Hr. Bodums fantastiske hus i Schweiz

BO BEDRE har helt eksklusivt fået lov til at kigge indenfor i Jørgen Bodums pragtvilla, der ligger på en af verdens mest eftertragtede adresser.

Himlen over Luzern
© Birgitta Drejer
Det ligner et traditionelt schweizisk hus i det ydre, men dets indre åbenbarer en indretning af det bedste italienske og danske design smukt gennemført i hvidt og camel. Her bor ejeren og direktøren for Bodum Jørgen Bodum med kunstneren Martine Thoelen - tag med os til en af verdens mest eftertragtede adresser lige ned til Vierwaldstättersøen.

Adressen er helt exceptionel. En stærkt skrånende grund ned til Vierwaldstättersøen, som tiltrækker millioner af turister hvert år - og på denne strålende sommerdag forstår man godt hvorfor. Søens safirblå vand og bjerge placeret i mange dekorative lag giver tilsammen et spektakulært syn. Grundene her på bredderne af søen tæt på Luzern er da også nogle af verdens mest eftertragtede. Schweiz tiltrækker ikke kun på grund af gunstige skatteregler velhavere, for landet ligger geografisk i Europas smørhul med få timers kørsel til Italien, Frankrig og Tyskland og er dermed praktisk for internationale firmaer og mennesker. Her bor Jørgen Bodum sammen med kæresten Martine Thoelen. Bodum blev grundlagt i Danmark i 1944 af Jørgens far Peter, men har, især efter at Jørgen Bodum overtog firmaet i 1974, erobret verden. Stempelkanden til kaffe er i dag - ud over et designikon - produceret i mere end 100 millioner eksemplarer, så for mange er den daglige morgenkaffe direkte forbundet med Bodums varemærke. Holdingselskabet ligger i dag i Schweiz i Triengen en lille times kørsel fra Luzern. Bodum er i over 52 lande, og typisk for ham er Jørgen Bodum på denne dag på vej til USA, og når han kommer hjem om et par dage, kører han til Portugal for at se på den del af produktionen, der foregår der. Han er på farten mange af årets dage, så huset er en base, der giver ro. Da Jørgen Bodum så stedet første gang, boede den verdensberømte pianist og dirigent Vladimir Ashkenazy her, efter han var flygtet fra Sovjetunionen. Det 700 m2 store hus inklusive gæsteafdeling stod indretningsmæssigt meget mørkt og dystert.

  • Lad os kalde det sydtysk brunt, smiler Jørgen Bodum, så inden parret kunne flytte ind, blev alt totalrenoveret. Nye gulve, badeværelser, køkken, og forvandlingen var kolossal. Nu bragede lyset ind, og ved netop at indføre lyse gulve, hvide og off-white farver blev det på ydersiden traditionelle schweiziske hus nu indenfor tryl- let om til en superlækker kombination af italiensk og skandinavisk stil. Hvid, creme og camel sammen med træ giver tilsammen en blødhed til rummene - her er ganske enkelt rart at være. Det Milanobaserede møbelfirma De Padova dominerer overalt i huset, mikset med danske og finske klassikere i nøje udvalgte eksemplarer. Væggene afslører, at i huset bor også en kunstner. Den belgiskfødte Martine Thoelen har to domæner, der begge fungerer som atelier for hendes arbejde. Den runde tilbygning, hvor Vladimir Ashkenazy havde sit piano og faktisk har lavet flere indspilninger, er helt unik og et fund for en kunstner. Længere oppe ligger det lille værksted indrettet i vaskehuset, hvor hun udforsker materialet porcelæn. Her er en lille brændeovn, og for tiden er hun fascineret af små fugle i porcelæn, som hun fabulerende sætter sammen til små skulpturer. Alt lavet i hånden. De små fugle rækker ud og tilfører hjemmet poesi - og måske, måske, fortsætter de ud i den storslåede natur.

FOTO
Til huset hører også et bådehus og en sauna, der ligger nede ved søbredden - Jørgen Bodum kan trykke på en kontakt i soveværelset, så saunaen en halv time senere kan give varme efter en svømmetur i søens kolde gys. Familien forsøger sig med oliventræer, men klimaet er lidt barsk ved træerne - så går det bedre med frugttræer, som Jørgen Bodum holder af at omgive sig med.

© Birgitta Drejer
Farverne hvid, creme og camel skaber en soft og behagelig stemning i husets kombinerede stue, spisestue og køkken, der begynder bag bardisken i baggrunden af billedet. Barstolene er fra Fritz Hansen, sofaerne fra De Padova, og skulpturerne ved pejsen er af Edward Leibovitz.

© Birgitta Drejer
Jørgen Bodum arbejder tit ved spisebordet og kommunikerer med firmaets mange salgssteder verden over.

© Birgitta Drejer
Martine Thoelen i et værksted uden for huset - tidligere vaskehus - skaber små og store kunstobjekter i porcelæn.

© Birgitta Drejer
Husets hall får lys fra terrassen, der skimtes gennem de åbne døre. Stolene kommer fra De Padova, og billedet er lavet af Jørgens datter Catrine Bodum.

© Birgitta Drejer
Spisestuen består af et langbord omgivet af Wegners Y-stole i en hvid udgave. Ovenover hænger lampen Fucsia af Achille Castiglioni for Flos.

© Birgitta Drejer
På bordet har Martine Thoelen skabt en vellykket opstilling af små glas fra Bodum med grønne hortensiaer og cremefarvede roser - læg mærke til detaljerne med perler og jord, som giver øjet noget at gå på opdagelse i.

© Birgitta Drejer
De hvide platter i porcelæn har Martine Thoelen skabt, hvor hvert ansigt i midten er forskelligt - lige fra en Medusa til et kranie syet med rød snor.

© Birgitta Drejer
Udsigten er fabelagtig fra hele stuen - og i et hjørne er der blevet plads til en kikkert, så man virkelig kan gå på opdagelse i søens scenerier. Arne Jacobsens Ægget står i en udsøgt nøddebrun udgave i læder. Sofaerne fra De Padova har aftageligt betræk, der kan vaskes - nødvendigt, når møblerne er så hvide som her. Det store maleri er af Martine Thoelen og hedder Het Afscheid, som betyder Farvel. Hun er meget fascineret af dukker og deres symboler som fx på en tabt barndom.

© Birgitta Drejer
Parret Bodum og Thoelen har indrettet huset med en forkærlighed for at kombinere italiensk og skandinavisk design - her Alvar Aaltos tebord, som han tegnede i 1937, og det er stadig i produktion hos finske Artek.

© Birgitta Drejer
Rundt omkring huset er der flere terrasser, som denne uden for stuen. Solide og vejrrobuste træmøbler fra Alias ses her med en træskål fra Bodum.

© Birgitta Drejer
Køkkenets åbne hylder indeholder naturligt nok design fra Bodums righoldige kollektion, men også kulørte antikke glas.

© Birgitta Drejer
Køkkenet er designet med en meget stor ø i midten og med praktiske åbne hylder over komfuret med blandt andet kobbergryder fra Bodum, som for tiden ikke længere er i produktion. Fra køkkenet er der udgang til en terrasse. Læg mærke til de store kvadratiske stenfliser på gulvet. I

© Birgitta Drejer
I stuen samler et sisaltæppe sofaerne og det firkantede bord, så det bliver en ø i det store rum.

© Birgitta Drejer
I stuens forlængelse har parret indrettet denne bløde sofagruppe, hvor tv og musikanlæg sørger for underholdning. Alle møbler er fra De Padova - kunsten på væggene har Martine Thoelen selv skabt.

© Birgitta Drejer
I dette vidunderlige rum havde den tidligere indehaver Vladimir Ashkenazy sit piano, hvor han indspillede flere plader. Nu bruger Martine Thoelen det fantastiske lys til nye værker, og her er det først og fremmest maleri og tegning, hun dyrker. Stolen er fra Mabef.

© Birgitta Drejer
Et barnehoved i porcelæn med de små håndlavede fugle, som Martine Thoelen igennem flere år har været fascineret af. Hun former de små fugle i hånden, brænder dem og sætter dem så sammen til nye udtryk.

© Birgitta Drejer
Martine Thoelen begyndte som fuldtidskunstner i 1998 i Belgien og har skiftende arbejdet og boet i New York, London og Spanien. Hun holder af at veksle mellem akrylmaleriet og at arbejde med porcelæn, fordi det er så skrøbeligt og uforudsigeligt. En brænding kan fremhæve det upræcise i en modellering og tilføre objektet noget ikke fuldendt og dermed mere menneskeligt. For nogle år siden udstillede hun værket Bird Nest, som øjeblikkelig blev solgt, og de små fugle, der indgik her, inspirede hende til at lave lyseholdere med de håndlavede små fugle som filigranmønster. De kan bestilles på martinethoelen.com - regn med ca. 1200 kr. pr. stk.

© Birgitta Drejer
På førstesalen ligger der soveværelser og badeværelser - alle med udsigt. Sminkebordet er fra Hermès, og stolen fra De Padova, og den antikke kejserstol stammer sandsynligvis fra Japan.

© Birgitta Drejer
Over sengen fra De Padova hænger et værk af den belgiskfødte Corneille.

© Birgitta Drejer
Det fritstående badekar er fra Duravit.

© Birgitta Drejer
I soveværelset har parret også indrettet en læseafdeling med chaiselong fra De Padova sammen med et antikt bord fra Venezia. Over det hænger gamle russiske ikoner købt på Sothebys.

© Birgitta Drejer
Mellem køkken og atelier finder man denne overdækkede terrasse med møbler fra Alias. Dejlig spiseplads i forsommeren og efteråret.

© Birgitta Drejer
Huset er tegnet i en traditionel schweizisk stil i tre etager, hertil kommer en gæsteafdeling.

© Birgitta Drejer
Ved poolen giver en dyb loungesofa perfekte omgivelser for familien, som er ivrige læsere.

© Birgitta Drejer

Her ses den nyeste udgave af Bodums ikon nr. 1: stempelkanden - nu solgt i over 100 millioner eksemplarer.

© Birgitta Drejer
Udsigten er betagende smuk over Vierwaldstättersøen og Alpernes bjerge med Pilatus, Rigi og Bürgenstock som kendte toppe - familien Bodum bader i søen, men ellers er der også en pool, hvor Tomek Kolodziejskis bronzeskulptur vogter.