Herskabslejlighed på 185 m² fik en opgradering

Det har givet plads til en drøm af et køkken, kastet lys i alle hjørner og sat liv til kvadratmeter, der nærmest var døde, efter børnene var flyttet hjemmefra.

Artiklen er skrevet i samarbejde med Danske BoligArkitekter, der er en non-profit ordning.

Kreativitet og genfødte kvadratmeter i herskabslejligheden

Med stor opfindsomhed og en mere nutidig planløsning har arkitekt Julie Trier Brøgger opdateret Helen Hilario Jønssons stemningsfyldte herskabslejlighed.

Ombygningen har givet plads til en drøm af et køkken, kastet lys i alle hjørner og sat liv til kvadratmeter, der nærmest var døde, efter børnene var flyttet hjemmefra.

© Christina Kayser Onsgaard

Placeringen af køkkenelementerne i midten af rummet gør det nemt at samles og tale sammen over madlavningen. Køkkenøen er et snedkerkøkken fra Køkkensnedkeren af typen Boxone pine GK42 og lavet i fyrretræ og stål. De to pendler, der matcher gulvet, er fra Københavns Møbelsnedker.

For mange værelser

Normalt er problemet i lejligheder, at der er for få værelser. Men for Helen Hilario Jønsson var problemet stik modsat, efter hendes børn var flyttet hjemmefra.

Med en flot og stor herskabslejlighed på 185 m² et af de mest eftertragtede steder i København, havde hun ikke lyst til at flytte et nyt sted hen. For det ville blive umuligt at finde en lignende lejlighed igen. Men med syv værelser var der omvendt alt for mange rum til Helen Hilario Jønssons nuværende liv.

– Lejligheden fungerede slet ikke mere, for rummene havde ikke samme funktion som før, da børnene boede hjemme. I nogle værelser opbevarede jeg faktisk bare cykler og tøj, fortæller hun.

Se mere fra lejligheden hos Danske BoligArkitekter her.

© Christina Kayser Onsgaard

På gulvet i køkkenet er der lagt et nyt sildebensparketgulv i eg. Det klassiske zigzag-mønster er dog ret diskret på grund af den mørke bejdsning i farven ’ash grey’.

Hjælp fra arkitekt

Samtidig fik Helen Hilario Jønsson mulighed for at få sat en stor altan på ud til gården. Men med tilstødende rum som et badeværelse, et smalt køkken og et lille værelse tænkte hun, at det måtte kunne udnyttes bedre, og besluttede sig derfor for at kontakte en arkitekt. Valget faldt på Julie Trier Brøgger fra Zoom Arkitekter og medlem af Danske BoligArkitekter.

– Hun havde masser af gode ideer og sans for stemningen i lejligheden. Og så ville hun føre storheden i stuerne, som hun kaldte det, ud i resten af lejligheden. Det var noget jeg faldt for, siger Helen Hilario Jønsson.

Julie Trier Brøgger rev de tre små rum og fordelingsgangen ned, så der langs hele altanens bredde i dag er et stort køkken, mens badeværelset er bygget op på ny i et større rum, der tidligere var børneværelse.

– Lys er enormt vigtigt i den her lejlighed. Før var lejligheden delt i to. En lys del med store stuer en suite ud mod gaden og en mørk halvdel ud mod gården med små smalle rum og en lang fordelingsgang. Men det er en gammeldags planløsning fra dengang, man havde tjenestefolk i køkkenet, og det var stuerne herskabet opholdt sig i og viste frem. Sådan fungerer det jo ikke i dag, hvor køkkenet netop er samlingspunkt, sige Julie Trier Brøgger og fortsætter:

– Og i og med at rummene nu er blevet større, taler de bedre sammen med de store stuer, og det har gjort lejligheden mere hel.

Se flere projekter fra arkitekt Julie Trier Brøgger her.

© Christina Kayser Onsgaard

Med rummets runding og vinduer til flere sider er det et imponerende lys, der strømmer ind i den yderste stue. Stuen er indrettet med klassisk dansk design af arkitekt Poul Kjærholm og Mogens Koch. Sofaen er en Constanze Daybed af Johannes Spalt og købt hos Klassisk i Bredgade. I et hurtigt greb kan daybed’en foldes ud og give plads til to liggende personer.

Arkitektens tips til at udnytte pladsen i lejligheder

  1. Gangplads er ofte spildplads. Inddrag derfor gangpladsen i et andet rum, der samtidig kan fungere som gennemgangsrum. På den måde får du mere ud af kvadratmeterne.
  2. Åben og luk de rigtige døre. Den rigtige rumfordeling og gennemtænkte ganglinjer kan give følelsen af mere plads. Tænk derfor meget over, hvor du åbner og lukker døre.
  3. Lys er vigtigt. Døde lommer uden lys, ender ofte med at blive spildplads. Sørg derfor for rigeligt med dagslys i alle rum og forsøg, så vidt det er muligt, at lave dem gennemlyste med lys fra fleres sider. Det vil øge følelsen af rummelighed.
© Christina Kayser Onsgaard

Det er et imponerende kig man får, når man stå i den ene ende af perlerækken af stuer og kigger ned til den bagerste. For at understrege en suite-fornemmelsen mellem rummene har arkitekt Julie Trier Brøgger valgt at skifte de gamle gulve ud med et nyt af lange Dinesen-planker i fyrretræ vendt på langs.

Arkitektens tips til at bevare sjælen i en bolig trods ombygning

  1. Hvad er det særlige ved netop din bolig? Tag udgangspunkt i din bolig og spørg dig selv, hvad er sjovt og karakteristisk her. Det, du svarer, er vigtigt at bevare.
  2. Genbrug de karakteristiske elementer nye steder. Fjerner du fx et smukt gulv eller et gammelt skab i et rum, så flyt det over i et andet rum eller observer linjerne og skab dem på ny.
  3. Tag detaljer og før dem videre på de nye elementer. I lejligheden her førte vi panelet hen over de nybyggede skabe og reoler. Det fik dem til at passe ind i det samlede billede.
© Christina Kayser Onsgaard

Fra køkkenet kan man gå ind i spisestuen, der er indrettet med klassiske Arne Jacobsen Syver-stole i hvid og Piet Heins populære Elipse-bord. Som kontrast i både farve og linjer står der op ad væggen en gammel kinesisk skænk i lakeret træ. Skænken er købt hos Green Square.

Boligejerens bedste byggeråd

  1. Brug tid i idefasen, så du kommer helt ind til kernen af, hvad din drøm er.
  2. Hav tillid til din arkitekt. Julie Trier Brøgger og hendes kollegaer styrede byggemøderne og havde kontakten med håndværkerne, og så blev jeg inddraget, når det var relevant. Det har fungeret godt.
  3. Find den rigtig arkitekt. Jeg synes, at arkitekternes ideer var virkelig gode, og de kunne også godt lide min smag og forslag. Vi har været på samme niveau, hvilket har være rart.
  4. Hav ekstra penge i budgettet, så du har råderum til at sige ja til en god ide, der opstår undervejs. For det er ærgerligt ikke at kunne gribe en ny god mulighed, fordi man sidder for stramt.
© Christina Kayser Onsgaard

I en tidligere døråbning har arkitekt Julie Trier Brøgger indbygget et skab. Overskydende gulvplanker er lavet til hylder og det smalle format passer perfekt til et velassorteret barskab.

© Christina Kayser Onsgaard
Danske Boligarkitekter
© Danske Boligarkitekter