Smuk villa med skarpe detaljer

Vi har været hjemme hos den danske designer Kathrine Espersen. Se hendes store, totaltrenoverede villa her.

villa hellerup indretning stue
© Maria Vous

I den lille lyse stue byder Hans J. Wegners skalstol velkommen. Her er der, ligesom i resten af huset, tænkt grundigt over indretningen. Kathrine Espersen lever nemlig af at indrette high-end-butikker, og sansen for detaljer bruger hun også hjemme. Den lyse uldsofa fra Erik Jørgensen står flot til det mørke bord fra Mater. Væglampen af Serge Mouille lyser på både skalstol og sofa. I hjørnet ses en stor urtepotteskjuler fra Skagerak.

villa hellerup indretning facade
© Maria Vous

Huset har en stor terrasse, som fører ned til den grønne have. Selvom parret valgte at bygge 128 m2 til huset, er der stadig masser af plads til hygge i haven.

En forkærlighed for optimering og indretning

Midt på en stor frodig grund i Hellerup ligger en nyrenoveret patriciervilla fra 1897. Her bor designer Kathrine Espersen og hendes familie. Villaen er gennemrenoveret fra top til tå, men den oprindelige arkitektur er bevaret, for sjælen i huset er altafgørende, mener Kathrine Espersen.

Da parret købte huset, trængte det til en kærlig hånd, og det var trangt med pladsen. Heldigvis var grunden så stor, at de kunne bygge hele 128 m2 til huset, så det gjorde de.

Selvom sådan en renovering kan lyde som noget af en mundfuld, så var Kathrine Espersen ret begejstret for projektet. Hun elsker designprocessens elementer af optimering og indretning, og til daglig lever hun af at bygge high-end-butikker for brands som Christian Dior, Chloé og Kiehl’s. Hun bruger dagligt designprocesser som styringsværktøj for at nå sine mål, og det er tydeligt, at hun har trukket sin sans for rum og indretning med ind i sit personlige boligprojekt. Arbejdsprocessen har nemlig langt fra været tilfældig.

– Jeg startede med at definere den overordnede arkitektur, få tegnet tilbygning og få defineret de udvendige materialer. Herefter designede jeg "living flowet", rummene og indretningen i huset. Så definerede jeg de indvendige materialer som gulv, døre og stuk – og til sidst tog jeg mig af skabene og inventaret til køkken og badeværelser.

villa hellerup indretning entre trappegang
© Maria Vous

Tidligere var trappeløbet en halvsvings- trappe med repos. For at integrere de to etager bedre har Kathrine Espersen i stedet designet en kvartsvingstrappe og fået åbnet til kip fra stueplan. Det har skabt et indbydende rum med plads til store armbevægelser, masser af dagslys og synliggjorte gamle spær.

Lys som et afgørende element

Selv sidst på dagen kaster solen sine stråler ind gennem vinduerne og lyser det store køkken op. Her sidder parret og vender deres dag over en god kop kaffe, mens børnene laver lektier og leger. Her er plads til liv. Her samles familien. Der er da også lagt en del energi i at designe og indrette køkkenet, som er Kathrine Espersens favoritrum.

Det er vigtigt for hende at omgive sig med materialer, planter, objekter og møbler, som er unikke. Men det allervigtigste og afgørende element i et hjem er lyset, mener hun. For hjemmet er en base, hvor familien lader op. Der skal være plads til ro og skønne ting, som bidrager til, at det er et fantastisk sted at være. Både i dag og i morgen.

villa hellerup indretning kathrine espersen
© Maria Vous

Designer Kathrine Espersen

Kathrine Espersen designer inventar til butikker som Christian Dior og Chloé. Hun lader sig ikke skræmme af store projekter – hun er vild med dem.

villa hellerup indretning fade træbord
© Maria Vous

På spisebordet af eg har hun lagt Colchicum-løg på fade fra Skagerak.

villa hellerup indretning stearinlys spisebord
© Maria Vous

Lysestagen i messing er designet af af Jamie Hayon for Fritz Hansen. Ved siden af den står friske stilkblomster i en vase – også designet af Jamie Hayon for Fritz Hansen.

villa hellerup indretning spisestue spisebord stole
© Maria Vous

Plankebord i Katrine Espersens eget design

Plankebordet i massiv eg har hun selv designet, og det kan købes på bestilling. Rundt om bordet står Hans J. Wegners Y-stole med sort stel og giver karakter til det lyse rum. I hjørnet ses Dråben designet af Arne Jacobsen. Pendelen med de tre arme over bordet er designet af Serge Mouille.

villa hellerup indretning terresse lounge møbler have
© Maria Vous

Loungemøblerne fra Trimm Copenhagen i terrassens ene hjørne er lavet i coated canvas, så de kan stå ude. Havebænken, bordet og stolene er fra Skagerak-serien Drachmann.

villa hellerup indretning køkken terresse
© Maria Vous

Fra køkkenet er der direkte adgang til den 85 m2 store terrasse belagt med træsorten ipé. Ved døråbningen ses et violinfigentræ plantet i en rød krukke fra Skagerak.

villa hellerup indretning køkken
© Maria Vous

Familien Espersens køkken

Kathrine Espersen har selv designet familiens køkken. Bordpladen i stentypen Grigio Foussana er hentet hjem fra Italien. Luften mellem hver egetræsskuffe giver et let udtryk og bruges samtidig til åbning i stedet for greb. Barstolene ved køkkenøen er designet af Space Copenhagen og fra Mater. Pendlen er designet af Gino Sarfatti for Flos.

villa hellerup indretning soveværelse seng ovenlys
© Maria Vous

Tagvinduerne på første sal giver et smukt lysindfald. Hästens-sengen er redt med linned fra Aiayu. Natbordet i massiv træ har Kathrine Espersen selv designet. På det står en sort Bestlite-sengelampe fra Gubi.

villa hellerup indretning badeværelse spejl
© Maria Vous

Det lille gæstetoilet ved entreen rummer specialfremstillede inventarløsninger med et flot finish. Det lille kunstværk på væggen er fra Atelier CPH. Den sorte lampe over spejlet er fra DCW éditions, og sæben er fra Aesop.

villa hellerup indretning spejl
© Maria Vous

Fra soveværelset er der direkte adgang til parrets badeværelse, hvor der er skruet op for velvære og æstetik.

villa hellerup indretning soveværelse
© Maria Vous

På første sal er der i samtlige rum åbnet op til kip for at skabe mere plads. Det giver bl.a. et lyst og luftigt soveværelse.

villa hellerup indretning badeværelse bruser
© Maria Vous

I forældrebadeværelset har Kathrine Espersen kredset for detaljerne med en stige i egetræ fra Muubs, fliser på vægge og gulv fra Mosa, og en skillevæg i glas, som hun har fået speciallavet.

villa hellerup indretning sæbe
© Maria Vous

Selv sæben fra Aesop, såvel som de små træskåle, er fine at se på.

villa hellerup indretning badeværelse
© Maria Vous

De to håndvaske, som er integreret i det snedkerfremstillede badeværelsesmøbel, er fra Catalano. Armaturerne er fra Vola, og over Muubs-spejlet ses lamper fra DCW éditions.

villa hellerup indretning badeværelse badekar
© Maria Vous

Wellness er temaet i badeværelset. Efter et langt bad i corian-badekarret fra Copenhagen Bath kan man hoppe i den hvide kimono fra Maison Margiela.