Da det en dag bankede på døren hos Marianne Eriksen og Trygve Kalf Hansen i Jyllinge, var det et noget uventet tilbud, der bød sig til udenfor.
Genboens søn tilbød dem ganske enkelt at købe hans gamle sommerhus. På første række ved Roskilde Fjord, vel at mærke.
En drømmebeliggenhed for parret, der dengang boede på samme vej, blot i anden række, og gerne ville tættere på vandet. Marianne Eriksen og Trygve Kalf Hansen tøvede derfor ikke.
De slog til med det samme og gik i gang med at realisere drømmehuset til familien, der også tæller de to børn, Stella på seks og Asbjørn på otte år.
Parrets oprindelige tanke var at tage udgangspunkt i det eksisterende murstenssommerhus, men det stod hurtigt klart, at der skulle indgås for mange kompromisser for at få det hus, de ønskede. Derfor valgte de at rive det helt ned og starte forfra.