Huset med de lange linier
Godt gemt bag nyklippede bøgehække for enden af en vej i Aarhus ligger et nyrenoveret hus, der primært har undergået en fantastisk forvandling indenfor.
Huset, der har været igennem dets tredje renovering, efter at det brændte ned og blev bygget op igen i 1980erne, er åbnet og har fået lange, lyse rum. Og resultatet passer perfekt til et par med mange børn og børnebørn.
Huset i Aarhus er fra 1960erne, og har netop været igennem den tredje og sidste renovering, efter at det i begyndelsen af 1980erne brændte og blev bygget op igen.
- Vi havde set på huset, inden det brændte. Beliggenheden lige op ad skoven og det fredelige kvarter, hvor huset er det sidste på vejen, tiltalte os. Og med en voksende børneflok på fire, var huset lige det, vi drømte om, fortæller ejerne.
Oprindeligt var huset i en mere rå og robust stil efter tidens mode dengang med klinkegulve, brædder i loftet og grove, vandskurede vægge.
En smuk og grafisk stærk feature er tilføjet, nemlig et let glasparti med en gråsort opsprosning i jern monteret mellem trappe- rummet og det nye store alrum. Glasset får lyset fra skovbrynet til at fortsætte ind i opholdsdelen. Sofaen fra Giorgetti i læder spiller fint sammen med det koloristiske maleri af Tal R. Her ses også en af hoved- personerne i den nye ombygning: Et gigantisk multimøbel, der indeholder pejs fra Rais, tv, vinskab og på bagsiden et nyt køkken.
I kogenichen er emhætten integreret i modulet og hele bagvæggen monteret med en hvid glasplade til beskyttelse af væggen. Her er der også anvendt en stålbordsplade med planforsænket komfur. På endevæggen hænger et maleri af Lars Nørgaard.
Et kik gennem det nye hvide multimøbel fra opholdsstuen ud i køkkenet. Til venstre hænger et maleri af Mogens Andersen og til højre et af Richard Jacobsen. De lyse Dinesen-gulve i eg og listelofterne i fyr giver rummet en varm stemning.
Fra opholdsstuen fører en trappe op til det oprindelige tv-rum/bibliotek, der også er beklædt med olierede Dinesen-gulve. For enden af rummet er der monteret en hvidlakeret reol med skydepanel fra Porro. Hjørnesofaen, Greg, og sofabordet i valnød er fra Zanotta. Eames lounge-lænestol er i palisander og sort læder. Den hvide Tab-læselampe er fra Flos og tæppet, Tekla, er fra Paustian.