Se drømmen af et hus i Beverly Hills
Vi har besøgt Georg Jensens nye designer i hendes Hollywood-hjem.
Den amerikanske designer Kelly Wearstler bor i Beverly Hills i Los Angeles. Hvis huset fra 1926 kunne tale, ville det fortælle historier om filmstjerner og filmproducere, der har levet det søde liv her med cocktailparties og vilde fester. Wearstler og hendes mand købte hjemmet i 2005.
Hvem er Kelly Wearstler?
For at være ærlig vidste jeg det ikke, da jeg blev inviteret til at besøge hende i Los Angeles og gjorde, som mange af os gør i den situation. Googler. Et stort amerikansk designmagasin skriver således om hende: Alle ved i dag, hvem Kelly Wearstler er … Ja,muligvis i USA, tænker man, og læser videre, at hendes navn ses her, der og allevegne og med a-liste kunder som Cameron Diaz, Gwen Stefani og Ben Stiller, der har fået indrettet hjem af Wearstler.
Og her i La La Land er det den slags, der tæller. Magasinet The Newyorker har kaldt hende “grande dame af den amerikanske vestkyst-stil".
Det er nu 22 år siden, hun begyndte at kæmpe sig op gennem designeliten. Først med indretning af værelser for venner og bekendte til nu, hvor hun har hele stofkollektioner, design af klinker, tapeter, tæpper (for Rug Company) og mange lamper på sit cv.
Indtil videre har hun udgivet fire bøger om sin stil – en femte kommer i 2019.
Kellys gennembrud
På Melrose Avenue ligger hendes flag ship-shop, som er et skatkammer af håndplukkede objekter fundet i London, Paris, Italien og Spanien. En del møbler, søjler og kunst udtrykker en kærlighed til art deco-tiden og deciderede kunstgenstande af blandt andre italienske Gaetano Pesce.
Kelly Wearstlers gennembrud kom, da hun designede en række hoteller, som hun har indrettet fra top til tå. Først nogle boutique-hoteller i begyndelsen af 2000-tallet i San Francisco, Santa Monica, Los Angeles og Austin, og nu kommer der en ny bølge af eksklusive hoteller. Hele tre nye er på vej til at blive færdige, og da hun viser skitser og modeller af dem, bliver man overrasket over, hvor stilmæssigt forskellige de er.
Et er designet i en mexikansk colonialstil med stærke farver og mønstre, et andet mere minimalistisk og cool i downtown Los Angeles. Hun spænder vidt. Hotelprojekterne laver hun sammen med manden, Brad Korzen, som er ejendomsmagnat.
Poolen bliver flittig brugt, og Kelly Wearstler har selv tegnet både pool og huset her og har forsøgt at ramme hovedhusets stil.
"Du får, hvad du ser"
Grunden til, at BO BEDRE er taget den lange tur til USA's vestkyst, er, at Kelly Wearstler er valgt til at stå for danske Georg Jensens nye kollektion af objekter til bordet. Kelly Wearstler er arbejdsmæssigt, som hun ser ud. Perfektionist i yderste potens.
– Arbejdet er min passion, jeg holder virkelig af, hvad jeg gør. Det er samtidig også en besættelse, smiler hun.
Og som hun står der som en kvinde i begyndelsen af 50'erne, gør hun samtidig opmærksom på, at intet jo kommer af sig selv. Hun begynder hver morgen præcis 6.10 i fitnesscentret, går over til sit Studio på 2. sal i West Hollywood et par minutter fra Melrose Place, og dropper tit frokosten for en times pilates sammen med de nærmeste ansatte, og dertil kommer den personlige træner nogle gange om ugen. Plus hiking i weekenderne. Plus tidligt i seng – søvn har høj prioritet.
Helt naturligt henviser hun også til noget hendes botox-læge sagde i går, da hun skal finde ord at sætte på sin nye kollektion for Georg Jensen. Med til hendes opfattelse af perfekt design hører perfekt udseende. Du får, hvad du ser.
Vi kører ud til hendes hjem i mondæne Beverly Hills...
...og Californiens ellers solsikre temperaturer viser sig fra en ukendt side – det ikke kun regner, men høvler ned. Man tilgiver det her sjældne vejrfænomen, for det er med til at slukke skovbrandene nord for Los Angeles, som har kostet mange nedbrændte hjem, og Kelly Wearstler har været seriøst bekymret for, at familiens strandhus i Malibu skulle være truet. Regnen frisker op, og da vi skal tage billeder af hendes hus, ligger der vandpytter udenfor.
Wearstler køber unikke møbler på sine mange rejser over hele verden. Lige nu er hun meget tiltrukket af Bauhaus-stilen, som disse fund er med til at hylde.
Over 1000 kvadratmeter
Huset fra 1926 er en Hollywood-historie for sig. Gregoriansk i stilen og på – hold fast – over 1000 kvadratmeter. Hun og Brad var lige færdige med at renovere et hus på samme vej. Det havde taget 6 år, og hun var drænet for energi og glædede sig til at nyde hjemmelivet og ikke at ombygge igen, men hun kunne godt se, at dette hus var “once in a lifetime”.
Huset blev bygget til stumfilmstjernen Hobart Bosworth og derefter i 1933 solgt til skuespillerne William Powell og Carole Lombard og ombygget det næste år af LA-arkitekt James Dolena i en glamourøs Hollywood regency-stil.
Et bevaringsværdigt hus
Ejendommen blev erhvervet i 1969 af Albert Broccoli, som blev kendt for at være producent af James Bond-filmene i 1960'erne og 70'erne. Da Wearstler og Korzen udtrykte interesse for ejendommen for 14 år siden, var det med det forbehold fra Broccolis side, at nye ejere skulle ære ejendommen.
– Huset er nu blevet erklæret bevaringsværdigt, og vi passer på det som det helt særlige hus, det er. Tænk blot på alle de store filmstjerner, der har været her. Jeg har lige fået malet dagligstuen, og det tog fire måneder, for vi vælger kun det bedste, når vi skal renovere. Jeg har tilføjet en pool og et poolhus tegnet i en stil, som passer til det gamle hus.
Trappen står original, som da huset blev bygget, og man kan forestille sig fortidens filmstjerner knejse ned ad den for at modtage gæster. Kelly Wearstler har tilføjet et tæppe, hun selv har designet for The Rug Company.
Maksimalist
Kelly Wearstler er blevet kaldt en maksimalist, og hun bruger en teknik, hvor hun vælger et særligt møbel, kunstværk eller mønster, og så bygger hun rummet eller et hjørne op med denne genstand i centrum.
Ser man på billeder fra tidligere reportager fra hendes hjem, herskede der en mere udfordrende stil, hvor fx mange mønstre blev sat sammen. Nu står hendes private hjem mere nedtonet i et lysere udtryk tilsat unikaer og fx en sort vintage Børge Mogensen-sofa i skind.
Så hvem er Kelly Wearstler? En tornado af designideer og nu mere tæmmet og skarp i sin stil. Derfor er hendes bidrag til en af Skandinaviens store designfirmaer tidsmæssigt rigtig.