Funkishus i særklasse
Velkommen indenfor i et hjem i absolut særklasse! Thomas Schlosser har indrettet sit funkishus fra 1936 med et helt sublimt udValg af møbelklassikere.
AfKatrine Martensen-Larsen

©
Kira Brandt
I stuen er det først og fremmest den overdådige svenske lysekrone af glas og messing, der løber med opmærksomheden. Herefter får øjnene travlt med at komme på opdagelse i et rum med plads til både arbejdsplads, daybed og sofaarrangement.
I midten af stuen står der to Kjærholm-sofaer i patineret cognacfarvet læder overfor hinanden. Imellem dem et sjældent, stort sofabord også tegnet af Kjærholm. Alle møbler er produceret hos Kold Christensen. I hjørnet troner et værk i rødligt jern af kunstneren Robert Jacobsen.
Funkishus i særklasse
For syv år siden besøgte BO BEDRE Thomas Schlosser i hans hjem på Frederiksberg. Dengang boede han på 80 kvadratmeter. I dag kan han boltre sig på næsten seks gange så mange - i en markant funkisvilla i Charlottenlund fra 1936. Et par af møblerne, lidt af keramikken og en del af kunsten er fulgt med – men meget mere er kommet til.
Som ejer af Danmarks største og mest ekskluisve forretning af brugte møbelklassiskere, KLASSIK på Bredgade i København, kan det ikke undre, at der hjemme hos 36-årige Thomas Schlosser jævnligt skiftes ud, og at der hen ad vejen er kommet meget mere til.
– Jeg måtte selvfølgelig anskaffe mig nogle flere ting, da jeg flyttede ind i det her store hus – alene af den grund, at jeg har fået mange flere kvadratmeter, fortæller Thomas Schlosser med et smil, mens han viser os rundt. Med den store kærlighed, som Schlosser har til smukke møbler, god kunst og keramik forstår man godt, hvorfor han blev nødt til at flytte til noget større.
– Det er desværre uhyggligt vanedannende med mange kvadratmeter – i det øjeblik, jeg fik dem, fyldte jeg dem op! Og jeg skal virkelig huske mig selv på, at det også er okay at have lidt luft hist og her. At møbler faktisk bliver smukkere, når de kan betragtes på afstand. Men når man elsker møbler, som jeg gør, så kan man bare ikke få nok af dem. Jeg har det nok med møbler, som nogle mænd har det med ure og mange kvinder har det med sko. Jeg kan bare ikke lade være med at købe, når jeg ser noget smukt.
Thomas har imidlertid lavet en aftale med sig selv som går ud på, at hver gang han køber et nyt møbel, er der et af de gamle, der skal sælges. Og så er det jo smart at have sin egen møbelforretning.
– På den måde drukner jeg ikke i møbler, og mit hjem kommer ikke til at ligne min butik, hvor alt står temmelig tæt.
Blandt Thomas Schlossers yndlingsdesignere er Poul Kjærholm. Noget af det bedste, han har, er spisebordet (PK54) og stolene (PK9) også kaldet Tulipanstolen – møbler, som Poul Kjærholm i øvrigt tegnede til sit og hustru- ens, arkitekt Hanne Kjærholms, eget hus i Rungsted i slutningen af 1950’erne. Sættet er produceret af Kold Christensen med bordplade af Porsgrunnmarmor med fossiler - Kjærholms egen favoritmarmor. Og lige netop som bordet står her, er det blandt samleres foretrukne. Som en sjov kuriositet kan fortælles, at hjemme hos familien Kjærholm hed stolen aldrig andet end “mors numse”. Poul Kjærholm støbte sædet efter en papmacheform lavet over hustruens bagdel. Hun skulle sidde godt.
I den store dagligstue, hvor lyset strømmer ind fra både vinduer mod vejen og haven, er indretningen også præget af Kjærholms møbler. På fineste vis er der møbleret flere mindre miljøer i stuen, blandt andet en arbejdsplads med PK55-skrivebord og PK 11-armstol, et hjørne med plads til fordybelse, hvor Kjærholms Daybed (PK80) får lov til at stå frit i rummet og så selvfølgelig selve sofaarrangementet, der er placeret midt i stuen på et fladvævet tæppe, og som består af to tre-personerssofaer (PK31) i originalt cognac- farvet naturlæder – sat overfor hinanden med et sjældent, aflangt sofabord (PK63) med plade af marmor imellem. I øvrigt præcis samme opstilling, som Hanne og Poul Kjærholm selv havde i deres villa, og en opstilling helt efter Kjærholms principper. Stuen er så stor, at der også er plads til et fritstående kunstværk af Robert Jacobsen, og prikken over i’et er den overdådige lysekrone i glas og messing.
Og læg så i øvrigt mærke til, hvor skødesløst Thomas Schlosser blander sort og patineret cognagfarvet læder, materialer som stål, kobber og messing og kun har tilført en “rigtig” farve udover metallerne, træsorterne, læderet samt de hvide vægge og det sorte træværk – nemlig den sarte vandige blågrønne - på tæppet, på et maleri og på det vidunderlige fad af tynde keramiktråde, der står midt på sofabordet – en farve, som matcher marmoret omkring pejsen helt perfekt. Elegant!

©
Kira Brandt
Foran vinduesnichen står to Kjærholm-taburetter med cognacfarvet skind. En tidlig Poul Henningsen-bordlampe, en glasvase fra finske Iittala samt et dyrehoved i bronze har plads i den dybe vindueskarm. Herudover en stor keramikvase af ukendt kunstner.

©
Kira Brandt
Et usædvanligt smukt fad skabt af tynde keramiske tråde pryder sofabordet. Den bornholmske keramiker Vibeke Berland er mesteren bag.

©
Kira Brandt
På pejsen er samlet keramik af Mogens Hansen, en vase designet af Henning Koppel for Georg Jensen, en vase lavet af Axel Salto samt et sæt af Nagelstager.

©
Kira Brandt
Hjemme hos familien Kjærholm hed PK9-stolen aldrig andet end “mors numse”. Poul Kjærholm tegnede den specifikt til spisestuen i parrets nye hus og støbte sædet efter en papmacheform lavet over sin hustrus bagdel. Hun skulle sidde godt. Schlosser selv sætter trumf på spisestuen, når han placerer to vaser af Axel Salto og den store ørn af keramik midt på sit bord og hænger en kogle i kobber henover det hele.

©
Kira Brandt
Den sartgrønne farve fra pejsens marmor går igen i maleriet af Kjeld Hansen. I baggrunden ses tre små borde af Kjærholm og en tidlig PH-lampe i bruneret messing og med kobberskærme. Daybeden i forgrunden er designet af Poul Kjærholm og polstret i sort læder.

©
Kira Brandt
Skrivebord og stol er udført i ask med stål af Poul Kjærholm. Kjærholm havde selv et sådant sæt i sin stue i huset i Rungsted - som hustruen Hanne tegnede i 1960. Maleriet i baggrunden er af Peter Brandes.

©
Kira Brandt
I havestuen er der møbleret med Mogens Kochs lænestol og sofa – møblerne går under navnet Kaminsættet. Hertil et sofabord med plade af glas og stel af wengé, designet af Poul Hundevad. Keramikstykket på væggen er af Birthe Weggerby. Figuren på stakken af bøger er udført af Saxbo, et hjortehoved i grøn keramik.

©
Kira Brandt
Da Thomas Schlosser købte huset i 2010, renoverede han det nænsomt. Det største arbejde lå i at etablere et nyt køkken og 4 nye badeværelser. Køkkenet er fra Poliform med mørkegrå låger i højglans, stålfronter og bordplader i marmor. På væggene er opsat hvide fliser fra Aquadomo i et halvstensforbandt-mønster. På køkkenøen står en stor dobbelt bordlampe – en gammel Kaiser Idell.

©
Kira Brandt
Over trappen hænger en værdifuld og meget smuk ringkrone i etager, skabt af Vilhelm Lauritzen. Skulpturen på gulvet er af Peter Brandes udført af Royal Copenhagen.

©
Kira Brandt
Havestuen med den store vinduesniche. Den sorte hynde matcher flot de sortmalede vinduesrammer. Hynden er syet i anilinlæder, (der tåler stærkt sollys) på Thomas’ eget polsterværksted. Lænestolen i sort læder er Arne Jacobsens Oksen. I nichen står blandt andet en stor keramikvase af Birte Weggerby.

©
Kira Brandt
I havestuen er der også plads til et flygel – og det bliver faktisk brugt. Thomas spiller på det, når han har tid. I loftet hænge en Akademikrone af Poul Henningsen. Den store glasvase på flyglet har Thomas Schlosser fundet i et dødsbo, designeren er ukendt.

©
Kira Brandt
Stilleben. Thomas Schlosser er særligt glad for keramik af Axel Salto. Den store ørn er fra Royal Copenhagen.

©
Kira Brandt
Soveværelset er indrettet til Thomas’ mor, som ofte er på besøg. Der er adgang til en lille altan, og i hjørnet står en Ox-chair i lyst kanvas med lyse læderkæder, designet af Wegner. Sengetæppet er fra Illums Bolighus, plaiden på sengen fra Geismars, og plaiden i lænestolen er russisk zobel. To sorte AJ-bordlamper mødes på sengebordet, der er af glas og er en god kontrast til lysestagen og den krøllede “pose” af messing. Vasen er fra Galerie Birch.

©
Kira Brandt
Husets badeværelser er alle designet med de samme materialer og holdt i farverne sort og hvid. Thomas Schlosser har bevidst valgt et 30’er-look, der går fint i hånd med husets byggestil. Både sanitet, fliser og armaturer er fra Aquadomo.