Frank Lloyd Wright-inspireret hus i Silkeborg
På en bakketop ved Silkeborg ligger et specielt hus inspireret af den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wrights mesterværk Falling Water. Huset var oprindelig mørkt og tillukket, men er i dag sat i stand og har lukket lyset og naturen ind.
AfKasper Foged Rasmussen

©
Tim Wahlfried
Ved Funder Bakke uden for Silkeborg ligger et helt særligt hus og skråner. Udsigten over Silkeborgsøerne er bjergtagende, og baghaven grænser op til skoven, der med sine mange stier og mountainbikeruter strækker sig mange kilometer i de jyske højdedrag. I huset, der med sine mange niveauer arkitektonisk er inspireret af den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wrights mesterværk Falling Waters fra 1935, bor Pernille Bruun med sin kæreste og deres fælles datter. Pernille er butiksindretter og arbejder med indretning, konceptudvikling og stratetisk kreativitet i sin egen designvirksomhed MODUS.
– Vi har aldrig været til det klassiske parcelhus og overvejede, om vi selv skulle bygge, men det ville blive ret dyrt, og det er svært at få fat i en ordentlig grund, og da vi så fandt dette sted, var vi solgt, fortæller Pernille.
Men en 25 sider lang tilstandsrapport og udsigten til at skulle poste mange penge i en renovering fik alligevel familien til at overveje, om det nu også var det rigtige. Den tidligere ejer havde imidlertid hørt, hvad parret havde tænkt sig at gøre ved stedet, og da huset var hans livsværk – han byggede det selv i 1986 i samarbejde med tegnestuen Nielsen og Nielsen fra Silkeborg, var han villig til at sænke prisen så meget, at overtagelsen blev en realitet.
– Huset på 140 m2 var oprindelig ret mørkt med sprossede vinduer, og der var ikke mange af dem. Vi ville gøre det åbent, lyst og moderne. De store vinduer, vi har i stuen og i soveværelset, var der ikke. Der var heller ikke ovenlysvinduer. Værnet på alle balkoner var lavet i beton, som nu er i glas, så fra at være en mørk bolig er den blevet lys og venlig. Det betyder også, at naturen flyder ind i huset på en helt anden måde end oprindeligt. Vi har næsten 40 vinduer, men behøver ikke gardiner, for der er ingen naboer, der kan kigge ind, siger Pernille.
Pernille og hendes kæreste blev bl.a. forelsket i huset pga. materialerne og beliggenheden, men den skrånende have på den 2200 m2 store grund var en større udfordring, end de i første omgang havde regnet med.
– Vores udgangspunkt var, at grunden skulle være vild natur, men vi udnyttede kun 150 m2, og det gik op for os, at vi egentlig gerne ville udnytte den bedre. Vi har anlagt en have med to plateauer, hvilket var en nødvendighed, fordi grunden er så stejl. I bunden har vi et stort bålsted. Det øverste plateau kan vi bruge til at slikke sol. Vi har lavet en natursti hele vejen rundt på grunden og ind i skoven, og huset er blevet til den drømmebolig, vi havde forestillet os, den kunne blive, fortæller hun.

©
Tim Wahlfried
Huset ved Funder Bakke udenfor Silkeborg er en arkitektonisk specialitet, der ligger på en meget stejl grund. Den tidligere ejer, der byggede huset, var inspireret af amerikanske Frank Lloyd Wrights mesterværk Falling Water. De nuværende ejere har totaltrenoveret huset og blandt andet gjort det lysere ved at integrere en række nye vinduespartier. På modsatte side ses den nye gård belagt med Petersen Tegl i sildebens mønster, i samme glød som taget i cortenstål.

©
Tim Wahlfried

©
Tim Wahlfried
På grund af husets mange niveauer er der mange oppefra og ned-kig. Her over køkkenbordet fra gangen på 1. sal. Spisebordet er et unika træbord lavet af drivtømmer. Stolene hedder Sidd og er fra Cane-line. Orient-pendelen er et arvestykke.

©
Tim Wahlfried
Pernille Bruun sidder ofte på husets nedre altan og arbejder. Her er der udsigt over Silkeborgsøerne.

©
Tim Wahlfried
I stuen er der en pejs, der kan give varme på kolde dage. Øverst står blandt andet en Wire-lampe af Verner Panton og en træfugl fra Architectmade.

©
Tim Wahlfried
Husets køkken er et håndlavet snedkerkøkken, der er husets oprindelige. For tre år siden blev det totalrenoveret og frisket op og malet petroleumsfarvet. De sorte pendler er købt på et loppemarked og autolakeret. Stolen er inspireret af Børge Mogensens Den Spanske Stol og lavet af husets tidligere ejer. Over stolen hænger et kunstværk af Morten Løfberg.

©
Tim Wahlfried
Foran Finn Juuhl-sofaen Poeten står et sofabord, som Pernille selv har lavet af nogle aflagte stykker træ, som hun har kombineret med en marmorbakke. Til venstre for sofaen hænger et svævende betonbord, som Pernille selv har designet. Det hedder HANG.ME og kan købes på Pernllles hjemmeside. Puffen er et genbrugsfund og betrukket med stofrester fra sofaen. Tæppet hedder Peas og er fra Hay - her med vrangsiden op.

©
Tim Wahlfried
Sofaen SIT.ME har Pernille selv designet. Den er fremstillet i Danmark af massive egeplanker med puder betrukket med tekstil fra Kvadrat og læderstropper. Sofaen produceres efter kundernes ønsker til mål og stof. Kan købes på Pernilles hjemmeside.

©
Tim Wahlfried
Lænestolen er et arvestykke. Den er tegnet i 1959 af den hollandske arkitekt H.W. Klein og blev i sin tid produceret af Fritz Hansen. Den er ikke længere i produktion. Læderpuffen er fra Amano.

©
Tim Wahlfried
Endnu et kig oppefra - her fra soveværelset til den nederste terrasse. Havebordet er hjemmelavet, hvor Pernille har brugt en 50 år gammel, smuk dør som bordplade. Stolene hedder Gepetto og er fra IDEmøbler.

©
Tim Wahlfried
I soveværelset står en glasramme med fotografier af den samme udsigt taget om morgenen på forskellige tidspunkter på året.

©
Tim Wahlfried
Kontoret, hvor gamle massive tillægs- plader er upcyclet til bord og bænk, som har fået hvid sæbe. Bænkens placering gør at der er mulighed for opbevaring og samtdig siddeplads ved lysbordet.

©
Tim Wahlfried
I gangen på første sal, som før var mørk, er der sat Velux-vinduer i, hvilket lader lyset strømme ind og har gjort det hjemmelavede arbejdsbord til et af de bedste steder i huset at sidde. Y-stolen er designet af Hans J. Wegner og produceres af Carl Hansen & Søn.

©
Tim Wahlfried
I forbindelse med renoveringen af boligen i Silkeborg har Pernille Bruun sat mange ekstra vinduer i og i det hele taget haft stort fokus på, at boligen skulle tranformeres fra en mørk hule til en lys oase. Her fortæller dagslyseksperten Brian Wendin fra Velux, der har fungeret som konsulet i forbindelse med projektet, om dagslysets betydning for det fysiske og psykiske velvære.
– Dagslys har en enorm indflydelse på vores sundhedsmæssige velvære. Lyset stimulerer produktionen af hormonet serotonin, som er et glædeshormon, der gør dig vågen, giver energi og gør dig mere produktiv. Hvis kroppen ikke får lys nok, øges produktionen af melatonin, hvilket gør dig træt og uoplagt. Derfor kan det have stor betydning for dit velvære – særligt i et mørkt land som Danmark – at du tænker dagslys ind i boligen, fortæller han.