytte, der er forbundet med hinanden via en stor træterrasse. De fleste værelser har store terrassedøre, og væggene er alle malet hvide for at få mest muligt lys ind.
- Modsat Singapore er sollys ikke altid garanteret her i Danmark, så vi orienterede os mod at optimere dagslyset i sommerhuset på flere måder. Vi ville gerne indrette os skandinavisk, og et bjælkehus med græstørv på taget, kridhvide vægge og store vindues- og dørpartier er for os meget nordisk og giver vores danske ferier den ekstra dimension, fortsætter hun.
Indretningen af sommerhuset er afslappet og bohemepræget, men sam- tidig kontrastfyldt. Fx med et mørkbejdset trægulv til de hvide vægge og skandinavisk møbelstil sat sammen med eksotisk tilbehør fra bopælen i Singapore eller hjembragt fra familiens mange rejser til bl.a. Bali.
Jeg kan godt lide den dynamik, der ligger i kontrasten mellem de lette, moderne møbler og det patinerede tilbehør i træ. Med det nordiske lys og i de sommerlige rammer forenes vores to verdener på den hyggeligeste måde, forklarer Anne Dybdahl Frandsen Kun familiens ældste barn, Sofia på 10 år, har prøvet at bo i Danmark, mens Lucas på otte og Julia på to år begge er født og opvokset i udlandet. Derfor ligger det parret meget på sinde at tilføre deres børn noget dansk kultur, når de er hjemme på ferie.
Når vi er i Danmark, forsøger vi at komme rundt til de mange seværdigheder i området, fx en tur til Kronborg eller hovedstaden. Men også et besøg på en dansk bondegård hører til. I en storby som Singapore ser man ikke køer gå rundt på marker, så det har været en ret spændende oplevelse for børnene at se, hvor stor sådan en ko i virkeligheden kan blive. Og at være med til at malke den var et kæmpe hit!, smiler udlandsdanskeren.

Sommerhuset er et bjælkehus opført i klassisk dansk stil med småsprossede vinduespartier og græstørv på taget. Julia på 2 år titter ud gennem døren til den vestvendte terrasse, der er indrettet i loungestil med bambusmøbler, hynder og blomsterkrukker fra Tine K. Home og Ikea.
Det første, familien Dybdahl Frandsen gør, når de begynder deres danske ferie, er at stoppe hos bageren i Hornbæk for at købe rundstykker og wienerbrød. Næste stop er hos en af de lokale ærte- sælgere, hvor en stor sæk af den grønne, ærkedanske delikatesse bliver proviante- ret. En dejlig lang sommer i Hornbækhuset betyder også en daglig tur til stranden for at bade, på havnen for at fange krabber, hoppe i trampolin, gynge og spille bold i haven samt ved aftentid at samles omkring bålpladsen og lave snobrød. Udendørsaktiviteter som pga. det tropiske regnskovsklima ikke lader sig gøre på samme enkle måde i Singapore og derfor værdsættes højt af den udenlandsdanske familie.

For at give en fornemmelse af lethed i det ellers ret robuste bjælkehus er det store alrum åbnet op til kip og vægge samt loft malet med en højglans- maling, som reflekterer lyset godt. Gulvet er mørkbejdsede fyrretræsplanker. Sofaen er fra Ilva, mens sofabordet på hjul og de to siddepuffer i kernelæder er taget med til Danmark fra en rejse til Bali. Puderne i sofaen er fra Munthe Plus Simonsen og H&M Home. Maleriet er malet af en af Anne Dybdahl Frandsens veninder. Gulvtæppet er fra Kirsten Fribert.

Gennem hele sommeren kigger venner og familie ofte forbi i sommerhuset, der også rummer et stort anneks til overnattende gæster.

En lang gang fordeler soverum og badeværelser. Der kan lukkes af til værelses- afdelingen med en glasdør, som lader lyset passere, men sørger for ro fra resten af huset, når børnene skal sove. Kelimløberen er fra Persodan, mens lamperne i loftet er lavet af balinesiske hønsekurve.

Julia er familiens yngste og ligesom resten af familien vild med at tilbringe sommeren i Danmark - og ret så glad for danske ærter!

Det kinesiske konsolbord og krukken er fundet i butikken Rosmosegaard i det nærliggende Gilleleje. Bakkerne er fra House Doctor.

Køkkenet fra Kvik er i åben forbindelse med resten af rummet. Spisebordet er fra Desalto og sat sammen med hvide Eames-stole og to lamper fra Kartell. Fadet på bordet er antikt fra Nepal og har i sin tid været brugt til opbevaring af tofu.

Køkkenet er lavet med skuffe- elementer uden greb og beklædt med en stålbordplade. Emhætten Star med glaskrystaller fra Eico er parret særlig glade for. Den giver det flotteste lys og fungerer som et elegant blikfang i rummet.

En antik læderkiste fra Asien bruges både til opbevaring og som et lille sidebord. Bakke og lerkrukke er fra Kina.

Parrets soveværelse domineres af to kinesiske skabe, der er blandt de mange asiatiske ting, som familien har fået sendt hjem fra deres bopæl i Østen.

Sommerhusets tre badeværelser er alle indrettet enkelt og lyst, men med antikke asiatiske islæt til at give kontrast. Baderumsmøblet er fra Kvik med armaturer fra Hans Grohe, den sorte skammel er fra Tid & Sted, mens stigen i eukalyptustræ, der også bruges som håndklædetørrer, er fra Rue Verte.

Sommerhuslivet leves mest udendørs, hvor den store træterrasse fungerer som samlingssted dagen igennem. Havemøbler og parasol er fra Ilva.

Når familien forlader Singapores travle storbyliv for at holde to måneders sommerferie i Danmark, står den på dasedage med afslappet samvær og uformelle besøg af venner og familie I Hornbæk- sommerhuset. Den store træterrasse løber rundt om det meste af bygningerne og rummer flere hyggekroge.