Inde i boligen råder en form for kreativt kaos skabt af ejerne selv, som et slags smykkeskrin, hvor bedstemors gamle perlehalskæde ligger sammen med en 3-d-printet ring. Her står tidlige prototyper af møbler, hvor de oprindelige ideer og detaljer er bevaret, før de bliver glattet ud og ensrettet, når de skal i industriel produktion. Ved siden af står nyheder fra Moroso, og mikset ind i det hele finder man en samling af rejseminder.
### Elektrisk miks
Det ser henkastet – nærmest tilfældigt – ud, men det er slet ikke tilfældet. Det eklektiske miks på tværs af form og farve, epoke og kontinent er udvalgt og sammensat med omhu. De farverige genstande er grupperet i smukke, nogle vil mene excentriske, tableauer. For Patrizia Moroso er det imidlertid ikke farver eller former, der definerer og grupperer interiøret – det er i langt højere grad materialet og teksturen, som Patrizia Moroso mener er det, der skaber sammenhæng mellem tingene.
Billede: De store vinduer inviterer den storslåede natur indenfor i stuen, hvor de lyse vægge giver plads til at lege med farverne. Her er brugt både grønne, røde og gule farver, som spejler de store egetræers farveskifte i løbet af sæsonen fra forårets og sommerens grønne til efterårets gule og røde løv. Omkring bordet Countach, designet af Weisshaar & Kram, står stolene Supernatural af Ross Lovegrove. Drejestolen Fjord af Patricia Urquiola har fået afrikansk tekstil på. Alle møbler er fra Moroso.