Ekspertens råd: Sådan kan en landejendom moderniseres

Indretningsekspert Lone Barslund råder et par til, hvordan de bedst renoverer deres landejendom, så den passer til en moderne familie.

Kære Lone

Vi har forelsket os i en landejendom, som skal renoveres.

Loftshøjden er ca. 2 meter. Men boligen har en 1. sal, som vi ønsker at rive ned, så vi kan få øget loftshøjden med loft til kip.

Vi ønsker at inddrage værksted og disponible rum til beboelse.

Vi vil gerne have køkkenalrum, stue, kontor, soveværelse, to badeværelser, entré, bryggers, et børneværelse og mulighed for et-to børneværelser mere.

Den nuværende plantegning har mange vægge og rum.

Vi ønsker os større rum, færre gennemgangsrum og få spild-kvm, men har ikke selv fundet en planløsning, som vi er tilfredse med.

Vil du give det et forsøg?

Venlig hilsen
Pia og Rasmus

Plantegning over landejendommen
© Lone Barslund

Plantegning over landejendommen

Kære Pia og Rasmus

Det vil jeg meget gerne.

For mig er det vigtigt at genanvende de eksisterende ressourcer, i eksisterende installationer, for ikke at fordyre ombygningen. Det er en ordentlig omgang, I skal i gang med.

Hvis vi starter med den nye køkkenalrum-stueafdeling mod syd-øst, så er der flere forenklinger, der vil give jer en skøn, fælles afdeling.

For det første kan I ved at flytte indgangen op i hjørnet få direkte adgang til alrum og den nye værelsesafdeling. Som det er i dag, ligger der to værelser, hvor det ene ellers vil blive et spildt gennemgangsrum.

Badeværelsesdøren flytter I ud i den nye entré, så forbindelsen imellem bad/toilet og køkken fjernes, idet jeg udvider køkkendelen ind i det nedlagte trapperum. Sæt en glasdør i imellem entré og køkken-alrum.

Det nye køkken bygges som en L-form med en fritstående ø på midten. Den må ikke være længere, end at der skal være mindst 120 cm imellem køkkenets korte ende og skorstenen. For enden ved døren ud til morgenterrassen køl-frys og ovne i højskabe.

Spisebordet placeres imellem stolpen og den tidligere entrédør, der nu ændres til en havedør eller et nyt vinduesparti. Der er god plads til at forlænge bordet ved festlige lejligheder, og stadig er der rigtig fin plads til jeres stue/opholdsafdeling.

Så er der værelserne, kontoret og bryggerset.

Fra den nye entré er der direkte adgang til to værelser og bryggers, samt den nye fordelingsgang til yderligere tre værelser og det nye badeværelse.

Badeværelset opføres i det tidligere disponible rum, hvor der allerede er vandinstallation og afløb, ligesom bryggerset også indrettes i det tidligere bryggers, blot i noget mindre version.

Vær opmærksomme på, at skorstenen skal fjernes, hvis der skal være separate døre til det inderste værelse og bryggers. Alternativt kan I indrette det forreste værelse til kontor og gå igennem det for at komme til jeres soveværelse.

Med hensyn til den store gårdsplads, der ikke længere skal fungere med landbrug, så overvej at gøre den mere grøn og intim med inddelinger, hække og selvfølgelig et træ.

De bedste hilsner
Lone

Forslag til ny plantegning
© Lone Barslund

Forslag til ny plantegning

LÆS OGSÅ