Et atypisk hus ved vandet

Kom med indenfor i et rækkehus ved Espergærdes kyst, der udfordrer både sine beboere og omgivelser til at yde deres bedste ...

© Jesper Ray

Det gav et sug i maven på Camilla Norling, da hun første gang kastede sit blik på de unikke huse ved Espergærde. Der lå de – på rad og række – med næserne vendt mod Øresund, hvor skibene langsomt glider forbi.

Netop skibene har været en del af arkitekten Lars Gitz’ inspiration, og boligerne rummer en imponerende enkelhed, der giver ro og plads til at leve, samtidig med at koblingen til omgivelserne er tydelig.

Jeg blev simpelthen forelsket i både huset og stedet. Her er en ro, stilhed og skønhed, der ellers er svær at finde så tæt på København, fortæller Camilla Norling, der er design- og indretningschef.

© Jesper Ray

Camilla Norling og hendes mand hygger sig på terrassen til deres del af endehuset i arkitekt Lars Gitz’ række af fire enestående huse ved kysten i Espergærde nord for København. Hvor husene er mere lukkede mod vejen og ved indgangspartiet, åbner bygningerne sig op mod Øresund, og de skrå gavle leder tankerne hen mod et skibs forstavn.

© Jesper Ray

Blikket kan vandre frit over Øresund til Sveriges kyst fra Camilla Norlings terrasse. Her står en dækstol i ask med flagline fra PP Møbler. Den er designet af Hans J. Wegner i 1958.

© Jesper Ray

Kom med indenfor i et rækkehus ved Espergærdes kyst, der udfordrer både sine beboere og omgivelser til at yde deres bedste.

© Jesper Ray

Parrets hyggelige tv-stue ligger i den ene ende af huset i et rum for sig, og er indrettet med en stor flydersofa, Hampton, fra italienske Verzelloni. Sofabord og skammel er fra Tom Dixon. Det lille olivetræ giver en rar naturlighed til det ellers meget stringente rum. Lysestagen skabt af gammelt drivtømmer er af Anja Blickenberg, og det store maleri bag sofaen er af Marie Marstrand. Den pink flamingo er fra The Rug Company.

© Jesper Ray

Køkkenet har indtaget et hjørne f det store stue-alrum med en høj skabsvæg, der skærmer det fra resten af rummet. Elementerne er fra Boffi med hvidevarer fra Gaggenau. I spiseafdelingen står bord af Thomas Alken fra PP Møbler og stole af Hans J. Wegner.

© Jesper Ray

I stuen, der er en del af køkken-alrummet har parret indrettet et hyggeligt hjørne med Hans J. Wegners flaglinestol iklædt et lunt lammeskind. Som sidebord har Camilla Norling stablet en stak kunstbøger med en lille Ingo Maurer-lampe oven på. Den røde gulvlampe er fra Jielde og er ligesom tæppet fundet hos Couch by Chresten Rud.

© Jesper Ray

Soveværelset er holdt helt enkelt for at lade husets arkitektur komme til sin ret. Som i de andre soverum er vinduerne placeret, så de lader lys trænge ind, uden at privatlivet bliver kompromitteret. Sengetæppet er fra Hay, og lamperne, Pedrera, er fra Gubi.

© Jesper Ray

Gæsterummene ligger som små åndehuller langs gangen, og der er altid plads til gæster og familie, som ofte er på besøg. De er alle smukt og enkelt indrettede, her med stol og sofabriks fra Gubi.

© Jesper Ray

Badeværelset er lyst og rummeligt med blanke, hvide porcelænsfliser og en flot mosaik i grå sten bag bruseren. Alle armaturerne er fra Gaggenau, og møbelelementerne er fra Boffi.

© Jesper Ray

Trappen ned til kælderetagen er lys, bred og indbydende med planketrin, der fortsætter stuegulvet, fra Dinesen.

© Jesper Ray

Hele kælderen som ekstra opholds-, arbejds- og gæsterum for parret, der har indrettet den højloftede etage med samme omhu som resten af huset. Gulvene er malet med hvid epoxy, der lyser op, og der er også lagt mange kræfter i en ordentlig lyssætning.

© Jesper Ray

Et kig gennem kælderrummet der får masser af lys fra den gennemførte lyssætning med mange spots fra Luceplan. Herudover er der indlagte glaspartier i loftet, der trækker dagslys ned. Her står flere af Hans J. Wegners stole, og den klassiske danske designer er en klar favorit hos Camilla Norling.

© Jesper Ray

Man fornemmer tydeligt arkitekten Lars Gitz’ inspiration fra det maritime, når man ser de smukke landgangsbroer i træ ved indgangspartiet og bassinerne med vand, der adskiller husene fra hinanden.

© Jesper Ray

Camilla Norling har en stor familie og ofte overnattende gæster og har derfor indrettet flere gæsteværelser både i stue- og kælderetagen. Det smukke sengetæppe er et originalt gammelt kelimtæppe, hjembragt fra en rejse, mens lænestolen er ny og fra Pete Boone, fundet hos Couch, og barstolen i hjørnet er fra Mater.