Etnisk og nordisk stil i spændende vinkelhus

Kvinden bag firmaet Brandts Indoor, Sara Schmidt, er flyttet ud af byen og bor nu tæt på eng og skov i et spændende vinkelhus. Her kommer hendes etniske, nordiske stil til sin ret i en elegant sammensætning af møbler fra Afrikas kolonitid, egen kunst og hendes særlige kendetegn - kelim.

Etnisk og nordisk
© Birgitta Drejer/Sisters Agency
Sara Schmidt kom fra en stor arkitekttegnet villa i Odense, så da hun så de store vinduespartier og lige linjer, følte hun sig straks hjemme. - Den luftighed, der opstår i et hus, hvor lyset kommer ind fra store flader, er helt særlig, og de rene linjer passer godt til min stil. Da jeg overtog huset, var alle vægge pudset rå. Jeg malede alle flader kridhvide. Det gav en elegance til rummene og en overraskende flot baggrund til indretningen. Huset er bygget som to vinkler, hvor de eneste gennemgående vægge på tværs af boligen er udført i glas. Det bevarer det enestående kig til naturen gennem hele boligen. Lofterne, der er skrå op mod kip, skaber nogle åbne rum, hvor akustiklofterne sørger for en god rumklang. - Udover det faktum at det halve hus er åbnet op mod naturen, som giver en dejlig ro, så er hver detalje gennemtænkt i funktion, og linjerne er vel tilrettelagt, svarer Sara Schmidt på spørgsmålet om, hvad det var ved huset, hun faldt for. - Det giver stabilitet i rummene, så jeg kan indrette med mine klassiske møbler og fylde på med personlige ting, der gør det til min stil. Min slægts afrikanske møbler i kolonistil er kommet til sin ret her. De repræsenterer mine rødder. Nogle steder bruger jeg dem til at bryde stilen, andre steder står de som små skulpturer og fortæller en del af min historie, forklarer hun. Husets sorte køkken, der ligger i hjertet af boligen, ville Sara Schmidt ikke selv have valgt i den farve. - Jeg er altid gået efter hvide køkkener, men jeg kunne hurtigt se at netop dette køkken passer virkelig godt til huset. Etniske armbånd fra Afghanistan, folkloredragter og broderier og kelim fra Tyrkiets mange regioner inspirerer Sara Schmidt, når hun designer for Brandts Indoor. Varemærket er kelim, og de er også rigt repræsenteret i alle rum i hendes eget hjem, enten i form af puder, figurer i kelim eller tæpper. - Jeg har ønsket at skabe et lille univers for sig selv i hvert rum. Men med husets åbne planløsning har det også været vigtigt at få rummene til at tale samme sprog, så der kommer en sammenhæng i hjemmet, siger Sara Schmidt. Til dette har Sara Schmidt benyttet sig af blandt andet kunst og kelimtæpper. Ved at lade malerierne og tæpperne fortsætte fra ét rum til det næste får hun, udover en sammenhæng, også understreget sin unikke indretningsstil. Hendes egen kunst spænder bredt fra grafiske print af etniske motiver til fotos og figurative og abstrakte motiver og en helt speciel teknik, hvor hun overfører fotografier til lærred. Der er et gennemgående kendetegn i hendes kunst, som man også finder i hendes hjem.

© Birgitta Drejer/Sisters Agency
Sara Schmidt mikser sin helt egen etniske stil med det nordiske i sin stue. Puderne er fra Brandts Indoor ligesom det sorte kelimtæppe vævet af gedehår.

© Birgitta Drejer/Sisters Agency
Den elegante franske stol har fået selskab af et par kelimpuder, en afrikansk fjerhat og en Artemide-lampe i det ene hjørne af stuen - alt i douce farver.

© Birgitta Drejer/Sisters Agency
Over den antikke kommode hænger et fotografi af Kate Moss i spejlramme. En samling kranier og en trykklods på opsatser, lavet af Sara Schmidt, har fået selskab af en PH-bordlampe.

© Birgitta Drejer/Sisters Agency
Vinkelhusets facader vender ud til en stor terrasse. Udhænget på huset er stort nok til, at Sara Schmidt kan rykke i ly under det, når duggen falder. Ved at holde sig til én slags materialer og naturens farver kan stilarter mikses og stadig opnå en samklang, som her, hvor alle møbler er i teaktræ og puderne i kelim.

© Birgitta Drejer/Sisters Agency
Spisestuens møblement er af Wegner. Sara Schmidt har tilsat en bænk i kolonistil fra hendes slægts tid i Afrika for at bryde den klassiske stil og tilføre noget historisk og personligt. Den fine italienske træstol, foran de små indhak med billeder, er fundet på et loppemarked. Det store maleri på væggen i sort og lilla er malet af Sara Schmidt.

© Birgitta Drejer/Sisters Agency
Den lange gang er møbleret med et par gamle originale Eames-stole og en retrolampe, så den bliver brudt lidt op. Det sorte kelimtæppe er lavet af gedehår, der giver den mørke farve. Sara Schmidt sørger for, at der overalt er en farvetone, der går igen, så de mange indslag får en sammenhæng.

© Birgitta Drejer/Sisters Agency
Vægudsmykningen i den lange gang består bl.a. af sort-hvide fotografier, egen kunst og grafiske tryk købt i udlandet.

© Birgitta Drejer/Sisters Agency
Det sorte væghængte køkken er fra HTH. Kelimtæpperne binder rummene sammen, dæmper akustikken og giver en hyggelig stemning, som man fornemmer med det samme, man træder ind i huset.

© Birgitta Drejer/Sisters Agency
Bag kogesektionen har Sara Schmidt sat en marmorplade op fra sin tidligere butik i Odense. Hun synes, at det er en god måde at have noget gammelt med sig, som fortæller en historie sammen med alt det nye. På det kinesiske skab pynter nogle smykker fra Afghanistan. Keramikfadene på toppen er lavet af Sara Schmidts veninder. På væggen et keramisk værk, der forestiller en hånd, lavet af Sara Schmidts veninde Louise Egedal.

© Birgitta Drejer/Sisters Agency
Gæsteværelset er indrettet med masser af kelim. To antikke brudetæpper fra Marokko er brugt som sengetæpper. De to håndudskårne afrikanske borde i træ er fra Brandts Indoor. På hemsen opbevarer Sara Schmidt ekstra lærreder.

© Birgitta Drejer/Sisters Agency
En detalje fra vindueskarmen i stuen, hvor Sara Schmidt har blandet teksturer, materialer og former.

© Birgitta Drejer/Sisters Agency
Sara Schmidt kan godt lide, at indretnigen fra de øvrige rum føres videre på badeværelset. Foto af kunstnerparret Jane Birkin og Serge Gainsbourg, købt på Montmartre, dekorerer væggene på badeværelset. De sorte keramikfliser på gulvet giver varme og dybde til det lyse rum.

© Birgitta Drejer/Sisters Agency
Også i soveværelset blandes det lyse nordiske med varme etniske farver. Det lille natbord har Sara Schmidt sat på hjul for at give det sit eget udtryk. Lampen er sammen med zebraskindet en fin kontrast til det lyse interiør. Puder og tæppe på sengen fra Brandts Indoor.

Sara Schmidts kærlighed til kelim
© Birgitta Drejer/Sisters Agency
Brandts Indoor er båret af kærligheden til etniske fund og gamle kelimtæpper til det moderne skandinaviske hjem. Den nordiske farveskala og den danske designtradition er altid in mente, når der udvælges nye varer på markeder og bazarer. Indehaver Sara Schmidt rejser og håndplukker hver eneste kelim i den konstant skiftende kollektion, hvilket gør udvalget unikt med fokus på tæppernes individuelle detaljer og mange farvekombinationer.