
Vandtrappen i cortenstål skaber liv og lyd i haven. Nogle af bassinerne har vandplanter, mens det sidste er uden vand og tilplantet med tuedannende prydgræsser.
Denne have har den skønneste udsigt til Skive Fjord - og så er den fyldt med planter, der lyser op og ser frodige ud hele året. Udforsk haven her.
AfDet frodige og farverige kan sagtens forenes med det stilrene og skarptskårne. Den cocktail er blandet og fint afstemt i en moderne anlagt have i Skive.
Her fungerer haven som en organisk kobling mellem husets stramme funkisarkitektur på en skrånende grund med træer og en skøn udsigt over Skive Fjord.
Fokus har været på planter, der lyser op og signalerer frodighed i løbet af alle fire årstider – og på et anlæg, hvor øjet kan vandre.
I det frodige vestjyske landskab med udsigt til Skive Fjords blå vand har Hanne og Henrik Pedersen bygget et stilrent funkishus med stringente linjer og enkle materialer.
Sammen med havearkitekt Arne Thomsen har parret skabt et haveanlæg, som på én gang er i dialog med og i kontrast til husets enkle arkitektur.
Drømmen var i udgangspunktet en have, der fremstod frodig hele året, og som i sommermånederne gerne måtte stå i fuldt flor. Den drøm er gået i opfyldelse med et væld af stedsegrønne rododendroner med blomster i rosa, pink og lilla nuancer. Den farverige blomsterpragt afløses midt på sommeren af nye grønne skud og store blomsterknopper.
Valget af planter til det store haveanlæg, der skråner ned mod Skive Fjord, er ikke blot truffet ud fra farverigdom, men også taget i respekt for husets enkelhed samt et ønske om en have med minimal vedligeholdelse.
– Haven er på mange måder et overflødighedshorn af farver i de tidlige forårs- og sommermåneder, men det, der definerer terrænet, er måske først og fremmest alle de grønne nuancer samt vekselvirkningen imellem klippede, skarptskårne planter og planter og træer med et mere organisk og vildtvoksende udtryk, forklarer havearkitekt Arne Thomsen, der har udarbejdet plantegningen. Jysk Plantesalg i Ribe har leveret alle planterne.
Et markant element i haven, som er omkranset af store træer, er en vandtrappe i cortenstål med fortløbende vandfald.
Vandtrappen skærer sig igennem den store granittrappe, der forbinder husets terrasse med haven, og den udgør en akse eller en spejling, der understreger det arkitektoniske greb bag det trelængede hus.
Vandtrappen har en imponerende skala, og den fremstår som et integreret kunstværk i haven. Den bidrager samtidig med lyd og en moderne tekstur i al sin rustfarvede vælde.
Vandtrappen er et af flere eksempler på et gennemført materialevalg i haven, hvor der er anvendt en kombination af cortenstål, granit og beton. De hårde materialer anvendes til at definere de ydre grænser for grunden, men også til at markere afgrænsede rum i haven – og til at følge op på husets geometriske udtryk.
Haveplanen byder ikke blot på streng geometri. Der er også lagt vægt på klædelige kontraster i form af organisk anlagte stisystemer, buske i naturlig vækst og store ekspressive granitsten gemt mellem bunddækket.
Bedst som det bløde og organiske truer med at få overtaget, bliver de rette linjer igen markeret af klippede buksbomhække og dværgfyr. Trestammede og tagklippede paradisæbletræer står vagt og udgør skulpturelle elementer i den grønne plæne.