
I denne nybyggede bolig forenes to verdener på fineste vis
Huset er spritnyt, men grunden – og vigtigere endnu: haven – har ligget der i årtier og er fyldt med fortryllende træer, planter og hyggekroge. Præcis som ejerne drømte om.
AfRev ned og byggede nyt
Nybyg behøver ikke nødvendigvis at være lig med en tom grund i et nyetableret kvarter i udkanten af byen. Det er Lars Hede og Susanne Søes hjem et godt eksempel på.
Efter mange år i et ældre hus 12 kilometer fra Horsens drømte parret om at rykke tættere på centrum og bruge færre fritidstimer på vedligeholdelse – og således satte de jagten ind på en nedrivningsparat ejendom på en af byens hyggelige villaveje.
”Vores ønske var at bygge et helt nyt hus med minimal vedligeholdelse. Og så skulle det være i Horsens centrum eller maksimalt to kilometer derfra, så vores piger kunne være selvhjulpne med at cykle til sport, skole og kammerater”, fortæller Lars Hede.
Valget faldt på et 60’er-hus på en 750 kvm stor grund, hvor alt fra vægge og isolering til rør og el trængte til en seriøs overhaling. Med hjælp fra et nedrivningsfirma fik parret derfor jævnet boligen med jorden, og det blev starten på deres drømmehjem.
“Vi var faktisk inde på, om vi skulle renovere i stedet for at rive det ned. Men det ville løbe meget op i pris, og så ville vi slet ikke få den stil, vi drømte om,” siger Lars Hede.