Arkitekt tegnet hus i moderne stil
© Andreas Mikkel Hansen

Se den moderne murstensvilla, der har udsigt til havet fra alle rum

Dette hus er arkitekttegnet i tæt samarbejde med villaens ejere, for at sikre familiens drømmehus. Kig indenfor i det karakteristiske bygningsværk.

Med kig til havet

Tegnestuen Lorentzen står bag denne moderne nyopførte funkisvilla, som står skarpt optrukket i landskabet. Der er kig ud over havet fra stort set alle rum i huset til stor glæde for familien Tarpgaard på seks.

Familie bor i moderne murstensvilla

Familien Tarpgaard består af parret Line og Martin og deres fire drenge. Line arbejder til daglig som læge, og Martin er direktør i firmaet Tarpgaard A/S.

© Andreas Mikkel Hansen

En murstensvilla ved Lillebælt

En søndag aften for 15 år siden fandt Martin Tarpgaard en villa i Den Blå Avis. Sammen med sin kone, Line, købte han villaen næsten ubeset, fordi parret faldt pladask for den smukke udsigt til Lillebælt.

Parret boede i den gamle murstensvilla i 12 år, før de måtte indse, at huset efterhånden var blevet for småt til deres voksende familie, som i dag tæller seks personer i alt.

Hus med store glaspartier

I Poul Kjærholms PK22 kan udsigten til Lillebælt nydes, som en ud af utallige udkigsposter i huset.

© Andreas Mikkel Hansen
Moderne hus med gode materialer

Entréen åbner op til førstesalen. For at skabe lys er der indsat en stor rude i muren mellem hovedindgangen og ydermuren. Ydermurens smukke mønster med dets lys- og skyggespil fungerer næsten som en art kunstværk i hallen.

© Andreas Mikkel Hansen
Gang i moderne indretning

Med kig ned til de tre soverum med tilhørende gæstetoilet er der udsyn til en skøn atriumgård. For enden af gangen står CH07 Skalstolen af Wegner.

© Andreas Mikkel Hansen

Et familiehus med plads til udvikling

I flere år gik de med tanken om at renovere den eksisterende villa, men de endte med nedrivning og nybyg. Kun på den måde kunne de få indfriet alle deres drømme om et fremtidigt hjem, som kunne vokse med familiens skiftende behov.

De drømte om et hus, som skulle kunne rumme fire børns opvækst og deres teenage år, og som på sigt skulle være et hus, som Line og Martin kunne se sig selv blive gamle i, og hvor de kunne bruge de ekstra værelser som kontor.

Moderne køkken med havkig

Fra køkkenet er der direkte udsyn til havet og med kig ned gennem spisestuen.

© Andreas Mikkel Hansen
Moderne køkken med lameller

Køkkenet fra JKE Design har familien gjort til deres eget ved at vælge en helt særlig bordplade i massiv messing. Bordpladen i massiv messing er designet med vask og er udført af Fredericia Smede & Maskinfabrik. Mosophænget på væggen er udført af Gamst1903 i Kolding.

© Andreas Mikkel Hansen

Arkitektens opgave

Familien indgik et samarbejde med arkitekt Allan Lorentzen, som skulle hjælpe dem med at indfri deres mange ønsker. Da parret havde boet flere år på grunden, inden byggeprojektet gik i gang, havde de et godt indblik i, hvad der var vigtigt.

Moderne køkken med lameller og messing bordplade

Det sorte armatur fra Vola står grafisk flot sammen med de sorte rammer på både vindue og dør, som sikrer masser af lys sammen med ovenlysvinduet i loftet.

© Andreas Mikkel Hansen

Familiens tre ønsker

Således vidste de fx, at de gerne ville have en lækrog på terrassen, fordi det næsten altid blæser fra havet.

Ligeledes var det vigtigt for familien at hindre indsigten fra vejen, hvor man pga. vejens hældning nemt kan få et indkig.

Og sidst, men ikke mindst var det vigtigt for familien, at huset var funktionelt og lavet i de bedste materialer, så det kunne holde til et levet liv med mange mennesker.

Moderne murstensvilla

Facaden står smuk, men diskret i landskabet med Kolumba K57-mursten fra Petersen Tegl.

© Andreas Mikkel Hansen
Blomsterbede til haven

Et bed fyldt med vilde græsser og vejsideblomster trænger sig på på terrassen og læner sig ind over den rå ramme af cortenstål.

© Andreas Mikkel Hansen

Plantegningen opfylder ønsker

En planløsning, som skulle sikre både samvær og ro for den enkelte, blev tænkt ind. Takket være en grundig indføring i parrets drømme lykkedes det Allan Lorentzen at ramme plet med første sæt tegninger, og huset blev opført.

Terrasse med hav udsigt

To lænestole fra Sackit inviterer til en lille pause på terrassen – igen omgivet af natur og udsigt til vandet.

© Andreas Mikkel Hansen
Havemøbler med rundt terrasse bord

Det runde havebord med tilhørende stole er designet Marguerit fra Spring Copenhagen. Lanternerne er fra Morsø, og på midten af bordet er der forfriskende drikke på en bakke fra trædrejer Jonas Als fra firmaet Formgjort By Jonas Als. Vandglassene er fra Vipp og vandkaraflen er fra Menu. Puderne er fra By Nord.

© Andreas Mikkel Hansen

Naturen integreres i projektet

Det helt særlige ved huset er dets beliggenhed nær natur, Fredericia Vold og Lillebælt. Nærheden til den omgivende natur var vigtig for familien at få integreret i huset.

Det er bl.a. gjort ved at skabe udsigt til vandet fra stort set alle rum i hjemmet, hvilket gør oplevelsen af at være i huset spektakulær.

Den stringente funkisstil i gode materialer er valgt, fordi det var vigtigt for familien, at huset ikke larmede, men netop respekterede omgivelsernes skønhed.

Moderne badeværelse med badekar

Fra soveværelset er der adgang til både walk-in-closet samt baderum. Uden for glasdøren er der monteret udebruser, som benyttes af parret efter morgendukkerten. Metalarbejdet monteret til væggen bag armaturet fra Vola er udført af Fredericia Smede & Maskinfabrik.

© Andreas Mikkel Hansen
Moderne badeværelse i mørke farver

Håndklæderne er fra Vipp, badeprodukterne er fra Tromborg, og badekarret er fra Geberit.

© Andreas Mikkel Hansen
Lyst soveværelse med hav kig

Line og Martins soverum med udsigt til både sand og vand. Herfra nydes en morgendukkert, efterfulgt af et bad under udendørsbruseren lige til højre for døren. Sengelinnedet i lyse toner er fra Geismars.

© Andreas Mikkel Hansen

LÆS OGSÅ