Øverst i et rødt murstenskompleks fra 1957, der tidligere husede ansatte fra Bispebjerg Hospital, har stylist Kristian Hindø-Lings skabt et hjem med karakter og farve. Taglejligheden på 99 m², som er blevet til gennem sammenlægning med to loftsrum, er indrettet med 15 ovenlysvinduer, der inviterer dagslyset indenfor og skaber liv i rummene. Med sin kreative tilgang til indretning har Kristian formået at skabe et hjem, hvor farver og lys går op i en højere enhed.
“Det var vigtigt for mig at bevare rummenes luft og lys og samtidig kunne skærme for solen på en måde, der passede til lejlighedens udtryk,” fortæller Kristian. De mange skråvinduer lader dagslyset strømme ind fra morgen til aften, og med de farverige gardiner kan han dæmpe lyset efter behov.
Kristian blev overrasket over det store udvalg af gardiner i forskellige farver. “Det var næsten som at male med lys,” siger han om processen med at vælge farver til de forskellige rum. I badeværelset skaber de grønne gardiner en fin kontrast til marmorgulvet, mens køkkenets kølige stålflader får varme fra de lyserøde toner.
På kontoret, hvor Kristian arbejder med kreative projekter, har han valgt gardiner i gule, grønne og blå nuancer i en lysdæmpende udgave, så han kan tilpasse stemningen efter sit humør. Om farvevalget fortæller han; “Heldigvis kunne jeg visualisere rummene og se, hvordan de ville tage sig ud.”
“Jeg elsker smukke ting, men de skal også have en funktion,” forklarer Kristian. Gardinerne kan både mørklægge soveværelset og skabe det rette lys på kontoret, og det giver en fleksibilitet, der gør det lettere at tilpasse hjemmet til forskellige behov.
Det er netop kombinationen af design og funktionalitet, der gør VELUX-produkterne til en vigtig del af Kristians hjem. Udover de farverige gardiner, der tilføjer en unik æstetik til rummene, er det især muligheden for at skabe et sundt og behageligt indeklima, der har gjort en forskel for ham. Med de solcelledrevne gardiner kan Kristian ikke bare styre lyset, men også påvirke temperaturen og luftkvaliteten i lejligheden. Gardinerne kan både holde varmen ude om sommeren og bevare varmen om vinteren, og de små justeringer af lysindfaldet gør en stor forskel for temperaturen og indeklimaet i lejligheden.
“Jeg kan mærke, at det har betydning for min daglige trivsel, at rummene altid føles behagelige, uanset om det er sommer eller vinter,” siger han. VELUX’ fokus på både dagslys og ventilation har dermed ikke kun forbedret boligens udseende, men også hans velvære.
Med VELUX App Control kan Kristian justere gardinerne præcist fra sin telefon. “Det faktum, at jeg ikke længere skal op på en stige for at regulere lyset, er en gave i sig selv. At jeg så også kan gøre det fra telefonen, er bare ekstra luksus,” siger han.