© Tesla

Nu kan du endelig få pæne solceller til dit tag

Her er det nye solcelletag i design af bil-producenten Tesla, som har fundet på en helt nytænkende og unik idé til at komme store, klodsede solcelleplader til livs.

Bil-producenten Tesla har designet nye indbyggede solceller i tagsten, der til forveksling ligner de traditionelle røde og sorte tegl og skiffer tagsten, vi kender i dag. Så nu behøver du ikke længere store, kluntede plader på dit tag for at kunne udnytte solens givende stråler. Tagstenene fås også i andre flotte og naturtro farver, så du ikke længere kan se forskel fra et almindeligt tag og et solcelletag.

Det nye tag er udført i glas, hvilket betyder at solcellerne er fuldstændig usynlige, når man ser på det. Samtidig er glas et hårdført materiale, som tåler meget, og holder, hvor almindelige tagsten må stå af. Derudover er tagstenene også lettere end almindelige tagsten. Resultatet er et helt unikt tag, der ikke kun ser pænt ud, men også virker energibesparende, netop på grund af den fine idé om udnyttelse af solens stråler.

© Tesla

For mange husejere vil introduktionen af Teslas solceller være meget velkommen. De seneste år har flere og flere monteret solceller på deres huse, men samtidig har mange været kede af , at de bestemt ikke pyntede på hjemmet.

Det gør Tesla op med, da de nye sten er udført i et elegant design, der falder ind i huset øvrige udtryk. Dermed viser Tesla endnu engang vejen frem, ligesom de gjorde, da de gentænkte de kedelige el-biler, og gjorde det smart at køre miljørigtigt.

Energien, som solcellerne producerer, bliver lagret i Teslas banebrydende Powerwall-batteri, som har løst et af de store problemer med solenergi: at man producerer elektricitet i dagtid, men bliver nødt til at trække på el-nettet om natten. Med Powerwall-batteriet kan man lagre overskuds-elektricitet til om natten, og dermed blive mere eller mindre selvforsynende.

Prisen på det nye flotte og praktiske tag er endnu ikke fastlagt, og kommer først til Danmark i 2018. Der er derfor noget at se frem til, hvis du er vild med idéen om et smukt og samtidig miljøvenligt tag til dit hjem.