En større pagt og symbiose med naturen var også udgangspunktet, da ideen til hans private hus blev født. Kunne det lade sig gøre at tegne og udtænke et hus midt i vinmarkerne? Arkitekterne BergmeisterWolf kender udfordringerne med at bygge i Alpernes kuperede og bjergrige terræn og løste opgaven perfekt, så når man forsøger at finde huset med øjnene oppe fra skråningerne, har man faktisk svært ved at se bygningen. Tagets grønne vækster hjælper på dette. Arkitekterne har designet huset på en vandret akse og ved at udnytte hældningen af bakken til at bygge på to niveauer. Nederste etage fungerer som en høj kælder, der huser arbejdspladser i forbindelse med vinproduktionen og gæsteværelser. Den øverste etage er Andreas’ mere private hjem. I den ene ende ligger hans master bedroom, kun adskilt af badeværelset med en glasdør og i den anden del ligger der et stort opholdsrum, hvor stue, spisestue og køkken smelter sammen. Her finder man også hjemmets mest særprægede installation. En såkaldt stube inspireret af områdets mere tradtionelle tilgang til design. Træmøbler i træbeklædte vægge. Det skaber stor kontrast – og måske humor – til husets fine udvalg af klassikere og nye møbler. Hvor hele tre udgaver af Ægget skaber markante indtryk. Store glasdøråbninger i stenmuren i kælderen og samme i 1.-etagen tillader fortryllende udsigt over vinmarkerne og det alpine landskab, der omgiver bygningen. Og på sådan en dag, hvor druerne lige er blevet presset, er der tid til at nyde dalens spektakulære natur.