Skønt træhus med geniale opbevaringsløsninger

"Første gang jeg så tegningerne, syntes jeg, det så underligt ud" – Men sådan er det ofte med originale løsninger.

© Åsne Hjukse

Trappen er beklædt med egefiner, der binder huset sammen vertikalt. Stueetagen består primært af små rum, men den gennemgående fælleszone med sit lange perspektiv gør, at det aldrig føles trangt.

En skulptur af et træhus

En flammebehandlet træfacade gør denne villa vedligeholdelsesfri – og giver samtidig et originalt arkitekturlook. Huset hylder den skandinaviske stil og har fine løsninger til opbevaring.

© Åsne Hjukse

Balkonen rager dramatisk ud fra bygningen, nærmere bestemt fra køkkenet på tredje sal. Den solide forankring til etageadskillelsen sørger for, at søjler eller anden synlig forstærkning er overflødig.

En facade med spil i

– Facaden ser lidt snavset og slidt ud. Men den er også flot. Jeg kan især godt lide, hvordan mønsteret i træværket træder tydeligt frem, og den sølvagtige glans der opstår, når solen står på, siger Harald Linnebo.

Vi befinder os i Voksenkollen, omkring 400 meter over havet. Oslo forputter sig langt nede ad bjerget herfra. Bagved lurer granskoven. Nabohusene heroppe taler sammen, og det er ikke tilfældigt, for der blev ført en række sager i forhold til den, som skulle opføre noget på dette sted, hvor husene må bygges i tre etager, være rektangulære, have sadeltag og være brune eller sorte.

Men noget spillerum fandtes, og her gjaldt det om at bruge det. Trebørnsfamilien fandt frem til Schjelderup og Trondahl Arkitekter, som havde tegnet specielle huse før. Dette var en ny mulighed.

− Vi pressede os selv til at skabe noget anderledes og interessant på trods af de overdefinerede retningslinjer, fortæller Stian Schjelderup.

© Åsne Hjukse

Facaden med flammebehandlet træværk vil ændre sig med tiden.

"Første gang jeg så tegningerne, syntes jeg, det så underligt ud"

Det usædvanlige begynder på ydersiden. Nogle partier er bogstaveligt talt kulsorte, andre steder træder det lyse fyrretræ frem. Shou-sugi-ban er en traditionel japansk teknik, som går ud på at behandle træværk ved at udsætte overfladen for flammer. Behandlingen skal modvirke rådangreb, samt reducere faren for brand. Familien Linnebo behøver derfor aldrig nogensinde at svinge en malerkost.

Balkonen og de største vinduer er strategisk placeret på husets øverste etage, hvor glasfladerne synes at være kapslet ind af træbeklædningen, der overlapper karmene. De mindre vinduer, som kan åbnes, har smørblomstgule rammer og er alle ulig i størrelse, ligesom de tilsyneladende er placeret lidt hist og pist uden at underordne sig et mønster.

− Første gang jeg så tegningerne, syntes jeg, det så underligt ud. Men vi har vænnet os til det. Sådan er det ofte med originale løsninger, smiler Harald Linnebo. Rundt omkring i huset er der hele tiden tænkt på at integrere opbevaring som en naturlig del af rumløsningerne. Huset strækker sig over tre plan, hvor tredjesalen er den bedste. Det er her, det sker.

− Vi lagde opholdsrummene øverst – stuen og køkkenet, for her er udsigten flottest, og det er nok den, som er husets fremmeste kvalitet.

© Åsne Hjukse

Køkkenet har fået åbne hylder mod trappeløbet, hvilket både adskiller og åbner det mod resten af rummet.

© Åsne Hjukse

Køkkenindretningen, lavet af Holmestrand Møbelsnekkeri, er anlagt som et rent arbejdskøkken, hvor alt er i et skridts rækkevidde.

Et hjem med en lun og hyggelig atmosfære

Det er let at forstå, hvad han taler om, for du bliver fjern i blikket, så snart du kommer op ad trappen. Det er, som om huset hvisker: Se der og der, men ikke derhen. På den nordlige stuevæg findes et enligt vindue, som er placeret ud mod hjørnet, for at skabe gennemgående lys. Man glemmer, at der findes nabohuse tæt på.

− Vi føler ikke, at vi er udstillet. For man kan faktisk ikke se ind. I hvert fald ikke helt ind til sofagruppen. Den smule privatliv, vi trænger til heroppe, hjælper potteplanterne i vindueskarmen os til. Vi har desuden plantet nogle japanske kirsebærtræer i haven. De kommer til at skærme yderligere, når de bliver større. Gardiner har vi ikke brug for.

– Men hvad med hyggen?

− Vi synes, atmosfæren er både lun og hyggelig, og det fik vi ved at beklæde vægge og lofter med egetræsplader. Vi ville ikke bo i et gipshus, for hvide, glatte vægge giver ingenting tilbage. Træværk giver en speciel varme, og er desuden flot at se på. Faktisk så smukt at vi ikke føler, at vi vil hænge flere billeder op. På den måde er huset blevet et møbel i sig selv, siger Harald Linnebo.

© Åsne Hjukse

Den hvide pejs og de åbne hylder fungerer som rumdeler mellem stue og køkken. Det grebsløse køkken udnytter hele facadehøjden, så her er optimal opbevaring.

© Åsne Hjukse

Entreen er indrettet med en skohylde til venstre og et specialbygget skab- og skuffemøbel til højre. Gipsvæggene i stueetagen blev valgt dels for at begrænse omkostningerne, dels for at skabe en kontrast til de livlige egefinerplader.

© Åsne Hjukse

De specialbyggede bænke løber under vinduerne som en god udsigtsplads. En dyb karm benyttes som et langstrakt orangeri.

© Åsne Hjukse

Skabsvæggen i forældresoveværelset løber fra væg til væg og fra gulv til loft. Gulvlampen Cestita er fra Santa & Cole. Billederne er af Linda Oloey Johannessen.

Relaterede Artikler