Arkitektens eget sommerhusliv

En enkel arkitektur, der matcher det enkle sommerhusliv. Nogenlunde sådan lød mantraet for arkitekt Rasmus Bak, da han skabe et sommerhus til sin familie nord for Aarhus.

© Andreas Mikkel Hansen

Egentlig var det slet Ikke en del af planen, at Lene og Rasmus Bak skulle kaste sig ud i projekt sommerhus.

Med fuldt blus på karriererne som henholdsvis selvstændig tøjdesigner og arkitekt med egen tegnestue - og i øvrigt med den første familieforøgelse på vej - havde de rigeligt at se til.

Men da en gravid Lene Bak en forårsdag i 2008 var på besøg i det østjyske kystområde nord for Aarhus, faldt hun pladask for stedet. Og med ét begyndte drømmen om et sommerhus at spire.

-Her havde jeg bare lyst til at være! Der var bare en helt særlig stemning i de her rolige omgivelser og med havet helt tæt på, fortæller Lene Bak.

Og i sådan en situation har det visse fordele at være gift med en arkitekt … I hvert fald krævede det ikke megen overtalelse, før Rasmus Bak var med på idéen.

© Andreas Mikkel Hansen

Lene, Rasmus og lille Andrea Bak på terrassen til det sommerhus, som arkitekt Rasmus Bak har bygget særligt til dem. Til daglig er Rasmus Bak indehaver af Baks Arkitekter i Lystrup ved Aarhus og belysningsfirmaet Lightfactory.

© Andreas Mikkel Hansen

Spisestue i det fri. Terrassen er som en forlængelse af stuen, og herude er man hele tiden i kontakt med livet indenfor gennem de store glasskydedøre. Parret har valgt et spisebord fra Ikea med Hee-stole fra HAY omkring. Den rå betonterrasse får tilført liv med tre integrerede kvadratiske blomsterbede.

© Andreas Mikkel Hansen

Det sorte træhus er i al sin enkelhed bygget som to kuber, der griber fat om hinanden med en åben stuesektion, der fanger husets mere lukkede værelse-afdeling bagest. Den store sydvendte betonterrasse er anlagt som et naturligt centrum for vinkelhuset.

© Andreas Mikkel Hansen

I det åbne køkken har parret indrettet sig med møbler, der både understreger sommerhusets enkelhed, men samtidig giver varme og stoflighed til det lyse rum. Køkkenet fra Hanstholm Køkken har elementer i egetræ og det spinkle spisebord Slim Table er i egefiner. Omkring bordet står Poul Kjærholms PK-3 stole, og lamperne over bordet er AJ-pendler fra Louis Poulsen.

© Andreas Mikkel Hansen

Det runde loftsvindue lukker lyset ind til entréen, der fungerer som fordelingsgang til alle husets rum og adskiller den åbne stue-del fra afdelingen med værelser og badeværelse.

© Andreas Mikkel Hansen

Fra soveværelset er der direkte udgang til morgensolen på den lille østvendte terrasse – og til et brusebad i udebadet. Det store maleri er faktisk et stykke tekstil fra Marimekko, spændt op på et lærred, og stolen har Rasmus Bak arvet fra sin mor. Loftlampen er fra Muuto, og sengetæppet er fra HAY.

© Andreas Mikkel Hansen

Badeværelsets særlige grågrønne farve på væggene opstod, da rummet fik en omgang vådrums-spartelmasse. Lene og Rasmus Bak var begejstrede for den kølige farve, og nøjedes derfor med at give væggene en gang gulvlak i stedet for at male dem over. Den firkantede håndvask er fra italienske Rapsel, og armaturet er fra Vola.

© Andreas Mikkel Hansen

Sommerhusets stue er egentlig ikke det sted, der bliver brugt allermest tid i – nok mest i regnvejr. Muren gemmer på den indbyggede pejs, og med glaslåger både for- og bagtil kan den varme både i stuen og på kontoret. Sofaen er Arne Jacobsens Lufthavnssofa. Ved siden af Hans J. Wegners Skalstol fra Carl Hansen & Søn står en AJ- standerlampe, og henover bordet hænger en 265-lampe fra Flos.

© Andreas Mikkel Hansen

Familien foretrækker selv at bade udendørs uanset årstid og vejr. Træ-lamellerne på væggen er vendt, så der er kig ud til haven samtidig med, at man er afskærmet fra nysgerrige blikke. Badekarret er et fund fra Lauritz.com.

© Andreas Mikkel Hansen

En rar plads på terrassen. De blomstrende bede, integreret i den rå beton, giver en smuk effekt mod den stilrene arkitektur, der dog stadig har masser af sommerhushygge over sig. Liggestolen er fra Thorsen Møbler, tæppet fra Himla og puderne fra Christina Callsen Interieur.

© Andreas Mikkel Hansen

Stranden og havet ligger kun et stenkast fra sommerhuset. Der er ikke langt til en dukkert i havet eller en gåtur på stranden. Til venstre ses raftehegnet, der indhegner grunden og afskærmer for nysgerrige blikke fra vejen.

© Andreas Mikkel Hansen

Det overdækkede repos er integreret i husets arkitektur og skaber en glidende overgang mellem ude og inde. De to loungestole i træ er gamle amerikanske dækstole og fungerer som en dejlig solplads – eller som en plads i tørvejr, hvis den danske sommer ikke arter sig.