Et eksklusivt flydende hjem i storbyen
Skibsingeniør Jesper Dirk Andersen og hans kone har designet et eksklusivt flydende hjem, der i øjeblikket ligger midt i London. Men udsigten til Themsen og London City bliver nok snart skiftet ud med en fast plads i Københavns Havn.
AfKarin Gråbæk

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Når lysene fra de knejsende bankbygninger i London City blinker mod vandet, og skibsingeniør Jesper Dirk Andersen og hans kone Susanne trænger til at runde dagen af med en drink, kan man ikke fortænke dem i, at de ikke orker at bevæge sig hen til en af metropolens mange barer og restauranter. De kan bare synke ned i lækre loungemøbler på deres egen terrasse og nyde en af byens bedste udsigter ved Canary Wharf, hvor de bor i en smuk flydende bolig med navnet “Faith”. Den 20 m lange bolig med sortbejdset rødt cedertræ, mahognivinduer og meget nordiske udtryk ligger som en elegant kontrast til de strømlinede skyskrabere på den anden bred.
Byggeriet har været undervejs i et år, hvor familien har pendlet frem og tilbage fra Danmark, indtil de kunne flytte ind. Skroget vejer i sig selv 140 tons, en mildt sagt solid tyngde, der gør det flydende hus utrolig behageligt at bo i. Det er godkendt af de skrappeste myndigheder til at have 100 års designlevetid og skal i modsætning til traditionelle skibe aldrig vedligeholdes.
### Leg med omgivelser og kontraster
Hjemmet er i to etager med en stor tagterrasse, der er opdelt i et hævet sukkulent tag og flere forskudte terrasser. Al udeplads er indrettet med store træer og buske, pinjetræ, oliventræer, bambus, kamelia og en masse krydderurter. Den frodige oase mod de fede træplanker og lækre materialer sender tankerne til Caribien, lige indtil blikket lander på en kæmpe gul kran eller en banks lysende logo i horisonten. Den leg med omgivelser og kontraster mellem livet i byen og på vandet mødes i et fascinerende miks, når man bor uden fast grund under soklen.
- Forleden talte vi om, at det er som at være på arbejde hver dag og som at have fri hver dag, siger Jesper Dirk Andersen, der gennem de seneste 15 år har opnået stor ekspertise i at bygge eksklusive boliger på vandet i Danmark, Sverige, Dubai, Abu Dhabi og nu London.
- I de 15 år har vi tænkt meget over, hvordan man bygger det bedste flydende hus. Alle vore tanker og erfaringer er flydt sammen i “Faith”, som er vores 20. af slagsen og vores favorit. Da vi skulle i gang, havde vi tre vigtige mål: at skabe en privat, men imødekommende facade mod kajen, tilføre forskellige rumhøjder for at give en større arkitektonisk oplevelse og læ til alle terrasserne. Og så udsigt og lys, som heldigvis ofte er selvskrevet takket være placeringen på vandet, siger han og roser arkitekten Anders Halsteen for at have opfyldt ønskerne.
- Den første gang vi trådte om bord, var det bare helt fantastisk. Der var ikke en eneste ting, vi ville lave om. Perfekt er et lidt stort ord, men i forhold til vores ønsker og ambitioner er den så perfekt, som den kan blive. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, forklarer Jesper.
### Ingen kompromiser
Da hjemmet også fungerer som et showroom for kunder i England, er de ikke gået på kompromis nogen steder. Fra de lækreste træsorter som røget eg i køkkenet og Perl-egeplanker over elegante designdetaljer som et 30 cm kobberbånd langs glasgelænderne for ikke at forstyrre den visuelle effekt til det ultimative designkræs fra blandt andet Dornbracht på badeværelserne og lamper fra Delux Danmark både ude og inde. Læg dertil flere gennemført praktiske og bæredygtige løsninger - fx er båden udstyret med en fantastisk Thermia-varmepumpe, der hiver havvandet ind og omdanner det til koldt eller varmt vand til gulvet og samtidig producerer alt det varme vand.
Det er meningen, at “Faith” på et tidspunkt skal til Danmark, og så bliver det Københavns tur til at levere den ekstra dimension til det elegante design. Og ja, så bliver der selvfølgelig også plads til, at skibsingeniøren kan gå i gang med en ny flydende udfordring i London.

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Jesper nyder udsigten til et krigsskib fra den øverste terrasse. Glasgelænderet har et 30 cm kobberbånd for at holde fast i glassets enkelhed og ikke forstyrre udsigten.

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Med højtplacerede smalle vinduer i mahognirammer og den enkle facade i cedertræ mod kajen har arkitekten skabt den ønskede private fornemmelse.

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Allerede i entreen bliver man mødt med den høje standard af materialer. Gulvet er poleret flydebeton. Lave planter med stor effekt står i en nærmest grafisk opstilling mod den knitrende hvide væg under vinduet i entreen.

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Fra sofahjørnet er der både frit udsyn over vandet og totalt uforstyrret hygge. Walter Knoll-sofaens betræk og puder er specielt håndlavet til hjemmet. De sarte sand- og vandfarver passer elegant til farvespillet på vandet - en sofistikeret måde at indrette med maritim inspiration. Det rosafarvede billede er et selvportræt af kunstneren L.E. Bjoernvad.

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Flagermusstolene med puder fra Habitat giver lidt kulør og bohemetouch i det rene, minimalistiske hjem, hvor lækre detaljer med glas og træ er i fokus.

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Det mørke spisebord fra Walter Knoll er placeret lige op ad de
3 m store ruder og tæt på køkkenet. Kurvepuffer fra Habitat giver rummet et afslappet bohemeudtryk. Puden på gulvet er ligeledes fra Habitat.

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Simonsen og Czechura-køkkenet er udført i røget eg og er med messinggreb og bordplader i corian. Hårde hvidevarer fra Gaggenau.

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Køkkenet får lys og luft fra de store vinduer, der vender ud mod vandet. Stolene er Arne Jacobsens Syver i barstol-udgave.

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Køkkenet er ikke specielt stort, men visuelt fylder det meget. Mikset af smukke bløde træsorter fra gulv til skabe gør køkkenet til en æstetisk fornøjelse.

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Når foldedøren skubbes til side, bliver den overdækkede terrasse og stuen til et stort inde-ude-område med grill og udsigt. Krukker med lavendler og hortensiaer giver en cool kontrast til stål og glas.

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Sammenhæng mellem inde- og udeområder er afgørende for familien. Derfor har de gjort terrassen frodig og hyggelig med masser af grønne planter og loungestemning med udemøbler fra White Stores.

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Susanne på en af de mindre terrasser, der også er fyldt med træer
og buske og møbleret med udemøbler fra Whitestore.

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Dødningehovedet er af den berømte engelske kunstner Damien Hirst. Under det står en kikkert klar til at udforske livet i havnen.

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Jesper og et af parrets tilsammen seks børn ved en original flippermaskine fra 1963, der er totalt renoveret og købt hos firmaet Pinball Creative.

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Børnenes legeværelse har et eget lille tekøkken i mørk eg, der kan gemmes væk bag hvide døre - det hele fra Simonsen og Czechura.

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Symmetri og orden giver ro i soveværelset. Væggen bag sengen har en enkel indbygget reol. Badeværelset er en suite. Lamperne over sengen med det musegrå tæppe er som alt anden belysning i hjemmet fra Delux.

©
Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
Badeværelset i hvidt og mørkt egetræ er fra Alape. Bruseren er en såkaldt rainsky-bruser med lys og eukalyptusdamp. Afløb og glasvægge er fra Unidrain. Gulvet er poleret flydebeton med en fræset Fired Earth-mosaik.