Moderne parceldrøm

Egen sø og udsigt til Østersøen lyder umiddelbart som opskriften på en drømmebolig. Men selv om familien Lynge ikke kunne klage over udsigten, ydede deres gamle 1960’er-hus slet ikke omgivelserne retfærdighed.

© Lars Kaslov

Det er svært at forestille sig, at familien Lynges hjem engang var et helt almindelig, klassisk 1960’er-parcelhus. Forvandlingen er nemlig så komplet, at der i dag i princippet er tale om et helt nyt hus. Det eneste, der ligner sig selv, er den store naturgrund med egen sø og udsigt over Østersøen.

Allerede da familien købte huset for knap fire år siden, vidste de, at det skulle bygges om. De startede oprindeligt i det små med at skifte vinduer, rive et par vægge ned og fjerne den indvendige “cigarkasse-beklædning” på væggene for at pudse dem op i stedet.

  • Noget af det, vi gjorde allerførst, var at rive en væg ned mellem køkken og stue, så vi fra køkkenet kunne se ud over vandet. Vi var hurtige, for vi flyttede ind kl. 12, og kl. 16 var muren nede, siger Janne Lynge.
© Lars Kaslov

Med den charmerende sø i forgrunden ligger det stilrene hus tilbagetrukket på grunden og nyder udsigten til havet.

© Lars Kaslov

Totalforvandling Det typiske 1960’er-hus stod helt oprindeligt med sorte træpartier ved vinduerne og lå desuden meget lavt på grunden. I dag har huset fået en “ny identitet” med hvidpudset facade og en markant træbeklædning og pergola i cedertræ, der slutter i den nyanlagte terrasse. Huset er desuden blevet løftet ca. 60 cm, for på den måde at få en endnu bedre udsigt over naturgrunden, men uden at virke for påtrængende i det smukke terræn.

© Lars Kaslov

Pergolaen i cedertræ fungerer som husets indgangsparti og har for alvor ændret husets facade-udtryk. Samtidig kæder den de tre bygningskroppe fra det oprindelige parcelhus sammen. Foran holder familiens åbne Morgan.

© Lars Kaslov

Køkken-alrummet er stort og praktisk indrettet med en forlængelse af køkkenbordpladen i corian, hvor familien ofte sidder og spiser. Køkkenet er fra tyske Eggersmann og nøje planlagt med henblik på at optimere arbejdsgangene. Fronterne er en kombination af hvid højglans til den ene side og skabsvæg med indbyggede elementer i mørk poppeltræsfinér til den anden.

© Lars Kaslov

Arkitekt Mikkel Westfall har udstyret køkkenet med et stort todelt vinduesfag, hvor den ene side kan skydes hen foran den anden. På den måde har man direkte kontakt til dem, der sidder på terrassen, ligesom både serveringen og oprydningen går hurtigt herigennem. Terrassemøblerne er fra firmaet Kircodan. De store glashurricanes er fra Ilva.

© Lars Kaslov

Stuen er blevet løftet 60 cm, så man får det meste ud af udsigten. Den er indrettet med et par store rummelige sofaer fra Ejlersen og et solidt, mørkbejdset spisebord. Familien ville gerne have masser af plads herinde, da der ofte er mange mennesker samlet.

© Lars Kaslov

Den store, specialbyggede træreolvæg deler stuen, og bag den gemmer husets tv-hjørne sig. Her er også indrettet et lille hjemmekontor med et højt arbejdsbord tegnet af Charlotte Wegener for Scanoffice. De høje barstole fra italienske Corinto er også fra Scanoffice. De grønne lamper er fra Luceplan, mens Philippe Starcks trebenede Rosy Angelis-lampe er fra Flos.

© Lars Kaslov

Soveværelset støder op til stuen og er en del af den forældreafdeling, som parret ønskede at skabe med den nye rumplan i huset. Den store skabsvæg er ligesom køkkenet fra tyske Eggersmann.

© Lars Kaslov

Afdelingen med toilettet er lavet som et smalt, højt rum med et højtsiddende vindue, der understreger rummets huleagtige stemning. De malede vægge står i en mørkegrå nuance som et blødere match til de kulsorte mosaikker. Det kantede toilet hedder Frozen og er fra italienske Simas, der fås hos Bad & Stil.

© Lars Kaslov

Der er lidt hotelluksus i indretningen, når badet er integreret i soveværelset på denne måde. I bruseafdelingen er der sat glas i, så man kan nyde udsigten over sø og hav gennem soveværelsets vinduer.

© Lars Kaslov

Badeværelset er holdt helt i sort, så det virker afdæmpet, når man kigger herud fra det hvide soveværelse. Rummet er inddelt i en opholdsafdeling med vask og bænk og en bruseafdeling, hvor man kan bade og samtidig nyde udsigten til familiens store naturgrund. Alt armatur er fra Hans Grohe. De sorte mosaikfliser er fra Mosaikhjørnet.