En herskabelig villa med moderne interiør

Denne elegante villa fra 1920'erne er, efter en gennemgribende renovering, ført tilbage til husets oprindelige stil.

villa herskabsvilla indretning bolig stol
© Pernille Greve

Gardinerne giver spisestuen et elegant look, har en god effekt i forhold til akustikken, og giver samtidig rummet noget stoflighed og en hyggelig stemning. Stoffet er fra det tyske firma Jap. Den hvide lampe hedder Progetto Oggetto og er fra Cappellini. Svane-stolen af Arne Jacobsen, som her er valgt i gråt uld, er fra Fritz Hansen.

villa herskabsvilla indretning bolig hall entre
© Pernille Greve

Lampen i loftet giver et smukt lys, og fungerer samtidig som et stykke kunst. Den fylder godt visuelt i det store lyse rum. Den er købt hos Fil de Fer.

Krævede en gennemgribende renovering

Det var kærlighed ved første blik, da Pernille Lykke, som til dagligt er Visual Merchandiser i Magasin, og familien så den store mondæne villa for første gang. Facaden var indbydende og smuk, og havde lige netop dét klassiske arkitektoniske udtryk, som de søgte. Indvendig fremstod villaen dog langtfra som det, den er i dag, men det føltes rigtigt, og de kunne se masser af muligheder. For 4 år siden flyttede Pernille Lykke ind sammen med kæresten Emil Bergander og deres to børn, Elvira på 15 og Aksel på 10.

Villaen er bygget i 1926, er på 425 m2 og ligger på en smuk villavej i Charlottenlund, nord for København. Huset blev, i sin tid, bygget med tårne på taget, men de forsvandt tilbage i 40'erne, og siden da er huset blevet renoveret ad flere omgange. Inden familien overtog huset, var facaden blevet sat i stand, så den har de ikke ændret på. Men indenfor skulle der gøres en del for at frembringe den elegante herskabelige stil, som passede til huset.

– Da vi købte huset, var der græske søjler i hallen, flere af lofterne var sænkede, og der var 6 forskellige slags gulve. Det var lidt af en stilforvirring, men vi faldt for de store rum, at der var højt til loftet i de fleste rum, og at der kom utrolig meget dagslys ind. Lysindfaldet blev endnu mere fantastisk, da håndværkerne senere fjernede alle de forsænkede lamellofter. Desuden kom der nogle utrolig smukke stuk- og loftsudsmykninger til syne. Huset var generelt meget slidt, så derfor planlagde vi en gennemgribende renovering. Vi havde nok ikke helt troet, at vi skulle lave så meget, men da vi først kom i gang, greb det om sig, fortæller Pernille Lykke.

villa herskabsvilla indretning bolig stue sofa stol reol
© Pernille Greve

Den gamle vogn fungerer som opbevaring af porcelæn og kogebøger.

Huset er et klassisk hus fra 1920’erne med store rum og højt til loftet. Huset har en høj kælder, som gør, at stueplanet er meget højt. Derfor kommer der ekstra lys ind.

Blev til det hus, de havde drømt om

Renoveringen af villaen endte med at indbefatte vægge, lofter og gulve, et nyt køkken og en ny rumfordeling.

– Vi ønskede at bibeholde alle de store rum i huset, og valgte også at lave et stort køkken ud af det oprindelige soveværelse og store påklædningsrum. Der blev spærret 2 døre og nedlagt en væg, fordi vi gerne ville have et køkken, som skulle være stort, praktisk og på samme tid et hyggeligt sted at være. I dag er vi meget tilfredse med resultatet, for der kan både laves mad, læses lektier og hygges på samme tid. Det fungerer også rigtig godt, når vi har gæster. Så kan gæsterne nyde et glas vin, imens vi tilbereder maden, og uden vi støder ind i hinanden. For at fuldende det klassiske elegante udtryk, så har vi fået lagt sildebensparket i stort set hele huset, da der kun var 2 rum med intakte originale gulve. Med renoveringen har vi fået bragt huset tilbage til sin oprindelse. Huset ligner nu et klassisk hus fra 1920’erne med store rum og højt til loftet, ligesom vi havde drømt om.

villa herskabsvilla indretning bolig stue
© Pernille Greve

Finn juhl-skænken er købt i en antikbutik på Østerbro. Den fungerer som opbevaring af alt til bordet, såsom duge, servietter, lys m.m. Snoopy-lampen fra Flos giver en moderne kontrast til den klassiske skænk. Den er designet af Achille & Pier Giacomo Castiglioni i 1967.

Indrettet med respekt for husets sjæl

Når man kigger rundt, kan man se, at familien ikke er gået på kompromis. Huset er sat i stand med de rigtige håndværksmæssige løsninger, som passer til husets stil. Selve indretningen er elegant og stilfuld, og den er et miks af klassiske og moderne møbler. Med sikker hånd har Pernille Lykke indrettet huset med de designere, som hun holder af. Hendes store passion for design og hendes æstetiske sans ses tydeligt overalt i huset.

– Vores indretning er holdt i lyse farver og med respekt for husets sjæl. De smukke gulve giver en god kontrast til det lyse. Jeg kan godt lide et miks af klassiske møbler, som fortæller en historie og noget nyt og moderne. Jeg er med tiden blevet mere glad for farver, så der kunne godt snige sig en ekstra farvet væg ind et sted. Jeg kan godt lide at holde orden, hvilket vores indretning også bærer præg af. Hvis der kommer for meget nips, så synes jeg hurtigt, at det roder. Vi har en husregel, som hedder: En ny ting ind – en ting ud! Mange af vores møbler og ting har vi haft i mange år, meget af det har vi købt på rejser. Bl.a. har vi en del træfigurer fra Filippinerne. Jeg er meget begejstret for smukt håndværk.

villa herskabsvilla indretning bolig stue sofa
© Pernille Greve

Gulvet i stuen blev skiftet til klassisk sildebensparket i egetræ. Den gamle pejs blev renset, og i forbindelse med at gulvet blev skiftet, blev der lagt en ny plade foran pejsen i grøn marmor. Endevæggen er malet i en blå/grøn farve fra Farrow & Ball. Sofaen fra Hay er i lysegrøn uld, og sofabordet af Poul Kjærholm er fra Fritz Hansen. Pendlen i loftet er af Vilhelm Lauritzen og er fundet antikt. Eames-gyngestolen er af den oprindelige produktion i glasfiber.

villa herskabsvilla indretning bolig spisestue spisebord stole
© Pernille Greve

De høje træpaneler i spisestuen blev lavet i forbindelse med renoveringen af huset, og stukken i loftet blev renset og malet. Vilhelm Lauritzen-lysekronen er fundet i en antikbutik i Odense. Spisebordet er lavet i kirsebærtræ, bejdset og fremstår nu næsten sort. Stolene er de klassiske Eames-eiffelstole.

villa herskabsvilla indretning bolig køkken
© Pernille Greve

Køkkenet er bygget op omkring en stor ø, hvor der er plads til 4 barstole. Køkkenet er fra italienske Boffi. Det markante emfang giver køkkenet et industrielt look. Bordpladen er en klassisk Carrara-marmor.

villa herskabsvilla indretning bolig badeværelse spejl
© Pernille Greve

I badeværelset ses en træstige, købt på en rejse, som fungerer som håndklædeholder. Træfiguren, på gulvet, er til at stå på for de små i huset. Adnet-spejlet fra Gubi er med læderramme.

villa herskabsvilla indretning bolig soveværelse seng
© Pernille Greve

Soveværelset er holdt i grå, bløde toner, og der er direkte adgang fra soveværelset til haven. Sengetæppet er fra Hay.

villa herskabsvilla indretning bolig badeværelse produkter kunst
© Pernille Greve

Træfiguren er fra en rejse, og duftlyset er fra det franske mærke Diptyque.

villa herskabsvilla indretning bolig badeværelse hvid
© Pernille Greve

Modsatte side: Husets to badeværelser er begge holdt i samme lyse stil med Carrara-marmorgulve og hvide Vilhelm Lauritzen-pendler. Der er store vinduer i begge badeværelser, så der kommer godt med lys ind. Den store håndvask er fra Boffi og lavet i Corian. For at bryde lidt med den rene stil, er der sat et gammelt træskab op til opbevaring af håndklæder mm. Skabet er malet med Teresas Green fra Farrow & Ball.