En lille oase som var man på landet
Der er træer lige uden for døren, og familien føler næsten, at de er flyttet på landet, efter at have boet 20 år lige ud til en af Christianshavns befærdede gader. Sådan er det ikke her. Her kan børnene løbe og lege frit.
Parret har boet i lejligheden i lidt over et år, og før de flyttede ind, renoverede Bjørn selv lejligheden, selvom den på det tidspunkt var ret ny. Stilen skulle være anderledes, og der skulle være loft til kip. I dag er der ét stort opholdsrum med køkken, spiseafdeling og stue, to badeværelser, to børneværelser, et soveværelse, et kontor og et walk-in-closet. Det tog knap et halvt år at lave, og i mellemtiden boede familien et andet sted.
– Da vi endelig kunne flytte ind, syntes vi, at der skulle ske noget andet end de hvide vægge, vi hidtil havde boet med. Vi ville have farve på væggene, og vi havde en masse farveprøver, som vi forsøgte os med, inden vi besluttede os. Lejligheden kan godt bære de tunge farver, fordi her er 5 1⁄2 m til loftet, bjælker, og så er her meget lyst, siger Bjørn, der forklarer, at farverne tilfører lejligheden hygge, lige som de mange møbler og den kunst, som Bjørn selv har lavet – og der er ofte tale om ganske utraditionelle løsninger.
– Hvis vi har idéer til lejligheden, som vi ikke kan købe noget sted, jamen så får vi det lavet, eller vi laver det selv, siger Bjørn og viser spisebordet og lampen, der hænger over det, frem som eksempler.
BILLEDE Marie og Bjørn på den ene af deres to terrasser. I baggrunden kan man skimte Vor Frelsers Kirkes snoede tårn – byen er ikke langt væk fra den lille oase.