Hvor end øjet søger hen i den 400 kvadratmeter store bolig i Tyskland hos Bernhard og Patricia Zahn, der er ortopædlæge og sygeplejerske, bliver man benovet. For her er der tænkt over hver eneste detalje, og sammensætningen af interiør og kunst understøtter hinanden. Her supplerer det sorte det hvide, og de alsidige skulpturer, installationer og billeder går smukt i spænd.
Man kommer ikke uden om, at Zahn-parret er feinsmeckere, og det bærer boligen fra 1992 præg af. De har selv tegnet deres hjem i samarbejde med en arkitekt, og da de flyttede ind i julen 1992 havde huset derfor præcis den udformning og de detaljer, de havde ønsket sig. Her er vinduespartier med kig til den indbydende pool og have, her er højt til loftet og åbne rum, hvor kunsten kan folde sig ud. Og netop det sidste var vigtigt for parret, som har en årelang interesse for kunst.
- Vi elsker at besøge udstillinger, hvor end vi er, og netop derfor har vi kunst fra New York, Buenos Aires og mange andre steder samt naturligvis fra kunstnere i Berlin, hvoraf en del af dem er blevet vores venner, som vi ses med jævnligt, siger Patricia og Bernhard, der begge er 59 år.
BILLEDE Så snart man træder ind i huset, er man klar over, at det er et hjem, hvor kunst fylder meget. Alligevel føles det ikke som at være på et museum, for værkerne og interiøret supplerer hinanden fint. Lænestolene er designet af Ron Arad for Moroso.