Penthouse i ny fantastisk arkitektur

Et tidevand har trukket et spor af fornyelse over havnefronten i Aarhus og har skabt plads til nytænkning.

© Gert Skærlund Andersen

Et byggeri kan være imponerende, skønt og fornyende. Men det kan også være krævende og skabe en forventning hos den besøgende. Kan det indre leve op til det ydre? Dét gør det byggeri, vi besøger - og dét kan det hjem, vi er på besøg i: en penthouselejlighed på 300 m2, der er indrettet med et overbevisende overskud. Den ligger på 9. sal i byggeriet Lighthouse i Aarhus Havn, hvor der er leget med udtryk og konstruktion, kælet for detaljerne og bygget solidt, grundigt og innovativt. Som det hører sig til for et byggeri, der har en af landets mest synlige og markante placeringer. Set udefra er Lighthouse en refleks fra de bløde bølger i Aarhus Bugt, bøjet i beton, glas og stål. Men det virker ikke stivnet, for vandet leger med solen i glasset, og skyggerne spiller på betonen, så de døde materialer vækkes til live. Bag byggeriet står 3XN-arkitekter, som har arbejdet internationalt med mange projekter, og som med Lighthouse har bragt det internationale til Aarhus. De har skabt en ejendom, der kræver noget af sine beboere. Hvis de tør tage udfordringen op.

Det turde familien på 9. sal. Deres lejlighed har en akse, der er orienteret øst-vest, og der er således morgensol med udsigt til Skødshoved til den ene side og aftensol med silhuetter af lystbådehavnens mange fritidssejlere til den anden. En lang gang binder lejlighedens to dele sammen. I den ene ende ligger køkken-alrummet samt et par værelser, og i den anden ende ligger soveværelse, bad med spa og stuen. Som egentlig bør skrives med versaler, for det store rum er spektakulært. Som et håndfast tegn på, at der er arbejdet med detaljerne i byggeriet, er der depotrum til stole, hynder m.m., som kan tilgås fra altanerne. Opbevaringsplads i et højhusbyggeri? Det er ikke ligefrem standard. Indretningen lader ikke omgivelserne noget efter. Her er klassikere og nyt design mikset med et udsyn, der er bredere end dansk guldalder, så Arne Jacobsen, PH og Nanna Ditzel flankeres af Zanotta, Living Divani og DePadova. Florlette gardiner i stof fra Kvadrat til alle vinduer giver en indramning, der er i samspil med lejlighedens indre og ydre. Indretning, kunst, design, arkitektur - det hele hænger sammen. Det er opulent uden at være opstyltet: Familien tog imod en udfordring, og den løste de med bravur. Der er ikke mere at sige. Punktum.
© Gert Skærlund Andersen

Penthouselejligheden i Lighthouse-bygningen på Aarhus’ havnefront spejler havet og solen i de store glaspartier og omfavnes af bølgende altaner. Den indre gård er opdelt i haver og fællesarealer, der skaber en helt særlig stemning.

© Gert Skærlund Andersen

Altanen bølger om bygningen, så den er bred ved køkken og opholdsrum, hvor man gerne vil kunne gå ud, og smal ved beboelsesdelen, hvor man mest har behov for at lukke vinduerne op for brisen fra havet. Ved køkkenet er der blevet plads til et lille drivhus på hjul - Urban Greenhouse tegnet af Line Grüner. Glasrækværket giver en markant effekt ind mod gården og tager samtidig ikke noget fra den fantastiske udsigt over Aarhus Bugt.

© Gert Skærlund Andersen

Stuen er imponerende 100 m2 og har udsigt til lystbådehavnens liv og skoven bagved. Den store sofagruppe er bygget op af William-sofaer fra Zanotti med ben i poleret aluminium, som får dem til at “svæve”. Sofaborde med plader af Carrera-marmor er placeret, så man nemt kommer omkring. Konsolbordene er fra DePadova. Lænestolene hedder Café og er fra Living Divani. PH’s Koglen og Tolomeo Mega fra Artemide giver lys. De nye Beolab 18-højttalere fra B&O blender fint ind uden at skjule sig.

© Gert Skærlund Andersen

Spisebordet i lyst træ måtte hejses op med kran, da det ikke kunne komme ind gennem døren. Pendlen Enigma er fra Louis Poulsen, og maleriet på væggen er af Erik A. Frandsen. Den grafisk flotte Trinidad-stol er af Nanna Ditzel.

© Gert Skærlund Andersen

Forbindelsesgangen har et stort ovenlys, men får også lys fra et glasparti i arbejdsrummet for enden. Løberen er fra Kashall, og 2R-skuffemøblerne fra Paustian. Det skulpturelle spejl er fra Fiam og er ligesom Gun Lamp fra Flos designet af Philippe Starck.

© Gert Skærlund Andersen

Køkkenet er tegnet specielt til lejligheden af 3XN-arkitekter.

© Gert Skærlund Andersen

Et stort maleri af Mogens Andersen lyser op. Fra stuen kan man gå direkte ud på altanen.

© Gert Skærlund Andersen

Den flotte Off Cut-reol fra Living Divani er som skabt til at stå med Zanotti-sofaen og Mogens Lassens Kubus-lysestage i kobber.

© Gert Skærlund Andersen

Fra sengen kan se man lige ud i badeværelsets spa-afdeling gennem et elegant vindue. Indgangen ligger mere diskret om hjørnet. Seng fra Hästens, AJ-gulvlampe af Arne Jacobsen.

© Gert Skærlund Andersen

Bad og toilet har dejligt ovenlys og er elegant indrettet med moduler tegnet af 3XN- arkitekter. Flisen Orte fra Casa Dolce Casa er lagt med så smal fuge som muligt. Sauna-bænken i brusenichen har Alvar Aalto tegnet.