Dyrbergs skovpalæ
Gitte Dyrberg fra smykkefirmaet Dyrberg/Kern har inviteret BO BEDRE indenfor på det klassiske Smidstruplund nord for København.
AfLise Septimius Krogh

©
Kristian Septimius Krogh
Gitte Dyrberg er designdirektør i Dyrberg/Kern, det danske firma, der siden 80’erne har skabt kollektion efter kollektion af udsøgte smykker til overkommelige priser. Nu har de fleste råd til et par glamourøse øreringe takket være Gitte Dyrbergs insisteren på god stil, og hun fører linjen videre i sit eget hjem. Indretningen er klassisk med et internationalt og asiatisk twist, farveholdningen gennemført i sort, hvidt og brunt, dog med et par enkelte undtagelser i designerens mange unikke samlinger. Villaen er fuld af rejsefund, der reflekterer hendes liv i smykke- og modebranchen - hun er så priviligeret at kunne rejse til mange fascinerende destinationer over hele kloden.
- Et match mellem vores store hovedsæde i storbyen og en villa i mere landlige omgivelser passer mig perfekt. Jeg er både til stiletter og gummistøvler, siger designeren.
Gitte Dyrberg bor med sin mand Lars-Ole Knudsen, grundlægger af grillkonceptet Sit n’ grill, og deres to store teenagebørn August og Anna i et 400 m2-palæ fra 1932.
En elektrisk port åbner sig ind til Smidstruphus og den tilhørende 6000 m2 parklignende grund, der byder på både glad gøen fra stedets to hunde Karl og Walther samt pool, pryd-, frugt- og nyttehave.
- Efter vi havde fået børn, blev vores hus i Søllerød for småt, og vi søgte efter noget større. Det fandt vi her lidt længere nordpå. Vi købte Smidstruphus i 2004 - på det helt rigtige tidspunkt, siger Gitte Dyrberg. Villaen er bygget i 1932 som et skovhus med regulære, højloftede rum. Fra den skakternede marmorbelagte hall - med en fin gammel svensk kakkelovn - fører hvide, højglanslakerede fyldningsdøre ind til gæstetoilet, køkken, spisestue og to store stuer. Langluvede, hvide gulvtæpper dækker store dele af gulvene i rummene, der er indrettet med afslappede møbler og antikviteter. Dobbelte døre i spisestue og stue leder ud til en stor stenbelagt terrasse med pool.
- Vi bruger vores terrasse stort set hele året, hvor vi sidder ude i den friske luft under markiserne og på bænke, med skind og plaider. Vi holder varmen ved madlavningen omkring grillen.
En trappe i hallen fører op til første sal med fire soveværelser, kontor og et stort badeværelse. Alt på nær egetræsparketgulvene er malet hvidt. Rummene fremstår lyse og lette - sorte detaljer og tilbehør bruges som modspil. Parret har gennem årene tilført boligen visse moderniseringer og forbedringer, men har været tro mod det oprindelige udtryk. Før var facaden grov, nu er den finpudset og hvidmalet.
Desuden blev husets røde tegltag udskiftet med et mere karakteristisk sort glaseret, og de grønne, småsprossede vinduer blev malet hvide. Disse fornyelser gav huset et løft fra den landlige stil til den herskabelige villa, vi ser i dag. Flere rum havde med tiden fået nedsænkede lofter, og da man fjernede dem og fik fuld lofthøjde, kom de flotteste bjælker frem og gav stuerne meget mere karakter. Åbningerne mellem stuerne er også gjort bredere for at skabe en større rumfølelse. Loftetagen er blevet inddraget, åbnet helt op til kip og indrettet til gæsteværelse. I den forbindelse blev den såkaldte hønsestige udskiftet med en rigtig fin hvidmalet trappe, matchende de andre i boligen. En smuk, gammel, hvid svensk kakkelovn har også fundet vej fra Kalmar i Skåne til husets hall. Det originale køkken og bad findes ikke længere, og de fornyelser, de forrige ejere tilførte, holder endnu. Gitte Dyrberg og hendes mand har dog opdateret badeværelset ved ganske enkelt at lade alt teaktræ sortbejdse - og ændrede med et penselstrøg udtrykket fra yacht til japansk.
Foto: Smidstruphus blev bygget i 1932 og har - udover 400 m2 til beboelse - et stort parkanlæg på grunden. Det gamle skovpalæ er renoveret med respekt for de håndværksmæssige dyder, der hørte starten af 1900-tallet til.

©
Kristian Septimius Krogh
Gitte Dyrberg bor i den 400 m2 store villla Smidstruplund. Da hun og familien flyttede ind, var flere lofter sænket, men de blev fjernet, og rummene står nu med fuld loftshøjde og lys fra alle sider. Her er designeren med sin jack russell-terrier Karl.

©
Kristian Septimius Krogh
Et skakternet marmorgulv sætter rammen. Kakkelovnen er ikke fra husets fødsel, men hentet for nylig i Sverige. Stolen og kashmirplaiden er eksempler på flotte rejsefund - fra hhv. Indien og Vietnam.

©
Kristian Septimius Krogh
Teaktræskøkkenet fra Unoform stod i huset ved overtagelsen og holder stadig stilen hele vejen igennem.

©
Kristian Septimius Krogh
De sortbejdsede stole er fra Trip Trap, kunst på væggene af Pierre Alechinsky, og lygterne i vinduet fra Oi Soi Oi.

©
Kristian Septimius Krogh
Da Gitte Dyrberg og hendes mand overtog huset, fik de pudset facaden op i kridhvid. Parret rejser meget, også i forretningssammenhæng, og den imponerende pool er en drøm hentet hjem sydfra.

©
Kristian Septimius Krogh
Det sortmalede Sit n’ grill-bord er hentet ind, men kun fordi det er dekorativt - man må ikke bruge de indbyggede griller indendørs. Dertil bænke og sorte fåreskind, et setup, som familien rykker ud i haven til fester, også på mere kølige aftener. Fadene er fundet i Indien, og billedet på konsollen er af Karin Fåborg.

©
Kristian Septimius Krogh
Colourblocking” hedder det, når man samler boligens stærke farver ét sted. Her på det gamle franske bord og lister kommer kulørerne frem i nips og små billeder hentet hjem fra hele verden.

©
Kristian Septimius Krogh
Smuk, gylden egetræsparket, gnistrende hvide vægge og træværk — dét er rammerne i skovpalæets stuer. Indbyggede reoler og nicher leder tankerne hen på et andet århundrede, hvor der blev gjort mere ud af snedkerarbejdet. De hvide sofaer og ompolstrede stole er dels arvestykker og dels hjembragt fra rejser. Spejl fra Atelier September.

©
Kristian Septimius Krogh
Soveværelset på første sal har fine, gammeldags indbyggede skabe. Det mørke sengetæppe er fra Tine K, puder fra Day Home. De franske lamper er fundet hos Lysberg, og det franske fortsætter med det antikke cirkuskostume fra et loppemarked i Frankrig.

©
Kristian Septimius Krogh
Badeværelset står stort set, som da Gitte Dyrberg flyttede ind, dog har hun valgt at bejdse teaktræet sort - det bidrager med en helt ny “colonial” stemning.