Guide til stilen: Laura Bergsøes bolig

Hos møbelsnedker Laura Bergsøe er hjemmet indrettet med blandet træ og varme tekstiler. Med vores nye indretningsarkitekt Katrine Martensen-Larsens moodboard og konkrete tips får du nem inspiration til selv at arbejde dig ind på samme atmosfære og stil derhjemme.

Møbelsnedker Laura Bergsøe bor i et 156 m² stort hus i Hørsholm, som hun selv har tegnet og bygget med hjælp fra sin eksmand, venner, familie og naboer. Løbende bor hun med træ i form af reoler, borde, sofaer, som hun selv designer og prøver af for at sælge dem igen, når hun skal i gang med et nyt design.

På billedet ses en kurv fuld af ruller med linealer og afdækningspapir, som hun kan tegne på, når hun arbejder i stuen. Afslappet ro finder familien i Eero Aarnios Hanging Ball Chair.

Se hele boligreportagen 'Besøg møbelsnedker Laura Bergsøe' af Mathilde Rude her.

Blandet træ Det er en vanskelig disciplin at blande mange forskellige træsorter med succes, men det kan lade sig gøre. I månedens bolig fungerer stole og møbler af mange forskellige eksotiske træsorter fint sammen. Den store blandning af træ virker først og fremmest, fordi gulvet i alle rum er det samme. Et ensartet gulv i din bolig giver ro og harmoni og mulighed for at lege med indretningen, uden at der går total stilforvirring i den.

Hvide rammer Sker der enormt meget udenfor dine vinduer, og bor du i moderne arkitektur, kan hvide vægge og lofter være det helt rigtige valg. Når store dør- og vinduespartier trækker naturen indenfor, vil en vægfarve få konkurrence. Man kan tale om, at en vægfarve vil være unødvendig. Det samme vil gøre sig gældende for ligegyldig kunst – men man kan med succes vælge alternativ kunst som fx keramik og andre former for installationer og drosle ned på traditionelle væg- stykker. Husk, at moderne arkitektur og hvide vægge stiller krav til indretningen. Hjemmet kan hurtigt blive “køligt”.

Patineret læder Havde man valgt sort læder i denne bolig, havde det bestemt ikke gjort den hyggeligere. Til gengæld leges der med stor succes med hynder af læder i cognac, natur og rødlige nuancer. Vær ikke bange for at vælge læder, der ikke er sort. Cognacfarvet læder patinerer for eksempel langt smukkere end sort eller mørkebrunt læder. Den første plet er selvfølgelig ærgerlig, men når der kommer flere til, smelter de sammen og vidner om levet liv.

Varme tekstiler Når de arkitektoniske rammer er meget enkle, og vægge, lofter og træværk kridhvidt, er farvede tekstiler nødvendige for at skabe varme i boligen. Striber i groft vævet tekstil i brændte kelimnuancer (brun, aubergine, okker og lilla) fungerer enormt godt i et hus, der er bygget af træ, og som er beliggende på en naturgrund. Du kan få det ind i boligen gennem puder, hynder, plaider eller som et gulvtæppe. Tekstilerne kan bruges både inde og ude, de passer perfekt til møbler af træ – særligt genbrugstræ og træ af mere eksotisk karakter, og så er der noget dejligt uhøjtideligt over de brede, farvede striber. Et langhåret lammeskind samt puder af velour er andre eksempler på, hvordan en lidt kold stil kan blødes op.

De hårde materialer Når tekstilerne er varme og bløde, og når der er masser af træ, kan man skabe kontrast ved at vælge et par elementer i boligen i helt hårde materialer. Eksempelvis et par stole af metal eller plast og lamper, kander og vaser af metal eller glas. Kontraster er med til at skabe dynamik i indretningen.

Lette møbler og masser af opbevaring Bor du i pagt med naturen, så vælg lette møbler, der kan fungere både inde og ude. En stor åben reol, stakke af bøger på borde og kurve med ruller af papir og tegninger er med til at give en bolig personlighed.

Blomster og husdyr I en bolig på en naturgrund behøver man ikke overgøre det med blomster indendørs. Men de høje sarte og helt bare, grønne hortensiagrene i klart og røgfarvet glas skaber alligevel en god stemning. Placer dem ovenpå en stak af bøger for at opnå en skødesløs effekt. De smukke høns, der får lov at spadsere rundt indendørs, giver boligen sjæl og karakter, men har du ikke mod på fritgående høns, kan du komme lidt ad vejen med en plakat med billeder af dyr i alle afskygninger.